Svensk retro-overtagelse

Hällas
Jeg kender slet ikke til Hällas, før jeg hører et par numre i bilen på vej til København. Det virker spændende, men også som noget, man umiddelbart har hørt før. Jeg kan ikke rigtig sætte en finger på det, men uanset hvad, skal det da helt klart have en god chance live, så det får de.

Bandet viser sig hurtigt som værende ganske glimrende! Sammenspillet sidder rigtigt godt sammen, og så giver det lidt plus point at ligne, at du er med i Ringenes Herre, uden at du spiller folk metal.

Det er fandeme 70er retro så det vil noget! Musikken er dejlig 70er og virker genkendelig, uden at man mister følelsen af, at det er noget nyt. Der er lige lidt synthesizer, der gør det lidt mere 80er agtigt, men ellers er det musikalske udtryk helt klart præget af 70er prog. Lidt a la bands som Yes.
Guitarerne spiller flot, og trommerne sidder stramt. Bassen kører godt sammen med de andre instrumenter, og synthen spreder lidt ekstra atmosfære. Desværre sidder vokalen i dag slet ikke i skabet og virker mere råbende end egentlig syngende, hvilket ikke passer særligt godt til musikken.

Vokalisten har også tydelige problemer. Efter første nummer vælter han ud fra scenen, og publikum og resten af bandet står uvidende tilbage. Bandet prøver tydeligvis at vente på ham og laver lidt improviseret jam, der ikke rigtigt sidder der. Efter en små 5-6 minutter, går medlemmerne lidt efter lidt selv ud bagved og scenen får lov til at stå tom i et stykke tid, før bandet vender tilbage for at jamme igen.

Vokalisten vender da også tilbage på et tidspunkt, hvorefter han får drukket en masse vand, imens han forsøger at spille. Han fortæller, at han beklager, at han gik af, og at det er fordi, at han har fået et krampeanfald, og hans derved krop begyndt at låse sig fast. Han vil stadig forsøge at fuldende koncerten. Det betyder, at der bliver kværnet en satans masse vand, og når der ikke skal synges, sætter manden sig også ned. Det er ganske tydeligt, at han ikke har det behageligt og bare skal igennem sættet.

Tre sange lang. Det er så lang denne koncert, der mest af alt har mindet om den herlige film Spinal Tap, bliver. Hällas har ikke haft heldet med sig her til aften, og med en forsanger, der tydeligvis ikke kunne stå på en scene i sin tilstand, bør man nok overveje at aflyse. Uanset hvad, blev udfaldet, at Hällas faldt igennem. Det kunne være blevet så godt, men det blev det desværre ikke.

Graveyard
Graveyard gjorde det glimrende på Hades-scenen under årets Copenhell, og derfor skal de da helt klart også opleves, når nu de svinger forbi de danske himmelstrøg med en headliner-koncert. Graveyard er et af de mange blomstrende retrorockbands og har været det i en rum tid. Graveyard trækker helt klare paralleller til 70erne heavy og hårde rock, og de gør det med autenticitet.

Det er også tydeligt, at bandet nyder stor popularitet herhjemme i Danmark, da de fandeme er lykkedes i at sælge samtlige billetter til aftenens koncert. Stærkt gået og velfortjent.
Musikken er ganske spændende. Bandet spiller ikke super tight, faktisk ligger guitaren ofte lige lidt bag trommerne, men dette er faktisk på sin vis netop også med til at menneskeliggøre bandet og gøre det endnu mere retro. Det var meget en ting, man gjorde i 70erne med at lægge sig bagved beatet i stedet for på selve beatet.

Bandets optræden er energisk, uden at det bliver for meget. Desværre er der ikke den store kontakt til publikum. Det er ikke meget, der bliver talt til os hverken i løbet af numre eller efter, at sangene er færdige. Når der så bliver talt, er det, som svensken har for vane, på svensk, et sprog, som jeg tror, at under 25 % af publikum forstår, særligt når der tales igennem en mikrofon på et spillested. Det bliver sgu lidt svært at tyde et sprog, man ikke helt forstår i en koncertsituation.

Graveyard spiller da også sange med klare referencer til gamle klassikere. Nummeret “Uncomfortably Numb” (Jep, de har næsten taget den samme titel, som sangen med verdens indiskutabelt bedste guitar-solo, men det viser måske netop også deres inspiration fra 70erne?), har et omkvæd, hvor jeg personligt næsten ikke kan undgå at synge “Simple Man” fra Lynyrd Skynyrd. Det ligger sgu tæt på hinanden, uden at det reelt set bliver det samme.

Stemningen inde i Pumpehuset er god hertil aften, og man kan virkelig mærke, hvor bredt et band som Graveyard faktisk favner. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til en rockkoncert med så mange totalt forskellige typer. Der er alt fra folk med mange stretches til folk i jakkesæt. Det er faktisk lidt en fantastisk oplevelse alene for det.

Lyden er ganske glimrende her til aften, hvor særligt den imponerende flotte vokal fra Joakim Nilsson sidder lige i skabet. Den mand har en stemme, som simpelthen går direkte i hjertet. Man føler, at man bliver skåret over som blødt smør, når den mand rigtigt giver sig i kast med sin vokal.

Sætlisten er her til aften meget præget af det nye album, Peace, og så naturligvis bandets største hitalbum: Hisingen Blues. Det er egentlig kærkomment, for de to albums er altså glimrende, og det er vel også en selvfølge at spille meget fra den plade, man er på turne med. I hvert fald hvis man ikke hedder Melvins.

Det ganske tydeligt, at det særligt er balladerne, der tager kegler, for her bliver der fandeme skrålet igennem fra publikum, der dog ikke lander helt sammen med livevokalen fra Nilsson. Han vælger nemlig at ændre lidt i sin vokal live. Det fungerer skide godt, men er knap så fedt, som min makker også nævner for mig, når publikum absolut mener, at de kan sangen, og man så ender med at lytte til en pærevælling af stemmer, der overhovedet ikke har samme frasering og tone.

Det er også ganske sjovt at se, at der løbende under koncerten faktisk opstår nogle moshpits oppe i fronten. Folk virker generelt glade og oppe på dupperne til denne koncert.

Graveyard får altså leveret et glimrende rock’n’roll show uden så mange dikkedarer. Der er ikke så meget henvendelse til publikum, og at det der er foregår på svensk, falder altså en anelse til jorden. Heldigvis taler Graveyards musik for sig selv, og den har givet pumpehuset en positiv sfære.

I det min kammerat og jeg går ud i mørket, er det dog nummeret “Star Rider” med Hällas, der sidder i hovedet. Det må der lyttes lidt mere til, når jeg kommer hjem.

Vores udsendte fotograf denne aften, Guillaume Blanjean, fangede følgende skud fra koncerten: