Alice Cooper

Lidt fra hver ende af spektret

-

Anmeldelse af: Raise Your Horns 2020. Musikhuzet, Rønne. 11. – 12. september. Del 2 af 2.

Hvor førstedagen af årets udgave af Raise Your Horns-festivalen hovedsageligt bød på flotte opvisninger i mange stilarter, så blev andendagen mere en blandet omgang bolsjer.

Foto: Mark Stoumann

SOM NÆVNT var førstedagen af Raise Your Horns ikke blot en positiv kulmination af flere måneders venten og nervøs anspændthed, om der nu ville blive en festival i år af de tungere slags, som jeg kunne nå at være med til – LIVE – hvilket så skete; det var også en indfølt stemning i kroppen, der ikke aftog sådan lige med det samme.

Det er den korte forklaring på, hvorfor jeg blev revet med at stemningen og debatterede mit forhold til ham/hende/den oppe i de imaginære skyer til den lyse morgen, hvorefter jeg vågnede i en kolonihaveforening et sted i Rønne uden anelse om, hvor jeg var, andet end en stemning af, at alt havde været fedt!

Dette er den – ret så forkortede – forklaring på, hvorfor jeg først greb dagens første øl tids nok til at nå Bad Business, selvom der havde været en del bands forud, men sådan kan det gå – og jeg fortryder ikke noget!

 

Bad Business
Mit første indtryk var, at der var markant færre mennesker i salen, end der tilsvarende var samme tidspunkt dagen før.
Om det var vejret, hyggen i gården, fokus på gårsdagens bands eller måske bandet på scenen her, var svært at sige.

Eller, kort tid efter start fra danske Bad Business kunne jeg da godt forstå, hvis man hellere ville tjekke aftensmadsudvalget ud, tjekke ens horoskop ud eller måske løse en sudoku.

Jeg vil virkelig forsøge at være diplomatisk her, for bandet kunne da spille! Bare sjældent helt samtidigt eller i takt… Forsangeren kunne da ramme tonerne; eller, han kunne ramme nogle toner, bare sjældent de rigtige.

Det her er far-rock af den art, som jeg kan forestille mig, at fru Danmark hører på et kræmmermarked på en ladvogn og tror, der er fremtiden og standpunktet for dansk heavy. Og det er synd og skam, hvis hun tror det.

Universet for Bad Business har vist stået stille stille siden 1984, hvor idolerne er Judas Priest og Iron Maiden med videre. Dette er der intet galt i, hvis man forsøger at genoplive genrer eller bare tilføje dem noget nyt, men det var kedeligt, kønsløst og intetsigende fra start til slut med Bad Business.

Da “Hotel California” af Eagles så skulle maltrakteres, var jeg ved at lede efter exit. Bad Business skal dog have ros for at brande sig selv på festivalen med deres navn alle vegne! Om det er en god ting, er så en anden snak.

 

The Vice
Så blev det tid til aftenens første udenlandske indslag for mit vedkommende, svenske The Vice.

I mangel af bedre betegnelser kan man kalde det sleaze-sludge, fordi de prøver at ligne nogle rigtige sleaze-rockere efter bedste svensk forbillede, denne trio, mens musikken gyngede derudaf. Måske er “gumpetungt” mere passende. “Drøvtyggende” er måske faktisk mere rammende.

Jeg tror godt, jeg kan regne ud, hvad The Vice prøver at spille: de vil tage den klassiske heavy med noget hard rock og gøre det mere nærværende, men langt det meste faldt til jorden, og det var ikke kun grundet den grumsede lyd.

Vokal var næsten ikke til at høre, hvilket jeg så ikke klandrer lyden for. Trommerne var så simple, at de var kedelige; nu behøver simple trommer så ikke at betyde dårlige, men jeg tror simpelthen ikke, at han kunne spille bedre. Og bassisten? Ja, han var der da.

Det mest positive at fremhæve var deres lysshow, men lyden druknede enten i sig selv eller blev søvndyssende at høre på; og når man ikke kan finde ud af, om man vil skabe en afdæmpet stemning eller tonse derudaf, så lander man mellem to stole med et højt pladask til følge.

Svenskerne her var dog lige en kopfuld mere af min smag end Bad Business, men det siger så heller ikke så meget.

 

Deville
Netop som jeg troede, at fredagen skulle være højdepunktet for mig til Raise Your Horns 2020, kom svensken i form af Deville og vendte rundt på den opfattelse!

Her spillede lyden godt sammen, og man fornemmede tydeligt, hvordan deres lydbillede skulle stå, og det hele flugtede sammen.
Bandet havde den rette mængde tyngde i sig, der kastede håndtegn til Bersærk i den lydlige dimension, dog ikke med teksterne. De var markeret som klassisk heavy, men jeg hørte lige dele sludge og andre lækre tilsætningsstoffer, hvilket da også smittede af på publikum, der tydeligt kvitterede og skabte en fabelagtig symbiose med bandet, så man (igen) dårligt kunne sidde stille og gerne ville råbe med, om man kunne teksterne eller ej!

Sangene var også varierende og spændende, så man altid så frem til den næste af slagsen.

Det her var umiddelbart aftenens højdepunkt, men så kom…

 

Zornheym
Jeg havde forestillet mig, at vi skulle spises af med den gammelmands-black, som jeg ikke er den store fan af, bedømt ud fra deres banner med logo og sorte, dystre mundering, men det her var så meget andet end det!

De gik på sent, men det var faktisk planen, for de havde ikke materiale nok til at fylde tidsrummet ud; men det, de fyldte ud med, satte sig lige i solar plexus hos undertegnede og mange andre blandt publikum.

Det blev beskrevet som ekstremmetal med symfoniske elementer, og det er nok atter en smags sag, om det er noget for en eller ej, men for den onde Satan, hvor kunne de spille tight og levere en performance, der kom ud over scenegulvet, så det hele kogte på den fede måde.

Det her emmede af et hovednavn, der kunne være øverst på plakaten på mange andre festivaler – når de har materialet til det.

Vi kunne ikke sidde stille, og der forekom en del stolemosh(?), og man havde en fornemmelse af, at skulle reglerne brydes, så kunne man lige så godt gøre det nu. Specielt da de leverede et sønderivende skønt cover af “Creeping Death” af Metallica. Har nogle set min stemme og nakkemuskler, må de gerne kontakte mig.

Det skulle have været afslutningen, men vi VILLE have mere at gå hjem på, så vi fik lige et originalt nummer mere af gutterne fra Sverige, de allerede havde spillet. For vores vedkommende måtte de gerne have spillet til den lyse morgen!

Danskere bookere: BOOK DEM!

 

Og med det tændte lys indvarslede det så, at Raise Your Horns 2020 var slut. Isoleret set var det “atter” en omgang herlig festival på det bornholmske, som jeg elsker at besøge, selv når man ser bort fra alle reglerne denne gang.

Men netop omstændighederne gjorde også, at Raise Your Horns i år var SÅ meget andet end bare endnu en heavyfestival i år, jeg skulle have det hak i bæltet af. Det er om muligt den eneste metalfestival, jeg når at opleve i år.

Derfor skal der lyde en gigantisk, fænomenal tak til alle dem, der hjalp fra det overordnede og ned til det helt små. Folk, der arbejder med den slags arrangementer, ved jo godt, at det, vi publikummer ser, blot er den minimale top af isbjerget, selvom det er her, det hele skal spille. Der skal laves så meget andet arbejde året rundt, og det siger jeg tak for, at I gør!

Derfor er det da også sikkert, om verden står som vanligt næste år, eller det hele stadig er forfærdeligt, at jeg vil være til Raise Your Horns 2021 den 10. og 11. september!

Ses vi?

 

Galleri af Mark Stoumann:

 

REVIEW OVERVIEW

Bad Business
The Vice
Deville
Zornheym

Share this article

Recent posts

Øst-vest – Soilwork bedst

Anmeldelse af: Soilwork - A Whisp Of The Atlantic. Udgivet 04. december 2020 via Nuclear Blast Records. Hvis man synes, at The Night Flight Orchestra...

15 minutters tæsk til øregangene

Anmeldelse af: Scour - Black. Udgivet 27. november 2020 via Nuclear Blast. Supergruppen Scour leverer en kort, højoktan og ekstremt intens oplevelse på deres seneste...

Corona drillede Defecto og Junkyard Drive

 Anmeldelse af: Defecto + Junkyard Drive. Store Vega - København. 27. november 2020.  Da denne koncert blev annonceret for nogle måneder siden, turde jeg knapt...

Når musikken transcenderer nuet

Anmeldelse af: MØL, m.fl. Tapperiet, Køge. 28. november 2020. Det var en ud af kroppen-oplevelse, denne anmelder blev udsat for i den sydligste endestation for...

Mere ligegyldighed end håbløshed

Anmeldelse af: My Dying Bride - Macabre Cabaret. Udgivet 20. november 2020 via Nuclear Blast. Kun 8 måneder efter deres sidste plade er My Dying...

Popular categories