En brutal og intens mandag aften

Aftenen starter direkte ud med et band, som jeg aldrig har hørt om eller set live før: Organectomy fra New Zealand. De starter ud med noget kortvarigt ambience, som lægger efter med en tung og opbyggende indledning, der bare sætter stemningen for det første tunge riff. De spiller slam deathcore, hvor de har skiftende kontraster mellem blastbeats, groovy breakdowns og tunge riffs på kryds og tværs, og det er nu også fedt, at de har en lille bitte kant af dissonans og teknikalitet over sig, som gør det lidt mere afvekslende end det meste slam deathcore, jeg har hørt. Forsangeren lyder som en dæmon. Derudover har han også en rimelig vild variation og kommer oppe i de lysere fry screams engang imellem.

“Severed From Humanity” er et af mine favoritnumre, de spillede her. Den starter ud med en energisk indledning fra trommeslageren, og derefter leder det over i knusende tunge grooves. Kort efter er der smæk på med blastbeats og knusende tunge riffs. Lyden var faktisk også ganske god. Eneste lille anke var, at nogle at cymbalsene/trommerne overdøvede guitaren ret ofte til tider. Men udover det så var det en ret fed opvarmning at starte aftenen ud på. Der var endda også energi fra publikum i form af en solid moshpit. Selve bandmedlemmerne var dog desværre ikke 100 % medrivende med publikummet.

Det føles lidt som om, at de mest kørte på rutinen her. Skuffende var det bestemt ikke, men jeg kunne have ønskede mig lidt mere interaktion med publikum. Men udover det så var det en god start på aftenen, og de kan anbefales at opleves, hvis man er til virkelig tung deathcore.

Dette er første gang, jeg ser dette band live, og jeg har aldrig hørt om dem før, så jeg gik uforberedt til dem. De spiller rendyrket traditionel deathcore, som vor moder lavede den. De startede ud med et groovy deathcoreriff og groovy trommer, som komplementerer riffet. Guitaristen gjorde et godt stykke arbejde, og han havde nogle fede soloer indimellem numrene. Eneste lille anke her er lyden, hvor bassen til tider var rimelig dominerende i mikset, hvilket gjorde det lidt svært at opfange de resterende detaljer i bandet.

Nummeret “Malevolent Force” starter ud med tunge og hurtige trommer, som langsomt tilsætter flere lag og detaljer, og derefter kommer der et short break, lige inden man får en verbal lussing i form af en heftig solo og blastbeats, som faktisk lød rigtig fedt her. Derudover bliver vi pludseligt overrasket med dissonans midtvejs i selve nummeret samt med brug af ren vokal og semiskæve trommer, hvilket var ret så interessant at få hørt; og kort efter bliver stilheden afbrudt af soniske blastbeats, arrig vokal og intense riffs, hvor alle instrumenter komplementerer hinanden.

Nummeret “Disintegrate, Reanimate” var deres afslutningsnummer. Et knusende tungt stop and go breakdown efterfulgt af solo og catchy trommer, hvor der er smæk på dobbeltpedalerne samtidig.

Bandet består af tre vokalister, og de veksler imellem dybe growls, shouts og dejlige gustne lyse skrig. Der opstod undervejs en kraftig circle pit halvvejs samt en wall of death, og forsangeren var også ret god til at få publikum i gang og sprede den gode energi. Glimrende præstation fra disse gutter.

Det her var det tredje band, der gik på, og jeg kender dem kun fra deres nyeste plade, Homicidal Estacy. De spiller meget brutalt dødsmetal med noget teknikalitet over sig, men de ligger dog mest fokus på brutaliteten. De starter ud med en rimelig sjov indledning, som er den dér filmiske “THX”-lydeffekt. Og derefter er der bare chunky, tykke og brutale grooves. Efter næste nummer får trommeslageren bl.a. lov til at skinne med fede fills og fedt arbejde med dobbeltpedalen. Vokalen består af temmelig dybe og low gutturals. Trommerne er hurtige og samtidigt tekniske, bassen var også dejligt fyldig i lydbilledet.

Nummeret “Pissed” starter tungt og midtempo ud med et catchy riff og komplementerende trommer. Senere henad kommer der tykke og hurtige blastbeats og fuld smæk på dobbeltpedalerne. Egentlig en rigtig fed optræden, og de havde endda noget humor midt imellem numrene og med nogle komiske kommentarer. “A Lesson in Savagery” starter tungt ud med tung palmmuted guitar, som komplementeres med en form for militante trommer. Og halvvejs i nummeret er der meget energi fra publikum.

Jeg savnede dog bare lidt mere variation fra bandet. Der var næsten ingen guitarsoloer, og vokalen var rimelig ensformig. Men det var slet ikke en kæmpe skuffelse, da de også har nogle fede riffs, som har en rimelig teknisk flair over sig til tider og egentlig fed nok energi til tider.

Dog var der også et nummer, hvor trommerne havde noget skævhed over sig som et fedt trommefill, og derefter førte det over til et groovy breakdown, som var ret fedt lavet fra bandet af. Lyden var dog også temmelig godt opsat her. Meget af det kunne høres klart til koncerten, så de ekstra points skal bandet helt klart også have med.

