Trefoldig triumf

Som en slikbutik med alle dine favoritvarianter på hylderne diskede Pumpehusets store scene op med et udvalg af noget til enhver smag. Posen blev fyldt til randen med alt fra salt powermetal, sprød død, hård thrash og sødlig metalcore og toppet af med en god, kold øl, så selv de mest kritiske feinschmeckere var glade.

Venom Prison
Et opvarmningsband som Venom Prison er noget, du nok enten vil hade eller elske, men én ting er sikkert; du vil huske dem, når du er 80 og skindød. En stor indlevelse udfoldede sig på scenen, da forsangeren efter en lang foroverbøjet lemme-daskende dans svingede håret tilbage og viste sig til min store forundring at være af det kvindelige køn! Hun kastede sig ud i det første øresønderrivende brøl med en voldsom fremførsel, stående bredsporet og vredt på scenekanten med vildt hår til alle sider og et matchende vildt blik i øjnene.

Musikken var hurtig og utilregnelig, præget af en lækker cocktail af dødsmetal og hardcore med tilhørende vrede in-your-face lyrics om alt fra kaos til krig.

Koncerten brød alle mine forventninger til den feminine side af metal-verdenen! Aldrig har jeg set nogen med samme pondus og aggression. Frontkvinden, Larissa Stupar, er tydeligvis en sangerinde, som lægger vægten i sin musik og giver en kæmpe fuck-finger til den sensuelle, dullede-op og malede side af det at være kvindelig rockstjerne.

Jeg var måske, lidt ligesom publikum, fanget som et dådyr i billygter fra start, men der blev hurtig rystet op i et par danseglade fans, og engagementet smittede.

Koncerten fortsatte med at udslette scenen med hysteriske trommer, hakkende riffs og hårde breakdowns. Uberegnelige harmonier rullede over scenen og udviste et forvrænget og brutaliseret eksempel på kontrolleret kaos.

Selvom jeg savnede en smule variation i sangene, som flød lidt over hinanden, så var jeg underholdt fra start til slut af disse brutale britere!

Power Trip
Vi bevægede os ubesværet hen i thrashmetal-genren ved dette næste indslag. Disse drenge fra Dallas, Texas balancerer det moderne og det old school gennem hårde uophørlige riffs, hurtige trommer og hæs vokal. Der var en fed stemning på scenekanten, hvor alle bandets medlemmer vred sig rundt kontaktsøgende.

Frontmanden, Riley Gale, havde absolut ingen jordisk forbindelse, dvs. tyngdekraften havde endnu ikke fanget denne mand, da han fløj rundt i det ene krumspring og flyvespark efter det andet. Samtidig formåede han at udføre en ufejlbarlig lækker vokal midt i sine flyvehop, imens han kæmpede en brav kamp for både at holde kasket og hætte på sit hoved.

Spruttende hurtige vokaler vedrørende emner som død, mord og ødelæggelse blev udført med sådan et raseri, at man næsten kunne mærke musikken ryste en ved skuldrene.

Power Trip er på sin vis et friskt pust til thrashmetal, de sprænger genren i stumper og stykker og udviser uregerlige og utilregnelige musiske kompetencer. Du behøver ikke være et metalhead for at nyde dette band. Her er der fokus på detaljer, energi og overordentlige good vibes fra scene til dansegulv!

Trivium
Vent, hvad? Var det ikke Trivium, vi skulle høre?
Bandet fik i den grad trukket suspensen ud, da vi måtte udstå i hvert fald 1-2 minutter af Run to the Hills, med Iron Maiden, hvilket heldigvis er en crowdpleaser. Det gjorde heller ikke Triviums entre værre at lade os vente, for da først Matt Heafy og Corey Beaulieu indtog scenen, eksploderede publikum i en fuldkommen glædesrus.

The Sin And The Sentence var bandets første indslag denne aften, og det kunne ikke have været bedre! En fuldkommen sikker og rolig Heafy stod robust ved scenekanten med et stålblik samt et sagte smil, der kunne få hver en enkel person i salen til at blive blød i knæene. En absolut overlegenhed og selvsikkerhed lagde sig som et tæppe over scenen, og der var ingen tvivl om, at de her drenge kan deres shit! De amerikanske drenge fra Orlando, Florida har i snart 20 år leveret uforglemmelige musik, som er et design af sammenkogte genrer bestående af metalcore, power, thrash og heavy metal.

Matt og Coreys duellerende stemmer og guitarspil var et øjeblik af guddommelig nåde. De pralede med deres riffs – og soloer, men undgik at glemme deres publikum. Heafy havde især en konstant opmærksomhed rettet mod de crowdsurfende gæster, som blev kørt gennem salen på et næsten ustandseligt rullebånd. En skadet gæst blev set til, og Heafy sendte thumbs-up og anerkendende blink for at sikre sig, at hans fans fortsat kunne nyde aftenen med dem.

Koncerten var domineret af numre fra Triviums nyeste album, The Sin And The Sentence. Sange som eksempelvis “Betrayer”, “Sever The Hand” og “Thrown Into the Fire”, eksploderede fra kontroversielle rock- og hardcore-konstruktioner, der fuldkommen blændede publikum. Selvom gruppen er kritiseret for stilistiske ændringer og førhen har hældt mod de blødere stilarter af metalcore, har de gennem dette album formået at blæse lyttere væk med tilbagevendende screams og growling – og masser af det!

Heafys skrig var fyldt med sådan en spændende mængde raseri, at jeg næsten blev efterladt forfærdet. Hans robuste vokal fremstod lige så sikker, som de tordnende tempoer den nytilkommende trommeslager, Alex Bent, leverede.

Publikum gik amok under et nummer som “Drowned And Torn Asunder”; endnu et teknisk betagende nummer, hvortil en circlepit formerede sig og bredte sig til koncerthallens kanter. Heafy gled ubesværet over i de skiftende vokaler samtidig med, at Beaulieu supplerede med sine dybe rungende toner.

Encores bestod af sangene “Shattering The Skies Above” og klassikeren “Pull Harder On the Strings of Your Martyr”. Triviums slibende, thrashing og kraftigt stigende intensitet var alt sammen holdt i reserve til en elektrificerende finale med nummeret “In Waves”. Koncerten sluttede i et brag, og jeg kunne ikke have forestillet mig en mere velfremført og spektakulær koncert.

Var du ikke i Pumpehuset denne torsdag aften, så pak din taske og følg bandets tour til Tyskland ASAP, for denne koncert vil du ikke gå glip af!

Herunder kan du se et galleri fra Mathilde Maria Rønshof/mathildemariaroenshof.com: