Viva México!

Anmeldelse af: Le Butcherettes + Rebecca Lou, Loppen, Kbh, 20. marts 2018

Le Butcherettes lagde vejen forbi Loppen I København. Her leverede de et fremragende show udi det punkede og gøglede for et veloplagt publikum.

Rebecca Lou
Danske Rebecca Lou går på scenen til et noget tilbagetrukkent publikum. Det er nogle gange svært at skulle varme op, men Rebecca Lou virker nu alligevel frisk på opgaven. Hun får da også rykket publikummet tættere på scenen via en blanding af god gammeldags charme og naturligvis glimrende og veludført musik.

Det er faktisk ufatteligt, at Rebecca Lou ikke er større, end hvad hun er, da samtlige numre, der leveres, har et umiddelbart hitpotentiale. Det er sgu skruet godt sammen, uden at det bliver for kringlet for den almindelige lytter. Samtlige numre er super catchy, og man fanger hurtigt teksten, så man kan skråle lidt med i omkvædene. Vokalen leveres friskt, og man er bestemt ikke i tvivl om, hvorfor Rebecca Lou har fået opvarmningstjansen her til aften. Musikalsk lægger det sig til tider op ad Le Butcherettes, men der hvor Le Butcherettes til tider tenderer til det gøglede, er det som om, at Rebecca Lou ser i retningen af 80ernes lidt mere bløde og melankolske goth-musik. Dette er i hvert fald det umiddelbare førstehåndsindtryk.

Bandet spiller glimrende og stramt med en til tider speciel og drømmende guitar. Det fungerer sgu meget godt! Vokalen sidder mildest talt imponerende godt i skabet! Rebecca Lou er uden tvivl en yderst habil vokalist, som helt klart formår at få det bedste ud af sin stemme. Ligeledes fungerer det faktisk skide godt, når hendes vokal blive suppleret af den glimrende harmonivokal fra bassisten. Kombinationen imellem de to stemmer rammer super godt, og er helt klart noget, der godt kan udforskes lidt mere i.

Lyden kan godt bruge lidt ekstra af guitaren, ellers ligger alt egentlig glimrende i mixet på det lille spillested ude på Christiania. Koncerten viser sig dog måske som værende en kende kort. Man når knap at falde til rette i musikken, og Rebecca Lou har helt ærligt fortjent lidt mere spilletid, end hvad hun får her til aften. Dette bliver bestemt ikke det sidste, jeg får set til Rebecca Lou!

Le Butcherettes
Efter en længere pause går Le Butcherettes fra Mexico på til stor jubel fra det fremmødte publikum, der nu har rykket helt tæt på scenen. Le Butcherettes styres af Teri ”Gender” Bender, der ved siden af Le Butcherettes også gør sig som sanger i bandet Crystal Fairy sammen med medlemmer fra Melvins og At The Drive In. Dette bands debutalbum strøg lynhurtigt ind som den bedste internationale plade for mit vedkommende sidste år og kickstartede ligeledes mit kærlighedsforhold til Le Butcherettes.

Teri ”Gender” Bender besidder en vokal, der mildest talt er gåsehudsvækkende. Den er tilpas rå uden at miste finesse, og så er det desuden ganske tydeligt, at hendes tekniske og musikalske niveau ligger yderst højt. Der mærkes ofte referencer i vokalen til 50ernes musik, hvilket utroligt nok passer ufatteligt godt sammen med den vrede punkmusik, som bandet fremfører på bedste og mest imponerende vis. Bandet spiller med en finesse og et nærvær, som klæder musikken og særligt de intime omgivelser inde på Loppen vanvittigt meget. Fra start til slut hersker der ingen tvivl om, at man bevidner noget helt specielt denne aften.

At bandet kun har tre medlemmer, er nærmest ufatteligt. Der er så meget variation i instrumenteringen, at de sagtens havde kunne have været dobbelt så mange. Bandet får det dog til at fungere med Riko Rodriguez-Lopéz på henholdsvis bas, guitar og synthesizer, Teri selv på guitar, vokal og synthesizer samt den utroligt talentfulde trommeslager, Alejandra Robles Luna, som denne aften lægger nogle sprøde og stramme rytmer. Der hersker ingen tvivl om, at dette band forstår, hvordan ordsproget ”Less Is More” rent faktisk kan passe i hvert fald i dette tilfælde.
At opleve Teri på en scene er en fornøjelse i sig selv. Iklædt en flyverdragt (ikke sådan en for børn, men en heldragt for piloter, dit pjattehoved), en rød streg af makeup over øjnene, et par høje stiletter samt et rødt stykke tyl om halsen, der så småt signalerer, at noget vil ske senere i koncerten. Hvordan hun kommer rundt på scenen ordentligt iklædt de hæle, er ufatteligt. Særligt fordi, hun ikke danser nænsomt og stamper ganske hårdt i gulvet. Der er masser af rå og vred attitude på trods af, at hun virker ufattelig ydmyg mellem numrene. Hun lever sig så meget ind i musikken hele tiden, at man til tider overvejer, om man måske er til en speciel avantgarde-koncert.

Som nævnt giver det fine stykke tyl om halsen væk, at bandet vil spille nummeret “Dress Off” fra debutpladen, og da den kommer, ryger flyverdragten da også af til fordel for en mere klassisk kjole. Påklædningen er for en gangs skyld noget, som føles som en lige så gennemtænkt og integreret del af showet, så derfor bør dette nævnes.

Bandet leverer en sætliste bestående nærmest udelukkende af pletskud. Særligt rammer numrene fra den første plade, Sin Sin Sin, rigtig godt til aften på trods af, at det føles mærkeligt, at dynamikken er lagt om i nummeret “The Leibniz Language” således, at versene er sat op i fart og omkvædene ned i tempo. Lidt ærgerligt, da nummerets gennemslagskraft netop kommer i det temposkift og den dynamik, som nummeret normalt besidder. Det virker dog stadig, og publikum er bestemt godt underholdt. Teri selv får også gået ud og sunget hos publikum i dette nummer, hvilket nærmest altid rammer plet, og denne aften er bestemt ingen undtagelse.

Lyden er overraskende god på det lille spillested. Jeg havde godt inden hørt, at Loppen generelt set er garant for god lyd, men man skal jo ikke altid stole på folk. Denne aften efterlader mig dog med det indtryk, at stedet helt bestemt det kan noget. Det eneste problem med lyden, at mikrofonen havde en tendens til at feede igennem koncerten.

Le Butcherettes efterlader ingen tvivl om, at de er kommet for at blive! Med deres vrede feministiske (og nej, dette er ikke negativt!) Riot Grrrl agtige-punk får de rykket deres publikum rundt på dansegulvet, og samtlige publikummer må have gået derfra med en følelse af, at man havde oplevet noget ganske særligt. Der er nu kun tilbage at håbe på, at Le Butcherettes snarligt vil komme igen eller måske en lille drøm om Crystal Fairy? Uanset hvad, vil det blive bifaldet med største glæde herfra!

Viva México!