En anden fed detalje var, at over halvvejs i sættet kom der er god sjat mennesker fra publikum oppe på scenen, hvilket var ret fedt at se den fest, der blev skabt herfra. Dem vil jeg glæde mig til at se igen en dag.

Den her aften havde jeg glædet mig til rigtig længe. Fra det øjeblik jeg så, at Suffocation stod på plakaten, så var det direkte blikfang iblandt alle navnene herfra. Jeg har set Suffocation live fire, fem gange nu, og de har leveret en fest hver gang, og alle gangene, jeg har set dem, har været med deres nyeste forsanger, Ricky Myers, som er tidligere forsanger i Disgorge. Samt er de også et af mine yndlingsbands nogensinde. Men har denne gang så også været lige så stor en fest som de tidligere?

Fra det øjeblik, Suffocation indtræder på scenen, så er vi bare i gang med nummeret “Seraphim Enslavement” som kommer fra deres nyeste plade, Hymns From The Apocrypha, og så er både stemningen og lyden bare sat for, hvad der ville vente til resten af showet herfra.

Fra første node af så er der bare fuld pedal fra alle medlemmerne, og med en utrolig tyk og fyldig bass også er festen startet. Lyden var dejligt punchy, og publikum var også virkelig meget på. Guitaristen Terrance Hobbs, som er leadguitaristen, spillede vanvittig godt, og hans guitarlyd er virkelig god i det overordnet lydbillede, og han er nu det eneste originale medlem, som er tilbage i bandet. Deres lyd var generelt virkelig tyk og utrolig punchy på den virkelig fede måde.

Ricky er også et bæst af en frontmand. Han er en virkelig energisk gut, og han har også nogle virkelig gennemtrængende og hertige growls. Frank Mullen har været et af bandets faste medlemmer, siden at Suffocation fik sin fødsel, og han er eftertragtede som en af jordens bedste vokalister i dødsmetallen nogensinde og var en af de første til at implementere virkelig dybe growls tilbage i start 90’erne, og selvom Ricky Myers har haft store sko at fylde her, så gør han det virkelig, virkelig godt i Suffocation.

Derefter kommer “Thrones Of Blood”, som er et af mine absolutte yndlings numre fra dem. Der var en vild energi, og vild moshpit indtraf undervejs i det tunge og hurtige C-stykke i nummeret. Og der var ret mange fra publikum, som kom op på scenen og begyndte at crowdsurfe.
Efterfølgende bliver vi forkælet med “Breeding The Spawn”. Det starter bare tungt og groovy ud, og publikum hyggede sig virkelig. Derefter kom “Dim Veil Of Obscurity”, som starter ret teknisk ud, og så derefter er der smæk med dobbeltpedal. Kort efter blev “Pierced From Within” nummeret sat på, og der begyndte selv jeg at skråle med undervejs flere gange i nummeret, og festen fra publikum fortsatte yderligere.

Bagefter kom et af mine andre favorit numre, som er “Funeral Inception”. Og her optræder så ondt et breakdown, hvor næsten hele salen bare skrålede med og råbte: “God Forbiiiiiiid!” Det var klart et af de mange højdepunkter denne aften.

Herefter kommer “Perpetual Deception” på, og derefter tager vi en tidsrejse tilbage til deres første album med nummeret “Effigy Of The Forgotten”, og det var en fremragende forestilling i form af en kæmpe circelpit og samt fed energi fra bandmedlemmerne.

Og så bliver vi forkælet med “Hymns Of The Apocrypha”, titelnummeret fra deres nyeste plade. Herefter kom Suffocations første nummer, de nogensinde skrev, som var “Catatonia”, og det er også et helt igennem så gennemført et nummer. Tung indledning, teknikalitet fra guitaren i overgangen til verset, og i sidste halvdel af nummeret så er der bare en gevaldig musikalsk lussing af blastbeats, lynhurtig riffing fra guitaren og tilsat med arrige growls. Kort efter bliver “Liege Of Inveracity” sat på, og så har vi lige pludselig gæstevokal med fra vokalisten fra Enterprise Earth.

Til sidst kom “Infecting The Crypts” på, og det er en monumental Suffocation-klassiker i deres katalog, og her blev der virkelig svinget garn, og der kom en rimelig stor circelpit endnu en gang. Det var normalt deres sidste nummer, men de kom faktisk tilbage lige pludseligt med endnu et nummer til at slutte af for alvor. Det blev til nummeret, “Clarity Through Deprivation”, som indeholder et ekstremt tungt sing-along-breakdown halvvejs i nummeret.

Af alle de gange, jeg har set Suffocation, så var det her nok min favoritkoncert med dem indtil videre. Det var en kæmpe fest fra start til slut, bandet spillede formidabelt, og energien var publikum var i top foran scenen.

Er du fan af Suffocation, så må og skal du se dem optræde bare mindst én gang. Vanvittigt fantastisk live band!