Mere end bare videospilskultisme

Dragonforces claim to fame er altså en noget pudsig historie – også selvom mere inkarnerede fans nok vil opponere kraftigt. For efter en håndfuld år et godt stykke fra den opmærksomhed, det britiske powermetalband i dag nyder godt af, var det først i perioden omkring pladerne Sonic Firestorm og senere Inhuman Rampage, at det for alvor begyndte at tage fart for Dragonforce. For ikke mindst sidstnævnte plades åbningsnummer, ”Through the Fire and Flames”, endte med at slå igennem som globalt fænomen, hvilket i særdeleshed skyldtes den medvirken i Guitar Hero III, hvorfra jeg (indrømmet) også stiftede bekendtskab med bandet første gang tilbage i 2007.
Siden de allertidligste 2010’ere har jeg (ligeledes indrømmet) dog ikke skænket Dragonforce de største tanker, men med bandets besøg i København denne novembersøndag følte jeg, at det var på tide at få mig selv opdateret på, hvad der er seneste nyt i Dragonforce-land.

Med lige lovlig meget bulder og brag lagde vi fra land med ”Ashes of the Dawn”, der også indleder seneste udgivelse, Reaching Into Infinity. Den dynamiske (og essentielle) guitaristduo Herman Li og Sam Totman havde ingen problemer med fra start at indfinde sig i rollen som koncertens primære fokuspunkt, mens forsanger Marc Hudson – der overtog fra ZP Theart i 2011 – drønede rundt med al den passion og showmanship, der så afgjort hører sig til på disse musikalske breddegrader.
Den brogede forsamling, der næsten havde formået at gøre aftenen til en udsolgt forestilling, var for det meste lige så meget med på de nyeste kompositioner, som de gamle travere, hvor ”Operation Ground and Pound” eksempelvis hurtigt blev skudt af sted med både helteomkvæd og højoktane soloer i al deres hæsblæsende pragt.

Første halvdel af affæren var unægtelig den bedste med sangene ”Judgement Day” og ”Curse of Darkness” som overbevisende indslag fra Reaching Into Infinity samt den helt vanvittige ”Fury of the Storm” som måske aftenens bedste Dragonforce-klassiker. Heldigvis viste henholdsvis 38 og 41 år ikke at være nogen som helst alder for hverken Li eller Totman, (eller 39 år for bassist Frédéric Leclercq for den sags skyld), hvor det høje tekniske niveau blev vedligeholdt hele vejen igennem – ofte tilsat finurlige måder at beherske deres respektive instrumenter på.
Derudover var det en fornøjelse at overvære det indbyrdes samspil på det mere menneskelige plan, hvor Totman og Li med hånende gestikuleren nedgjorde hinandens evner under de mange soloer; for sekunder senere fyre den unisont af i gensidig respekt for bandkollegaens musikalske håndværk.

Men bedst, som man måske troede, at koncerten skulle forløbe uden diverse afstikkere, nåede vi til et alt for langt, alt for uforglemmeligt og ikke mindst alt for uforglemmeligt indslag med Leclercq, Hudson og trommeslager Gee Anzalone, der jammede og solospillede sig vej gennem henved et kvarters fyld. Det var ikke nødvendigt, for det meste ikke særligt underholdende og alt i alt et irriterende ophold i den ellers tempofyldte optræden, mens Li og Totman tog sig et hvil backstage.
Da de endelig vendte tilbage igen, var det med de oldgamle ”Heart of a Dragon” og ”Valley of the Damned” samt de nyere ”Cry Thunder” og ”The Edge of the World”. ”Cry Thunder” blev spoleret af (endnu) en ligegyldig midtersektion, hvor publikum skulle prøve at overgå lydniveauet tidligere på turnéen i Tyskland – hvilket de selvfølgelig gjorde – og ”The Edge of the World” viste sig som et mere skizofrent værk, der i hvert fald live denne aften både trak tråde til thrash- og dødsmetal, foruden at inkorporere elementer fra hardcoregenrerne.

Som det ene af to ekstranumre fik vi muligheden for at vælge mellem den anonyme ”Three Hammers” og bandets usmagelige cover af Johnny Cash’ ”Ring of Fire”, hvor det ikke overraskende blev førstnævnte, der løb med sejren. Dermed var der lagt op til den uundgåelige ”Through the Fire and Flames”, som blev leveret i nærmest 1:1-version, hvilket den på alle tænkelige måder fortjente.
Det er muligvis ikke et af metalhistoriens største hit, men den har en kultstatus og næsten usandsynlig baghistorie som akkompagnement til sin frenetiske struktur og imponerende soloer. Den er ydemere definitivt godkendt som Dragonforces anthem og vil for evig tid være det nummer, som folk kommer til at associere bandet med. Som klimaks på en to timer lang powermetalkoncert fungerede den ligeledes, og omend det ikke altid var en sublim oplevelse, lykkedes Dragonforce med en kombination af musikalsk kvalitet og showmanship alligevel at gøre aftenen til en godkendt én af slagsen.