Anmeldelse af: Springtime Slaughter. Forbrændingen, Albertslund. 30. oktober 2020.
Forårets bebudelse blev i år omdannet til en varsling om vinterens komme. Meget sømmende for den fabelagtige firpakke af bands, der skulle optræde på Vestegnen i København denne dag.
Foto: Mariann Libach Burup
Vores rare kon-kollegaer fra HeavyMetal.dk har et skønt arrangement ved navn Springtime Slaughter, der næsten er blevet fast inventar ved hvert års forår, men fremfor at droppe ævred for indeværende år, så valgte man at rykke arrangementet til efteråret klods op ad Halloween.
Dette resulterede i et udsolgt arrangement, hvor man – ganske efter reglerne – skulle have placeret rumpetten i et udvalgt sæde på Forbrændingen med et sædes afstand til dem, man ikke var i selskab med.
Nu var der også krav om mundbind, når man bevægede sig rundt; der var kyndig vejledning til, hvor man skulle sidde, retningsanvisninger på gulvet til at følge en rute, og så sluttede alkoholsalget klokken 22 efter de gældende restriktioner. Det sidste skulle vise sig at være en god idé. Det vender vi tilbage til.
Taphos
Første band på det sjældne græs i form af de skrå brædder var københavnske Taphos, der spiller den afart af dødsmetal, der meget passende sømmer sig til arrangementerne “ekstremt råddent dødsmetal”, da det er taget direkte ud af afløbet med lyd, indtryk og generel oplevelse.
Alt dette skal ses med positivt fortegn, da det er dræberdød med skraldeattitude. Hånden på hjertet siger den grumme subgenre mig ikke så meget… på plade, for når det er live, er jeg helt opslugt af det, da jeg finder det hypnotiserende, og jeg elsker ensartetheden i numrene, det sammenhængende udtryk og den minimale kontakt til publikum, som tilfældet også var her.
Desværre var lydbilledet nok lidt mere mudret, end hvad tiltænkt var. For det meste af tiden var trommerne alt for markante og næsten diskante, hvis man kan bruge det udtryk her. Bassen hamrede skønt i skroget, men det overdøvede så også de to guitarister, hvorfor man desværre missede mange finesser ved de forskellige soli, der blev udsendt fra scenekanten.
Dog blev det stadig en god igangsættelse på aftenens rundgange med bands, hvor vi nu var blevet godt – og råddent – varmet op.
Detest
Nu var vi mere ovre i den gamle skole af dødsmetal i form af Detest, der spillede – for mine øreganges opfattelse – den midttempo dødsmetal, der er en god salgsvare, og som mange køber, men som også mange laver.
Her er der dog anciennitet, hvilket bestemt ikke fornægter sig, og lyden var da også mere kompakt, og man havde med et godt sammenspillet band at gøre, hvorfor det hele gik lidt op i en højere enhed end hos Taphos.
Det er generelt svært for mig ikke at sammenligne med Taphos, og i andre sammenhænge ville jeg måske ikke være blevet lige så begejstret for Detest, men her gik der bare flere detaljer i lyden igennem, og jeg kunne opleve mere variation i sangene, hvorfor den her lyd også ryger mere på anlægget derhjemme, omend vokalen var en kende for “bøvet” for mit vedkommende.
Xenoblight
Jeg var ret så begejstret for Xenoblight, da de optrådte til Royal Metal Fest sidste år, men kender du det, at du har opbygget en god kondi, så slækker du den lidt, nu er du jo i form. Der ryger flere kalorier indenbords, og pludselig bliver du forpustet bare af at sætte dig op på cyklen?
Den slags kender jyske Xenoblight åbenbart ikke til med omsat metafor til, at de virker til at være midtvejs i en turné og have øvet og spillet sig så meget sammen, at de kender hinanden på rygraden, og at der ikke var tale om lang tid siden seneste optræden – men længslen var der!
Deres ekstremmetal fik virkelig salen i Forbrændingen til at koge!
