Alice Cooper
Forside Anmeldelser Albums Tilbage til teenage-værelset

Tilbage til teenage-værelset

Author

Date

Category


Anmeldelse af “Snap” af Royal Deceit

Danske Royal Deceits EP sender tankerne hen på det angstprovokeret teenage-værelse – og det gør faktisk ikke så meget

Jeg falder nok lige ned i det segment, der synes, at Nu Metallens anden strømning er mega interessant og sender latente tankebaner i retning af den svære tid for en ung gut, og det gjorde det så heller ikke bedre af, at da jeg var i gang med at researche på bandet her, Royal Deceit, fandt jeg nogle dreadlock-inficerede ungdommeligheder, der havde skabt nogle – vist nok – hjemmelavede promobilleder, som var vi tilbage i 1998.

Nuvel, man må som bekendt ikke dømme en bog på dens omslag, så hvad kan bandets EP “Snap” så udrette over fem numre fordelt på 16 minutter?

Til en start kan jeg sige, at titelnummeret er det fedeste på hele skiven! Den fik mig straks til at tænke på Slipknot-nummeret af samme navn. Bandet beskriver dog sig selv som metalcore i promo-delen til os, men jeg vil maks strække den til at sige, at man kunne blamere dem med det lidet tiltalende prædikat “numetalcore”.

Har du hørt Nü Metal fra før, den blev kønsløs, eller da metalcore-genren stadig var banebrydende, så ved du, hvad Royal Deceit kan byde på.

Og ved du hvad? Det gør faktisk slet ikke noget – tværtimod!

Jeg nikkede med hele vejen igennem skiven, som ingenlunde er stor kunst eller har afveksling af nogen nævneværdig art (men som formentlig kan klare sig godt live). Jeg tænkte noget lyd i retning af Mudvayne-leftovers fra deres debut-skive med en vokal fra Jesse Leach fra KillSwitch Engage – på de første to skiver.

Jeg klandrer tit bands for ikke at udfordre sig selv på deres første skiver, og det er lidt det samme her, men jeg er nok farvet af genren fra min egen opvækst, så jeg sad med et sagligt/smørret smil hele vejen igennem mine lytninger af udgivelsen her og tænkte på en tid, hvor håret skulle farves sort, angsten sad udenpå den falmende sweatshirt, og jeg bestemt ikke turde bevæge mig ind i en moshpit til de “voksne”.

Det er – bag mine 13-årige fedtede, duggede briller – fandens charmerende med den der fandenivoldske “lad os bare lave noget tungt og simpelt, man kan gå amok til”-attitude, som jeg bare er vild med! Deraf den høje karakter.

Jeg lader mig fortælle i min øresnegl, at gutterne igen snart besøge producer Tue Madsen for at lave en opfølger til den EP, som vi kan forvente i starten af næste år.

Ordet “EP” fik mig også til at ytre et “puha”, for når den lidt mere kritiske monokel bliver sat op, så tvivler jeg STÆRKT på, at gutterne her, uden at forandre lydbilledet vel at mærke, har idéer og opfindsom med skabelonen til at skabe værdi på over 40 minutter til en fuldlængde.

Royal Deceit

Recent posts

Siamese går bananas i genrer

Anmeldelse af: Siamese - Super Human. 24. maj 2019. Long Branch Records. “Let the flames, Burn out our names” - ja tak! Lad det være sagt med det...

Dåsemad og kold kaffe…

Interview med Aphyxion, Jesper Haas. Aphyxion er virkelig på vej frem, så vi har taget en lille snak med dem om deres nye album og...

Et sidste lørdagsslagsmål med en klaverbokser af Guds nåde

Anmeldelse af: Elton John. Royal Arena, Kbh. 18. maj 2019. Så stod han der så. Sir Reginald Kenneth Dwight. For næstsidste gang på dansk grund,...

Da Køge blev lagt i den gode grav

Anmeldelse af: Artillery + BAEST. Tapperiet, Køge. 16. maj 2019. Metallen er så sandelig blevet (gen)etableret i Køge, og det blev bevist med optræden fra...

Gonna give you some terrible thrills

Anmeldelse af: The Rocky Horror Show. Aarhus Teater. 15. maj 2019.   Man siger, at noget er blevet kult, når det på trods af måske ikke...