Alice Cooper

Det skete – rent faktisk – i de dage!

Anmeldelse af: Raise Your Horns 2020. Musikhuzet, Rønne. 11. – 12. september 2020. Del 1 af 2.

Det er næsten ikke til at tro, men folkene bag metal-festivalen Raise Your Horns på Bornholm lykkedes rent faktisk med at gennemføre tredje udgave af deres festival. Min begejstring vil af den grund ingen ende tage!

 

Foto: Mark Stoumann

(Del 2 kan læses HER.)

Ja, jeg undskylder lidt med det samme, at min overskrift og indledning egentlig ikke rigtig siger noget om musikken, som det ellers er for vane fra min side, når jeg anmelder koncerter og sådan set også festivaler.

Men det er meget sigende for, hvordan tredjeudgaven af Raise Your Horns ikke bare blev endnu en metal-festival (som der efterhånden er mange af, når alt spiller) i Danmark, men faktisk redningen for mit vedkommende, så året 2020 ikke bliver helt uden flere sammenhængende dage dedikeret til heavy metal i hjemlandet for mit vedkommende.
Ellers kan – positivt ment – Raise Your Horns godt blive cognacen til kaffen, rosinen i pølseenden og så videre for min festivalsæson, hvor jeg ikke forventer mere end at blive godt underholdt af blandet metal fra indlandet og de nærmeste udlande; hvor jeg får mig én på opleveren og lige får set lidt til den flotte ø, mens kulden langsomt bevæger sig ind over landet for at indvarsle efterårets komme.

I år blev det så HØJDEPUNKTET rent festivalmæssigt, hvilket jeg ikke lige havde set komme tilbage i januar, men hvem af os kunne da også se, hvad fremtiden ville byde dengang?

Folkene bag – fik jeg sagt tak? – gjorde, at selvom festivaler og musikevents blev droppet nogle gange med kort varsel landet over, så sørgede de for at gennemføre ved at overholde retningslinjerne for koncertgennemførelse, guide os publikum rundt undervejs og ikke mindst udstikke en bunke formaninger og regler, vi som publikum skulle overholde, så Raise Your Horns 2020 rent faktisk blev gennemført.

Nej, det er sgu ikke så fedt at skulle sidde ned og holde kæft til en metalkoncert, men jeg tager efterhånden det hele med, så jeg ikke alternativt tager livet af mig selv (overdrivelse fremmer forståelsen).

Jeg turde først tro på det, da første band gik på scenen og sendte tonerne over scenen og aktiverede den sammenhørighedefølelse, vi metalhoveder kun kan udleve via livemetal. Ikke noget med en forskudt streaming eller være låst inde i en bil – det var live, direkte, her og nu!

Tak!

Og med jubelhatten af vejen starter vi vores mere kritiske afdeling af vores todelte anmeldelse – og oplevelse – af Raise Your Horns 2020, hvor vi lægger ud med første navn på scenen:

 

Psycode
Nok den bedste koncert med de danske industrial-heavy-rockere, jeg har oplevet, og det er der flere grunde til.
For det første er de bare smarte til at skrive gode sange, der er helstøbte, hvilket de beviste med deres seneste plade, Persona, men deres liveperformance kan også noget, når alt spiller.

Lyden var her for en gangs skyld virkelig skarp, så de subtile melodilinjer i specielt de industrielle indslag ikke forsvandt i et mudret helvede; men mest af alt var symbiosen mellem publikum og band perfekt!

Normalt er det jo en lettere sur tjans at være første band på scenen til en festival, fordi folk lige enten skal nå frem efter fyraften på arbejde, hvis det er en hverdag, eller de skal overbevises om, at orkesteret er værd at høre på, når nu hovednavnene plejer at komme senere, man venter på – og promillen er ikke høj nok til ubetinget kærlighed (hos alle) endnu.

Men publikum kunne dårligt sitte stille; der var indebrændt headbanging og animale bevægelser, der skulle ud, og det faldt heldigt ud til Psycodes (er det kolon væk nu i bandnavnet eller hvordan?) fordel, der kvitterede med en hæsblæsende performance – så er stilen ligesom lagt!

Jeg brød allerede en regel her: Jeg kunne IKKE holde kæft! Der skulle synges med!

 

HOAK
Næste akt på scenen var Hatred of all Kind, der blot går under navnet HOAK, har en EP under bæltet og spiller… Ja, næsten alt i den metalliske afdeling, som de har lyst til.
Det kan lyde som noget, man lige skal være varsom ved at brænde sig på, men drengene her kan deres mædl, så man både kunne fornemme klassisk heavy, ekstremmetal, hardcore og… og… og, uden jeg syntes, at den røde tråd manglede. Man varmede sig og brændte sig ikke.

Og deres performance bar også præg af erfaring, hvilket der også sammenlagt er i dette orkester, og det afspejlede sig i deres performance som kunstner nummer to på scenen, hvorfor stafetten perfekt blev overdraget fra Psy:code (nu med kolon for at være helgarderet) til bandet her uden problemer.

Visse detaljer i musikken, som jeg huskede den fra at have hørt deres EP dagen før, druknede desværre lidt i lydbilledet, men der skal jo også være plads til forbedringer.

