Alice Cooper

Tilbage til teenage-værelset

-

Anmeldelse af “Snap” af Royal Deceit

Danske Royal Deceits EP sender tankerne hen på det angstprovokeret teenage-værelse – og det gør faktisk ikke så meget

Jeg falder nok lige ned i det segment, der synes, at Nu Metallens anden strømning er mega interessant og sender latente tankebaner i retning af den svære tid for en ung gut, og det gjorde det så heller ikke bedre af, at da jeg var i gang med at researche på bandet her, Royal Deceit, fandt jeg nogle dreadlock-inficerede ungdommeligheder, der havde skabt nogle – vist nok – hjemmelavede promobilleder, som var vi tilbage i 1998.

Nuvel, man må som bekendt ikke dømme en bog på dens omslag, så hvad kan bandets EP “Snap” så udrette over fem numre fordelt på 16 minutter?

Til en start kan jeg sige, at titelnummeret er det fedeste på hele skiven! Den fik mig straks til at tænke på Slipknot-nummeret af samme navn. Bandet beskriver dog sig selv som metalcore i promo-delen til os, men jeg vil maks strække den til at sige, at man kunne blamere dem med det lidet tiltalende prædikat “numetalcore”.

Har du hørt Nü Metal fra før, den blev kønsløs, eller da metalcore-genren stadig var banebrydende, så ved du, hvad Royal Deceit kan byde på.

Og ved du hvad? Det gør faktisk slet ikke noget – tværtimod!

Jeg nikkede med hele vejen igennem skiven, som ingenlunde er stor kunst eller har afveksling af nogen nævneværdig art (men som formentlig kan klare sig godt live). Jeg tænkte noget lyd i retning af Mudvayne-leftovers fra deres debut-skive med en vokal fra Jesse Leach fra KillSwitch Engage – på de første to skiver.

Jeg klandrer tit bands for ikke at udfordre sig selv på deres første skiver, og det er lidt det samme her, men jeg er nok farvet af genren fra min egen opvækst, så jeg sad med et sagligt/smørret smil hele vejen igennem mine lytninger af udgivelsen her og tænkte på en tid, hvor håret skulle farves sort, angsten sad udenpå den falmende sweatshirt, og jeg bestemt ikke turde bevæge mig ind i en moshpit til de “voksne”.

Det er – bag mine 13-årige fedtede, duggede briller – fandens charmerende med den der fandenivoldske “lad os bare lave noget tungt og simpelt, man kan gå amok til”-attitude, som jeg bare er vild med! Deraf den høje karakter.

Jeg lader mig fortælle i min øresnegl, at gutterne igen snart besøge producer Tue Madsen for at lave en opfølger til den EP, som vi kan forvente i starten af næste år.

Ordet “EP” fik mig også til at ytre et “puha”, for når den lidt mere kritiske monokel bliver sat op, så tvivler jeg STÆRKT på, at gutterne her, uden at forandre lydbilledet vel at mærke, har idéer og opfindsom med skabelonen til at skabe værdi på over 40 minutter til en fuldlængde.

REVIEW OVERVIEW

Royal Deceit

Share this article

Recent posts

Mere ligegyldighed end håbløshed

Anmeldelse af: My Dying Bride - Macabre Cabaret. Udgivet 20. november 2020 via Nuclear Blast. Kun 8 måneder efter deres sidste plade er My Dying...

En omfavnelse af håbløshed

Anmeldelse af: Mitochondrial Sun – Sju Pulsarer. Udkommer 13. november 2020. All Noir. FREDAG DEN 13. ER KENDT SOM UHYGGENS DAG, HVOR UHELDET, ELLER ULYKKEN...

Djentlemen bringer liv

Anmeldelse af: Periphery - Live in London. Udgives 13. november 2020 via Century Media Records. Denne anmelder har været lidt ude, hvor han ikke kunne...

Død, pest og præst, men hvor er dynamikken?

Anmeldelse af: Plaguemace – Primal Priest. Udgives 6. november 2020. Selvudgivelse. UD AF DEN HORSENSIANSKE KLOAK ER KRAVLET EN HÅNDFULD PESTBEFÆNGTE ROTTER, DER HAR SLÅET...

Jesper Binzer redder farrocken

Anmeldelse af: Jesper Binzer - Save Your Soul. Release 6. november 2020 via Warner Music. Man kan godt tage Jesper Binzer ud af D-A-D, men...

Popular categories