Anmeldelse af: Melvins. Pumpehuset, Kbh. 15. oktober 2018

Med to bassister I baghånden leverede Melvins en koncert af høj kaliber, der dog blev trukket ned af en lyd, der desværre ikke satte musikken i det bedste lys

Foto: PR

Melvins har været dejligt søde på det seneste i forhold til at svinge forbi de danske breddegrader. De har årligt spillet på det tidligere Jazzhouse de seneste to år, og i år får de så i samarbejde med ALICE Cph en tilbagevenden til de danske græsmarker, navnligt på et af Københavns absolut fedeste spillesteder: Pumpehuset.

Melvins har altid været et band, der umiddelbart foretrækker at prøve nye grænser af. De har udgivet utallige plader, der adskiller sig fra hinanden på mange punkter, hvor adskillige af dem faktisk slet ikke kan kategoriseres som metal. Dette er endda på trods af, at metal har været det hovedfokus, de ellers har holdt igennem hele deres karriere.

Denne aften har bandet så intet mindre end to bassister med og er for første ud af de tre gange, jeg har set dem, fire mand høj. Vi ved alle, at det er ganske normalt med to guitarister i et band, men to bassister? Det er alternativt, og kan det mon nu også virkelig virke?
Ja det kan det rent faktisk, lyden skal bare lige være til det, og det er den desværre ikke i aften.

Det er nemlig utroligt svært at høre forskellen i de to basser, da den ene af dem får lov til at spille en god bid højere, end den anden. Det er super ærgerligt, for man kan godt perifert høre, at de laver noget forskelligt ligesom, at man ved et øjekast kan se det.
Den ene bassist spiller en lidt mere standard rytme-bas, hvor den anden leger en del med effekter blandt andet til at droppe bassen totalt ned i oktaverne og senere også til at hive den op. Det kunne som nævnt fungere skide godt, hvis bare lyden havde været bedre.

Bandets optræden på en scene er der til gengæld ikke en finger at sætte på.
Der bliver givet rigeligt med gas af samtlige medlemmer, og særligt Buzz Osborne har en helt særlig karisma på en scene i kraft af den måde, han tåger rundt på scenen. Begge bassister formår ligeledes at komme godt udover scenekanten, mens den gode Dale Crover får tæsket løs på tønderne.
Sammenspillet og energiniveauet er der bestemt ikke noget som helst galt med. Vokalerne lyder godt, men er desværre så lave at de, som med de forskellige nuancer i basspillet, går lidt tabt i virvaret af smadderlyd.

Sætlisten er ligeså blandet, som den har været de andre gange hvor jeg har oplevet Melvins. Vi får som sædvanligt serveret en håndfuld covernumre samt en masse af deres egne kompositioner. Det er ganske rart, at man ikke rigtigt kan regne med Melvins. Hvor andre bands har en tendens til at spille det samme show på nærmest hver tour, tør Melvins godt at ryste posen.

Der er nogle numre, som de fænomenale “The Kicking Machine” og “Onions Makes The Milk Taste Bad”, der er gengangere, men vi får også numre, som ikke blev spillet de to forrige gange, som det svævende “Let It All Be”, det tunge “The Talking Horse” og den smadrede og punkede klassiker “Honey Bucket”. Sidstnævnte får som selvfølge sat gang i moshpitten oppe i fronten, en moshpit, der kun delvist fungerer. Kun delvist, fordi publikummet ikke rigtigt virker til at være ordentligt med på den.

Til at afrunde sættet inviterer Melvins de to medlemmer fra opvarmningsbandet Shitkid på scenen til et cover af Bikini Kill-klassikeren “Rebel Girl”. Forsangerinden fra Shitkid gør det glimrende som vokalist, og der er sateme smæk for skillingen i optrædenen.

Der vækkes minder til de gange, hvor Melvins har spillet den med Terri ’’Gender Bender’’ fra punkbandet Le Butcherettes. Sangerinden formår endda at få smidt den mikrofon, som hun har lånt fra Buzzo ud af kablet og direkte op i luften, hvorefter den af uransagelige årsager bliver grebet af… Ja, af mig. Den bliver lagt tilbage på scenen, for det her kan da umuligt være en souvenir.

Dale Crover synger herefter farvel, og koncerten slutter. Der er ingen ekstranumre med Melvins, heller ikke selvom publikum virkelig gerne vil have det.

Vi har fået en koncert af den smadrede slags med et højt energiniveau og et virkelig godt sammenspil, der på intet tidspunkt har virket rutinepræget.
Desværre har lyden ikke været særligt god, hvilket har betydet, at de to basser samt vokalerne desværre er gået lidt tabt.

Alligevel står man tilbage efter koncerten med en følelse af glæde over, at man har fået muligheden for at fange Melvins, også selvom det for mit vedkommende er tredje gang på tre år.

Man kan ikke blive træt af at opleve dette band live. Lad det gerne blive en årlig begivenhed med Melvins i DK, måske de næste gang så kunne have Le Butcherettes med som opvarmning, så vi også kunne få et par Crystal Fairy-numre?

Man kan vel kun drømme.