Alice Cooper

Svensk revanche

-

Anmeldelse af: Hällas. Spillestedet Stengade, Kbh. 03. maj 2019.

Det svenske rock band med meget tydelige aner til 70erne Hällas væltede et udsolgt Spillestedet Stengade med en utroligt stærk og velspillet koncert.

Foto: PR

 

Grusom
For mit vedkommende starter aftenen med det danske rock band Grusom.

Grusom læner sig virkelig meget op af de gamle dyder og passer på denne måde glimrende som opvarmning for svenske Hällas.
Der er dømt 70er rock med gode melodier og et glimrende sammenspil. Faktisk er det svært at sætte en finger på det musikalske i bandet. Det sidder lige, som det skal, og er ganske fængende, omend det er hørt mange gange før. Det bliver altså aldrig synderligt unikt. Par så dette med, at bandets sceneoptræden lader meget stå til egen fantasi. Der er ikke megen energi eller sammenhold at mærke fra scenen, hvor bandets optræden aldrig rigtigt formår af virke fængende.

Der mangler simpelthen lige at give den lidt lods, så man kan blive blæst lidt mere bagover som beskuer. Musikken er der jo og lyder glimrende. Dette resulterer da også i, at der ikke er meget energi at spore hos publikum. Ligeledes er publikumskontakten, særligt under numrene, ikke synderligt interessant.

Lyden er egentlig ganske god under Grusoms koncert, og de fængende melodier går fint igennem, og fængende, det er melodierne altså hos Grusom.

Grusom er altså et velspillende band og har egentlig et glimrende repertoire, som dog lader til at virke bedre på plade, end det gør live her til aften.

 

Hällas
Nu skal det altså til at blive spændende! Sidst Hällas gæstede Danmark, endte det i, hvad der næsten kan beskrives som en katastrofe. Forsangeren, Tommy Alexandersson, fik krampe i ryggen, således at koncerten endte i forvirring, Jam, og et tappert, men desværre ikke synderligt frugtbart forsøg på at spille hittet “Star Rider”.

Netop derfor bliver det spændende, når svenskerne skal tage revanche på et udsolgt Stengade – og revanche får de altså taget!

Fra første tone slås an, starter den gode stemning i det tætpakkede lokale på Stengade 18. Hällas sparker, ligesom Grusom, publikum tilbage direkte til 70erne og 80erne med deres progressive tilgang til den hårde rock.
Hällas musik er både spændende, fængende samt unik, samtidig med, at man føler en genkendelsens glæde. Melodierne virker positive og er ofte finurlige i deres konstruktion. Guitarerne harmonerer på bedste vis op mod hinanden, og vokalen, omend den er lidt speciel, rammer tonerne til perfektion. Hällas formår i allerhøjeste grad at formidle gamle dyder på en spændende måde.

Lyden er ligeledes tæt på at være perfekt. Samtlige instrumenter går super klart igennem, uden at vokalen drukner. Faktisk står alt ualmindeligt klart her til aften, og Spillestedet Stengade viser sig altså fra sin bedste side.

Publikums energi er enorm, og glæden kan føles i luften. Ikke kun figurativt, men i høj grad også bogstaveligt, da der faktisk er adskillige crowdsurfere oppe i luften i det lille lokale. Hällas sætter gang i en fed fest denne fredag aften på Nørrebro i København.

Hällas sange og melodier kan langt henad vejen godt ligne hinanden, og derfor er koncerten da også ind imellem i fare for at virke ensformig, men Hällas formår, sammen med det opildnede publikum, at løfte musikken op i gear og holde koncerten spændende.

Særligt skarpt står revanchen for bandets seneste danske koncert klar, da bandet som næstsidste nummer fyrer “Star Rider” af i en fænomenal live-version. Hällas kan virkelig skrive en solid gang gammeldags rock, og her til aften viser de da også, hvorfor de går rundt med en god portion hype i tasken.

Hällas tog på fornem vis revanche på det hyggelige spillested på Stengade.
Stemningen har hos publikum været enormt god, og jeg er overbevist om, at ingen kan være gået skuffede fra denne koncert. Så kan det godt være at et eller andet stort band fra 90erne har spillet i KB Hallen samme dag, men vi fik en fed opvisning i 70er prog rock i intime rammer på Stengade.
Prioriteterne har været helt i orden.

ANTAL STJERNER

Grusom
Hällas

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

Anmeldelse af: Hällas. Spillestedet Stengade, Kbh. 03. maj 2019. Det svenske rock band med meget tydelige aner til 70erne Hällas væltede et udsolgt Spillestedet Stengade med en utroligt stærk og velspillet koncert. Foto: PR   Grusom For mit vedkommende starter aftenen med det danske rock band Grusom. Grusom læner sig...Svensk revanche