Anmeldelse af: Leprous. Lille VEGA, Kbh. 25. november 2019.
Foto og anmeldelse af: Shandi C.
Allerede da klokken er 19.30, er salen i lille vega næsten fyldt af mennesker. Det er en broget skare af mennesker med en gennemsnitsalder i start trediverne. Det er tydeligt at se, at aftenens koncerter har lokket mennesker af alle typer ud af hulen. Alt fra og imellem de rødternede skovmandskjorter, langhårdede metaltyper til middelaldrende husmødre var dukket op i aftenens anledning.
Leprous er tidligere blevet beskrevet som “avantgarde” og i den mere progressive ende af skalaen, men har med deres nyeste album ,Pitfalls, skiftet de fleste hårdtslående guitarer ud med flere strygere, elektroniske elementer og akustisk guitar.
Bandet er gået (næsten) helt væk fra hårde vokaler og har bygget sin identitet op omkring Ejnar Solbergs karakteristiske og følelsesladede falset vokal.
Aftenen i lille Vega er midt i den ni koncerter lange tour, som hovedsageligt forløber sig i Nordeuropa i denne omgang. Men allerførst handler det om det svenske band Port Noir. Stemningen er spændt og importøllerne er knappet op, da første band indtager scenen.
Port Noir
Der er ikke meget plads på den lille scene til to trommesæt, lys og til Port Noir, men heldigvis er de kun tre mennesker, så det går an. Der er ingen tvivl om, at det er et band med en klar æstetik, selvom bandet er det mindste her til aften. Med et stort “PORT NOIR”-LED-skilt lysende bagved dem, gør publikum sig klar til, hvad der skal ske.
Port Noir er en trio med halvtunge synths, lækre trommer og fængende omend lidt poppet vokal. Der er god plads i lydbilledet til, at alle instrumenterne kommer til deres ret. De fungerer rigtig godt sammen og minder lidt om en lidt mere street, men dog stadig charmerende lillebror til hovednavnet. De spiller et sæt på en lille halv time, og da de deklarerer det sidste nummer, er publikum tydeligt utilfredse og vil have mere.
The Ocean
Troede man, at der var fyldt i lille vega under første band, blev man gjort til skamme, da næste band går på. The Ocean er inviteret med på touren som special guest, og allerede fra første færd kan man godt forstå sammenligningen.
I mørket på scenen lister bandet sig op og gør sig klar, mens røg og en forindspillet intro finder sig vej ud til publikum. Man får fornemmelsen af, at dette er et band med noget på hjerte.
Bandet begynder, og der eksisterer en tågelignende tilstand oppe på scenen med svært afdæmpet lys. Man kan se silhuetterne af to guitarister og en bassist, som står forrest på scenen. Dette band får i modsætning til første band lov at bruge lidt af bagscenen, hvor trommerne er placeret til den ene side. Og pludselig ud af ingenting høres vokalen, men hvor er han? Der hersker lidt tvivl i salen om hvorvidt, han overhovedet er på scenen, indtil lysmanden finder strobelyset frem. Forsangeren var placeret på bagscenen i modsatte side fra trommerne. Her stod han det meste af tiden bortset fra nogle enkelte ekskursioner ud til forkanten af scenen. Desværre så er lysteknikerens fingre lidt for faste på strobelyset og blinders, og det distraherer publikum langt væk fra musikken og blev faktisk et irritationsmoment, efterhånden som koncerten fremskred.
Dette band var det tungeste på aftenens program og havde som de eneste på aftenen både scream og clean vokal. Der er ingen tvivl om, at bandet er dygtige musikere, og de har en historie, de vil fortælle, men i og med at forsangeren stort set aldrig var i rækkevidde for publikum, mistede The Ocean en del point.
Højdepunktet var helt tydeligt, da forsangeren valgte at stagedive og blive løftet af publikum til at stå nærmest oprejst i en rum tid. Man kunne se forløsningen i publikums engagement, og det var tydeligt at mærke, at de syntes, det var på sin plads med mere kontakt. Desværre gik der ikke længe, før forsangeren igen hoppede tilbage op på sin plads og den 45 minutter lange koncert forløb distanceret og ufortrødent.
Leprous
Der går næsten en halv time, før lyset igen bliver slukket. Der er rigeligt med tid til at få lyspletterne for øjnene til at forsvinde igen. Så snart salen slukkedes, og det blå LED bagved trommesættet blev tændt, var publikum klar. Vi stod alle som én og stirrede på det hypnotiserende lys og ventede i spænding.
Fra de første toner i sangen “Below” var vi alle solgte. Det var som om, Leprous vidste, hvad vi havde manglet i de to andre performances tidligere på aftenen og gav os det. Ejnar Solberg var klædt i sin efterhånden varemærkede skjorte og vest og var aftens ubestridte frontfigur. Efter at have erkendt overfor publikum, at han var rædselsslagen for at snakke med dem, men at han forsøgte sit bedste, var alle med ham i den godt 100 minutter lange koncert.
Bandet spillede med indlevelse og fokus i en form for musikalsk stoleleg, hvor medlemmerne (bortset fra vokalist og trommeslager) skiftede plads for at spille på synths og keys i de forskellige dele af sangene. Og ganske rigtigt deklarerede Ejnar, at de har måttet lære at spille på nye instrumenter for at kunne spille det nye album. Især hårdtslående guitar er der ikke meget af på det nyeste album, Pitfalls, men for oplevelsen her i Vega var det hurtigt glemt.
Stolelegen fungerede uden at være distraherende, og det nye materiale smeltede sammen med deres ældre på en vis, der vidner om stor musikalitet og dygtighed. Hårdheden, som man kan savne ved gennemlytningen af deres nyeste album, forsvandt helt og aldeles her til aften. Omtrent halvdelen af sættet bestod af sange fra Pitfalls, og resten var ældre materiale fra Malina og The Congregation.
Leprous består af fem medlemmer, men har en live-cellist med på tour derudover. De har eksisteret siden 2001 og har udgivet seks albums. Stilen i de seneste albums er blevet roligere end de tidligere, og det betyder, at der var mange passager, hvor der var relativt stille i salen. De fleste publikummer var så betagede over Raphael Weinroth-Brownes cello -sweeppicking (hedder det overhovedet det på en cello?) færdigheder og Ejnars fænomenale vokalpræstation, men der var nogle blandt publikum, som tydeligvis var kommet for at tale med vennerne om turen til Aarhus sidste weekend, hvorefter disse blev skældt ud og tysset på af en tydeligvis frustreret publikummer for at fjerne opmærksomheden fra magien på scenen.
Alt i alt medbragte Leprous en formidabel præstation til Lille Vega en kold mandag aften, og vi, som var tilstede, er ikke i tvivl om, at den moderne mand udfordrer normerne, synger i falset og er ikke er bange for at vise følelser.
Vi har mødt et avantgarde (metal?) band, som formår at lave bedre pop end de fleste popartister.