Det er svært for mig at sætte prædikater på fænomenet Xenoblight, der indeholder mange elementer fra forskellige subgenrer, men som udgangspunkt behøver man jo ikke et mærkat, når man på eksemplarisk vis kan inkorporere så mange elementer, være ferme musikanter og søsætte det hele fra scenen, som var det deres livs koncert!
Bandet var tydeligt begejstret for at spille live igen, og vores bagdele havde da også svært ved at forblive på sædet, hvorfor man næsten krævede noget superlim for at blive siddende.
Vi fik et nyt nummer, der lover godt for bandets fremtid; sangen “Descension” er altså bare en headbangers drøm, som min nakke to dage senere stadig hader mig for at elske, og så konstaterede jeg ståpels på overarmene ved nogle af de IM-PO-NE-REN-DE skrig fra vokalen!
Jeg siger bare, at er der retfærdighed til, og Copenhell 2021 bliver til noget, så skal du gøre dig den tjeneste at opleve Xenoblight, om det så bliver det eneste, du oplever det år – du vil ikke fortryde det!
Konkhra
Puha, køgensiske/københavnske Konkhra havde noget af en opgave foran sig at løfte, hvis den højpotente stemning skulle vedligeholdes. Kunne ferme musikere spille de kommende stjerner, eller skulle det vise sig at blive omvendt, at de unge måtte kaste håndklædet i ringen til de gamle kendinge?
Bandet var da dygtige til Raise Your Horns på Bornholm sidste måned, men til sammenligning med Xenoblights magtdemonstration lidt tidligere havde jeg – og andre omkring mig – svært ved at se, hvordan de skulle kunne fortsætte at holde fanen lige så højt.
Før vi nåede så langt, så forkyndte en velkendt røst fra en “konferencier” i forklædning qua mundbind, at om 25 minutter ville der være lukket for alkoholsalget i baren på grund af de nye restriktioner. Så skulle man forsyne sig, så var det nu.
Jeg havde aldrig troet, det her skulle komme fra mig: Men det hjalp faktisk på de mest højrøstede – på den dårlige måde – af arten i publikum, der ikke havde forstået det der med, at man skulle sidde ned blandt ens venner og IKKE fare omkring og skåle og kramme hele tiden med velkendte ansigter og ukendte af slagsen.
Nu blev der ligesom sat en prop i for indtagelsen af det hæmningsopløsende middel, så folk rent faktisk blev på deres sæder og koncentrerede sig om musikken(!).
Det var faktisk lidt en skam, at jeg observerede enkelte publikummer undervejs i Konkhras dødsmetal-sæt forlade salen, for de gik virkelig, VIRKELIG glip af en tonsertung oplevelse, man ikke skulle have været foruden.
Hvis lyden havde været ret så god tidligerne, så var den under Anders Lundemark og hans kompagnoners erobring af Vestegnen helt fantastisk! Man kunne stort set høre hver en tone fra guitarerne, og bassen og trommerne var afstemt med hinanden lydmæssigt og ramte helt perfekt i spænd med hinanden.
Sættet var perfekt sammensat af velkendte sange og ny-klassikere, der blandt andet tog min sidekammerat med storm, der aldrig havde oplevet bandet live før. Og hvert nummer fik en formfuld levering over scenekanten via den gode lyd.
Fik jeg sagt, at lyden var god?
Mand, jeg havde savnet det her, og da Konkhra sagde tak for denne aften, kunne vi snildt have klaret en gentagelse af hele sættet og mere til.
Bagefter var der da heller ingen utilfredse miner over koncerten hos dem, jeg overhørte på vej ud i den kolde og regnfulde aften, hvor folk med bedste konfirmand-trick havde gemt deres ølle-bajsere i hækkene, der var købt forud, nu hvor man ikke kunne handle flere af slagsen ind andre steder før klokken 05.
Det var tydeligt, at alle bands var ellevilde med at spille LIVE trods de omstændigheder, vi lever under. Det giver mig dog også håb om, at hvis vi i miljøet kan overleve det her og arte os derefter, så kommer vi fornyet og stærkere ud til den virkelighed, vi savner og glæder os til!
Mariann Libach Burup har flere billeder fra aftenen her til dig:
