Anmeldelse af: Melvins + Redd Kross, Jazzhouse, København, 17. oktober 2017

Melvins indtog det fine spillested Jazzhouse i København, som derved lagde rammerne om en dronet, stenet og fuldstændig fantastisk koncert!

Foto: Bastian Reinholdt Madsen

Redd Kross
Opvarmningen for Melvins skulle give Danmark et første besøg i 20 år(!) fra 80er bandet Redd Kross, der denne aften bestod af 2/3 af Melvins, i form af Dale Crover på trommerne og Steven McDonald, der p.t. gør det som bassist i Melvins.
Kunne man så godt mærke på Redd Kross, at de bestod af Melvins-medlemmer? Nej, egentlig ikke, eller jo, Dale Crovers trommespil er ufejlbarligt, og han har slet og ret en speciel spillestil, som er ret genkendelig. Musikalsk er det dog overhovedet ikke i stil med Melvins, men er nærmere at sammenligne med KISS og lignende bands. Forskellen på Redd Kross og KISS er dog, at Redd Kross slet og ret bare spiller bedre, hvilket bl.a. blev cementeret i deres cover af KISS-klassikeren ’’Deuce’’. Lige dette nummer hørte jeg tidligere på året i Horsens spillet af KISS– Redd Kross gjorde det bedre med flere længder.

Jeg havde personligt aldrig hørt om Redd Kross før, men kunne lade mig fortælle, at de havde nydt en vis form for popularitet tilbage i 80erne og 90erne. Hvad, der er ganske morsomt, er, hvor meget hårdere Redd Kross egentlig lyder live i forhold til deres studieindspilninger, jeg efter koncerten har hørt, som er meget mere glam-orienteret.
Det er langt mere drevet af en hård puls og en høj energi i dag, end hvad det er på de optagelser, jeg efter koncerten fik tjekket ud. Der var betragteligt mere fokus på leadguitaren, som blev spillet ekstremt fermt og stramt. Jason Shapio spillede interessante små solo-fills ud over hele sætlisten og formåede at bruge effekter på fornøjelig vis. Hans guitarlyd var generelt super lækker og skarp, ja, nærmest præcist, sådan som en guitar bør lyde indenfor denne genre.
Desværre var Shapio en anelse for høj i forhold til Jeff McDonalds guitar, der forsvandt meget ud i baggrunden og kun sjældent var hørbar. De forskellige vokaler endte desværre også lidt ude i periferien.

Bandets optræden var fremragende og fanden-i-voldsk, sådan som man ønsker en rock’n’roll-koncert. Der var god bevægelse på scenen, og de gammeldags dance-moves blev flittigt vist frem, især fra sanger og guitarist Jeff McDonald, der virkelig levede i rytmen med store fagter, og kasten med tamburin. Bandets sætliste var på trods af mit meget sparsomme kendskab til bandet ufatteligt genkendeligt. Redd Kross har tilsyneladende en tendens til at spille mange covernumre, og fem ud af 12 sange var således covers denne aften.
Jeg skal ikke påstå, at jeg med det samme kunne genkende samtlige covernumre, men ’’Deuce’’ fra KISS og ’’I Won’t Be Long’’ med The Beatles er dog sange, der blev genkendt.

Redd Kross’ koncert var i den grad godkendt, hvilket også resulterede i høje bifald fra publikummet på Jazzhouse og mange anerkendende nik. Lad os alle håbe, at der ikke skal gå 20 år igen, førend Redd Kross vender tilbage til Danmark.

Melvins
Så skulle det sgu også blive tungt. Rigtigt tungt og rigtigt højt.
Melvins vendte tilbage til Danmark endda på det samme spillested, hvor jeg havde fornøjelsen af at se dem i juni sidste år. Koncerten sidste år og koncerten i år havde det fællestræk, at jeg kort sagt ikke kunne kende synderligt meget af sætlisten. Dette er endda på trods af, at jeg har hørt ret meget Melvins. Sagen er bare den, at man nok aldrig kan vide, hvad man kan forvente af en Melvins-koncert, da de har lavet intet mindre end 26 albums i løbet af deres 34-årige karriere. Ikke alene er 26 albums mange albums, det er f.eks. fire albums mere, end hvad Motörhead nåede at udgive, men når de også alle er så forskellige, som Melvins’ albums er, så kan en koncert ændre sig ret så drastisk efter valget af sætliste.
Heldigvis er Melvins hovedfokus lagt på det sludgede og dronede, netop det som langt de flest Melvins-fans associerer dem med. Det er netop også disse genrer, som Melvins har været med til at definere.

Bandet kom ganske uhøjtideligt på scenen, uden at der blev gjort opmærksom på dem på nogen måde, ja, faktisk stod store dele af publikum og snakkede med ryggen til, nærmest indtil første tone blev slået an. Det er klassisk Melvins, at de ikke tager deres koncerter for højtideligt, fokusset ligger på musikken og på det show, der bliver leveret. Der er altså ikke brug for store introer med backing tracks osv. Det er back to basics, også når det gælder belysningen, der denne aften bestod af stillestående og konstant rødt lys.
Det var simpelt, men det virkede måske med undtagelser for fotograferne, der må have haft et hårdt arbejde med den valgte belysning.

Koncerten havde været udsolgt i lang tid, ja, den blev faktisk udsolgt ganske kort tid efter, at billetterne blev sat til salg. Melvins er stadig et legendarisk band, og deres fanskare elsker dem og støtter op, når de kommer forbi. Melvins kvitterede derfor deres trofaste publikum med en koncert, der meget muligt er den højstlydende koncert, som jeg nogensinde har oplevet. Lydniveauet var enormt, og der var smæk for skillingen på samtlige numre, selv da bandet gav en noget utraditionel version af ’’I Want To Hold Your Hand’’ fra The Beatles, som jeg tror, at kun de færreste kunne genkende. Alle instrumenterne lød præcis, som man kunne have ønsket, smadret og med masser af knald på!

Bandet spillede super stramt i hvert fald størstedelen af tiden, hvor der dog lige var lidt udfald i det ellers herlige nummer ’’The Kicking Machine’’, hvor guitaren lød lidt mærkelig og kom lidt skævt ind. Det gik dog over, og bandet fremførte samtlige numre med superhøj energi. King Buzzo tossede på vanligvis rundt på scenen i hans noget specielle og unikke store sorte kjole. Det er en sand fornøjelse at se ham spille live. Ligeledes sad hans vokal denne aften utroligt skarpt, hvilket dog helt klart også skal og bør siges om både McDonald og Crover. Det fungerede super godt, når alle tre sang indover hinanden. Der er dog et eller andet helt specielt og unikt over Buzzos vokal, der bare kilder de helt rigtige steder.
Den er stor, rungende og ufattelig unik.

Højdepunktet til koncerten må siges at være kommet, da bandet til enorm jubel og bifald (ikke mindst fra mig), spillede ’’The Bit’’ fra deres 96er udgivelse, Stag. Det havde i længere tid været en drøm for mig at høre det nummer blive spillet af Melvins (jeg havde kun tidligere hørt det med Mastodon – som også gjorde det godt).

Da bandet var ved at være nået til vejs ende, var der en stiv idiot (det føler jeg godt, at jeg må kalde ham), der synes, at det var okay at forsøge at forcere scenen for at forsøge at nappe en sætliste. Han blev heldigvis hevet ned fra scenen, så bandet kunne spille de to første numre fra Lysol-albummet, ’’ Hung Bunny’’ og ’’Roman Dog Bird’’. Koncerten sluttede brat efter sidstnævnte nummer, og bandet gik af scenen til stor jubel og klapsalver fra det yderst tilfredse publikum. Der skulle dog lige være en tilbagevenden fra den stive idiot, hvilket resulterede i, at Melvins’ tech måtte få Dale Crover ind og bede ham om at ’’fucke af helvede til’’. At folk ikke kan finde ud af at styre sig til koncerter vil for evigt være mig en gåde.
En ting er at hoppe op på en scene, for at hoppe ned igen og stage-dive osv., men at forcere en scene for at tage sætlister eller lignende er simpelthen for meget.

Melvins leverede altså en sublim koncert på Jazzhouse, hvor sætlisten bestod af mange for mit vedkommende ukendte numre, der dog alle sammen var super fede og blev leveret til bravur. Det er vel også yderst ukontroversielt, at de slet intet spillede fra deres muligvis største album Houdini. Uanset sætlisten så sejrede Melvins i sådan en grad med en vanvittigt fed og høj koncert, at der vil gå langt tid, før man som publikum ikke er oppe at køre over den mere.