 

Lamentari
For første gang skulle det meget omtalte band Lamentari rent faktisk spille live for et publikum, da de hidtil kun havde spillet til en streaming-koncert.
Men bandet lod ikke til at være anfægtet af sådan en ilddåb, og det er da (også her) erfarne musikere, vi har med at gøre, hvor man kunne mærke, at deres symfoniske udlægning af – lettere teatralsk – black metal med ekstrem-metal-bider var det hidtil mest velspillede af slagsen, og, skulle det senere vise sig, også overhale en del andre bands i professionalisme i løbet af festivalen.

Se, danske metalbands får både på puklen med enten ikke at indordne sig indunder Janteloven, mens de samtidig bliver klandret for ikke at turde noget nyt eller tænke over landegrænserne og have ambitioner.

Således vil der nok være delte meninger om, hvorvidt den lettere tilsmudsede panda-maling, sorte belysning, kirke-tematik og legegange på keayboardet enten var tåkrummende eller fantastisk hos Lamentari.

Jeg falder ned i den sidste krukke – jeg var solgt! De levede fuldt op til hypen og leverede musikken, som jeg huskede den fra deres plade/EP, og jeg fik så meget mere med, end jeg havde turde håbet på.

 

Solbrud
Jeg er en sucker for de episke præsentationer af neo-black metal, new (nordic) noir, eller hvad f**den man vælger at kalde det, om det er ORM, MØL, Deafheaven eller – netop – Solbrud, så har man formået at fange mig med en genre af metal, som jeg ellers indtil cirka 2010 ikke har tildelt megen opmærksomhed, hvor jeg ellers mest var udsat for mono-optagelser af gamle, vrede nordmænd, der futtede kirker af og stak hinanden ihjel.

Så er der bare noget andet over at lave sig omfavne af en stemning og lade sig bære væk af episke (der var den igen!) sange med teksterne som interessant akkompagnement. Jeg mindes ORM sidste år på selvsamme festival, der gav mig tårer i øjnene af deres performance, og selvom Solbrud ikke ramte helt samme niveau for mig, så er der tale om en håndsbredde til forskel. Lyden var god, musikken kom over kanten og helt ind i mit indre. Skøn fornøjelse.

Her gjorde det faktisk ikke så meget, at man kunne sidde for sig selv og lade sig indrulle af en stemning uden at være bange for – eller i hvert fald kun eksistere en minimal chance for – at man fik en makker i nakken eller buldrende ind i en, mens man lod sig indfange af musikken.

 

Konkhra
Gode dage i godt selskab går bare hurtige, og jeg kunne ikke fatte, at mørket var faldet på, og vi talte ned til dagens sidste band på førstedagen af festivalen: Konkhra fra Køge.

Jeg husker at have set dem som en tidlig oplevelse på Copenhell for nogle år siden, hvor de da gav en behørig oplevelse uden at overraske eller over-imponere; men Konkhra er jo en dødsmetallisk institution herhjemme, og professionalismen og den veldrejede lyd ramte da heller ikke forbi denne aften, og på papiret var det da også genialt at skulle afslutte med disse dødsdrenge.

… men publikum havde vist mistet noget energi, der nok var blevet lukket ud alt for tidligt på denne første festivaldag, når man savnede livelyd; eller også lokkede den udendørsbar bare mere. For selvom Konkhra-holdet brugte mange tricks fra den mørke pose, så blev det “desværre” blot endnu en koncert ud af mange, som der ikke blev uforglemmelig for mig, men som var en acceptabel afrunding på førstedagen af Raise Your Horns 2020.
Dog er deres bundniveau jo højt, så karakteren er også derefter.

Men i 2020-regi er det fandeme rart at få oplevet en røvfuld livemusik, og så kan du måske godt mene, at jeg er lidt for flink med karakterne her, men så vendt bare til i morgen/dag to, hvor posen bliver rystet lidt rundt.

Apropos corona: Smitter det kun, når man sidder ned med en stols afstand indenfor og tier stille, end når man gnubber skulder mod skulder udenfor tætpakket ved en bar og bræger højtrøstede op sammen med folk, man kender og pludselig lærer at kende?

Bare en strøtanke…

 

Galleri fra førstedagen af Mark Stoumann:

REVIEW OVERVIEW

Psycode
HOAK
Lamentari
Solbrud
Konkhra

Discover

Latest

Tygers taber terræn

Anmeldelse af: Tygers Of Pan Tang - Ambush (reissue). Release 18. september 2020 via Mighty Music/Target Group.   Britiske Tygers Of Pan Tang er særdeles aktive...

Lidt fra hver ende af spektret

Anmeldelse af: Raise Your Horns 2020. Musikhuzet, Rønne. 11. - 12. september. Del 2 af 2. Hvor førstedagen af årets udgave af Raise Your Horns-festivalen...

Det skete – rent faktisk – i de dage!

Anmeldelse af: Raise Your Horns 2020. Musikhuzet, Rønne. 11. - 12. september 2020. Del 1 af 2. Det er næsten ikke til at tro, men...

Chill Anselmo

Anmeldelse af: En Minor - When The Cold Truth Has Worn Its Miserable Welcome Out. 04. september 2020 via Season of Mist. Der skrues op...

Fotoreportage: Artilley + Manticora

Fotoreportage fra: Artillery + Manticora. Amager Bio, Kbh. 04. september 2020. Hvordan ser metalkoncerter ud anno efteråret 2020 i denne tid? Det kan du få...