Trivium triumferede – næsten

Anmeldelse af Trivium, 03. marts 2017, Store VEGA.

Det var et tændt trivium, der traskede over os, men tonalt haltede det lidt

Fredag aften, penge på kortet og gode venner ved sin side, dét skal da fejres med amerikanske Trivium, der har brudt gennem stratosfæren med deres udvikling fra et thrash-band over til noget metalcore-ish, videre til hard rock og så – nogenlunde – at være tilbage i skæringspunktet mellem thrash og tung hard rock igen.

Under Copenhell sidste år imponerede de undertegnede gevaldigt, men måske var folk mættet af Trivium-traktering, for Store VEGA var et god sjat fra at være godt stoppet til i salen den her aften. Man kunne med lethed under hovednavn og opvarmning traske ud og tanke op – eller aflade – og tøffe næsten helt op foran scenen igen.

Om det relativt spæde fremmøde skyldtes en høj billetpris, obskur opvarmning eller andre gode koncerter i området, er svært at bedømme, men apropos opvarmningen, så lad os da lige tage dem i respektiv rækkefølge:

SHVPES

… har jeg aldrig stiftet bekendtskab med før, og det var da først, da forsanger, Griffin Dickinson, annoncerede dem selv som “Shapes”, at jeg fangede, hvordan de reelt skulle udtales.

Førstehåndsindtrykket var egentlig ikke så bravt, for det lød som et band, der lige var dumpet ned i gråzonen i starten af oo’erne, hvor Nu Metallen var udfaset, og metalcoren var i sin begyndelse, og så havde man valgt at koble de to genrer sammen.

Bandet har da også kun én enkelt plade i rygsækken at gøre godt med, og at dømme ud fra sangene live, var variationen lang at skue efter.

MEN for helvede en stemning, de fik pisket op! Om jeg har sovet i timen i undervisningen af ny nu metal herhjemme, må åbenbart være tilfældet, for det danske publikum var virkelig tændt! En circlepit blev antændt, nævnte forsanger kom selv ud til os og startede en wall of death, og så følte man pludselig, at scenen var i øjenhøjde med publikum som ved et lille spillested.

Bagefter sagde forsangeren da også, at det havde været deres bedste show på hele den her turné, og jeg troede på ham, for jeg har da sjældent set publikum så begejstret for et orkester, der optræder så lang tid før hovednavnet. At musikken så ikke er/var opfindsom eller stor kunst, gjorde ikke noget, når de formåede at rive os rundt i en den gode halve time, som deres sæt varede – dem vil jeg gerne se igen!

SikTh

Her har vi at gøre med den halve årsag til, at jeg meldte mig til at bedømme denne koncert. De engelske drenge var mit første møde med (blid) mathcore, som jeg blev tryllebundet af. Opbrudene i sangstrukturen, den vekslende, fræsende vokal fra forsangerne Mikee og Joe. Jeg var solgt – og så gik de i opløsning…

I december 2015 vendte de så tilbage efter at have været gået i opløsning siden 2008 med den eminente EP “Opacities”. ENDELIG skulle jeg få set dem live, som jeg havde ønsket mig, siden jeg oplevede dem første gang foran computeren derhjemme.

Og jeg blev ikke skuffet! Nuvel, jeg vil mene, man godt kunne mærke, at der havde været en årrække, hvor de ikke havde været særligt samspillet, men afvekslingen i vokalen og de skæve rytmer på guitaren, de afdæmpede rundgange på trommerne og videre til blastbeats, det fungerede alt sammen!

Det naturlige højdepunkt for mig var sangen “Bland Street Bloom”, som de valgte at slutte af med, hvor bandets evner kommer i fuld flor med lige del harmoni i omkvædet, disharmoni i c-d-e-stykkerne. Bandet skal nok lige bank rusten af sig, eller også var de bare vildere i deres velmagtsdage, men godkendt – og derover – var de bestemt i min bog.

Trivium

Endelig entrérede titanerne Trivium scenegulvet, efter tonerne fra Iron Maidens “Run to the Hills” på anlægget, med samme ansigtsmimik, som jeg kunne huske det fra Copenhell det forgangne år. Midten af publikumspladsen forvandlede sig herfra til én stor mosh/circle-pit resten af koncerten.

Jeg understreger med det samme, at jeg er fan af de gamle plader fra bandet, men derfor kan jeg godt værdsætte de nye skæringer. Sange som “Silence in the Snow” og afrunderen “In Waves” er eminente live. Men det er for mig som med In Flames’ nyere katalog: Det funger bedre live end på plade.

Næh du, jeg gik amok til “The Deceived”, “A Gunshot to the Head of Trepidation” og “Pull Harder on the Strings of Your Martyr”! Her er sangstrukturen mere legende og søgende, end deres mere syng-med-venlige-sange fra de nyere skiver.

Men nok med sur galde fra ham den halvgamle. Årsagen til, at jeg siger, at bandet “næsten” triumferede, er, at selvom Matt Heafy sagde, vi var kuren på hans forkølelse over at befinde sig i det kolde nord, så holdt han mere end 50 procent igen, når der skulle synges rent, som jeg har set ham gøre det meget bedre før. Det tog lige den tiltrængte spids af oplevelsen væk, så det aldrig blev mindeværdigt.

Men Trivium er stadig i en liga for sig! Jeg forstår ikke nervøse puritanere, der siger, at de ikke aner, hvem der skal arven tronen fra bands som Black Sabbath, Judas Priste og Iron Maiden, når de ikke er her mere. I så fald mangler de mennesker at se Trivium, In Flames, Slipknot og Lamb of God live – og så buldrer den danske undergrund da også derudaf.

Så bare rolig, kære venner, fremtiden er lys – eller sort, alt efter opfattelse – når selv Trivium kan knække nakken på os i sådan et omgang, som tilfældet var her, når man er sygdomsramt.

(Alle billeder af Ane-Sofie Sørensen/Metalsirenerne)