Anmeldelse af: Viborg Metal Festival, del 2. Paletten, Viborg. 04. marts 2023.
Andendagens strabadser under årets Viborg Metal Festival bød på et noget bredere og mere udfordrende program end førstedagens, hvor særligt et tidligere ukendt blad nærmest stjal hele aftenen.
Foto: Amanda Gaarsdal
Læs del 1 af Viborg Metal Festival 2023 HER.
Galge
Dagen starter ud med aarhusianske Galge, som jeg pudsigt nok lige har anmeldt for ganske få uger siden på Radar i Aarhus. Den aften tog bandet totalt fusen på mig med en velspillet og enormt energisk koncert, ja, man kan vel sagtens sige, at de vandt mig den aften. Netop derfor bliver det da også spændende, om gruppen kan gøre sig selv kunsten efter.
Gruppens energi er atter engang helt i top. Galge spiller ubesværet og rammer publikum lige i fjæset med deres sonisk-knusende dødsmetal. Der er rigeligt med fart og smadder på de fire unge knejter, der ligeledes kommer utroligt godt og energisk ud over scenekanten. En mindre moshpit opstår da også, men går desværre lidt hurtigt i sig selv, da der ikke er mange til at være med på løjerne. Salen er desværre generelt ikke så fyldt, som man kunne sige, at gruppens optræden egentlig fortjener, og energiniveauet på gulvet lugter generelt lidt af tømmermænd.
Det lader dog ikke til at slå den mindste pust ud af det unge band, der ufortrødent tæsker igennem det ene nummer efter det andet med en sammenspilspræcision så stram, at man til tider næsten er ved at tabe kæben på gulvet, særligt fordi bandet har så god energi og overskud, imens der tonses igennem.
Dagens første koncert formår i sandhed at varme de, der ønsker det, op. Galge leverer en koncert med rigeligt pondus og energi, ja, faktisk så energisk og slagkraftig, at man måske endda kan frygte, at vi ikke når op på dette niveau på scenen resten af dagen. De fire knejter leverer en utroligt velspillet og slagkraftig første koncert, der formentlig får banket tømmermændene ud af flere af dagens publikummer.
Vansind
Vanen tro har Viborg Metal Festival et folk-indslag, denne gang i form af københavnske Vansind. Bandet spiller en relativt udbredt form for folk metal med fuldt metalband i udklædninger, en mandlig growl og skrigevokal og en kvindelig korvokal, dertil tilsat de sporadiske fløjter, sækkepiber og synths. Der er lagt op til at det godt kan gå hen at blive underholdende.
Det bliver det da også, i hvert fald delvist. Vansind spiller ganske glimrende, og lyden er skarp i forhold til de traditionelle metalinstrumenter. Desværre er både den kvindelige vokal, samt fløjter, sækkepibe og synths alle i den lave ende i forhold til den generelle lydstyrke. Fløjterne kan nærmest ikke høres. Ligeså med synthen. Sækkepibe bliver til tider lige skinger nok, imens vokalen slet og ret virker underprioriteret. Dette giver til dels mening, i og med at sangerindens rolle hovedsageligt er kor. Der, hvor det falder til jorden, er, når Line Burglin skal synge lead, og sangerindens vokal nærmest ikke kan anes.
Bandets sceneperformance kommer aldrig op at ringe, og man føler mest af alt, at det er den growlende sanger, J. Asgaard, der gør sig i levering af show. Gruppen virker til tider lidt usikre i deres sammenspil og udtryk, til trods for at der helt bestemt er en gennemført helhed i netop dette udtryk. Bandets udklædninger fungerer og passer egentlig fint til musikken, om så man er den type, der synes, at pels og rustninger er fjollet.
Vansind viser Viborg at der også er plads til en lidt døds- og black-inspireret omgang folkmetal, også selvom den aldrig får humøret op at koge og startet den store fest.
Withering Surface
Det er blevet tid til en omgang melodisk dødsmetal. Withering Surface fra København spiller genren ud fra de dyder, som fans af omtalte genre kender og elsker. Der er rigeligt med tryk på riffsne, der akkompagneres glimrende af det insisterende keyboard.
Bandet spiller fremragende, imens sanger Michael Hvolgaard Andersens brede dødsvokal breder sig ud fra højttalerne. Withering Surface er på ingen måde bange for melodier, og de fungerer også for langt det meste, også selvom disse ind imellem virker måske en anelse kliché. Kliché er dog på sin vis en del af nærmest alle genrer, og melodisk dødsmetal er på ingen måde en undtagelse her. Nærmere tværtimod. Bandet får fyret nogle utroligt stærke og velspillede soli af i løbet af koncerten.
Lyden sidder atter engang i skabet, og alle instrumenter går klart igennem, imens vokalen stråler klart ovenpå. Vokalen fremstår generelt klar og tydelig i sin lyd og stil, og dette klæder i høj grad bandet og deres musik.
Withering Surface kommer godt rundt på scenen med et glimrende og ikke mindst underholdende overskud. Det er i høj grad nogle tjekkede herrer og musikere, der spiller i dette projekt, og det viser aftenens koncert så ganske tydeligt. Gruppen har en god energi og forstår at fange publikums opmærksomhed med en livlig og letfordøjelig omgang melodisk dødsmetal.
Dust Bolt
At vi skal nå helt hertil i festivalens forløb, før vi støder på en thrash-koncert, er på sin vis ret vildt. Tyske Dust Bolt er ikke et band, jeg tidligere har stiftet bekendtskab med, og derfor er mine forventninger op til koncerten så godt som ikke-eksisterende. Havde jeg haft bare lidt en idé om, hvad der er i vente, så havde jeg set frem til denne koncert noget mere, end jeg er endt med.
Dust Bolt river på billedligvis Paletten midt over. Energien strømmer fra scenen og hvirvler op som en tyfon hos publikum, alt imens bandet fyrer lynhurtige og skarpe riffs med lækre hooks af fra scenen. Bandet selv flyver rundt på scenen i et nærmest uset omfang og med et helt vanvittigt nærvær og åbenlys ægte kærlighed til både genren og aftenens koncert. Spilleglæden stråler fra samtlige medlemmer i bandet, men opnår særlige højder, da forsanger og guitarist, Lenny B, hiver mikrofon med stativ, guitar og hele pivtøjet med ned midt hos publikum, hvorefter festen fortsætter som føromtalte tyfon omkring den karismatiske sanger og guitarist. Mospitten udvikler sig til en regulær circlepit, der fylder størstedelen af salen. Sikke en fest, der opstår i Viborg, og kedlerne begynder for alvor at bulderkoge.
Musikalsk er Dust Bolt på sin vis meget lige ud af landevejen uden for mange dikkedarer og afstikkere. Det er på sin vis forudsigeligt og utroligt nok også forfriskende at være henholdsvist lytter og beskuer til. Der er ganske åbenlyst stor kærlighed til genren forbundet i bandets musikalske udfoldelser, og dette giver en slags musikalsk autenticitet, som ikke alle bands formår at besidde og da særligt ikke, når musikken til tider nærmer sig det banale indenfor genren. Dette gør Dust Bolt med en knivskarp præcision således, at man nærmest ikke kan undgå at stå tilbage med et kæmpe smil på læben over festivalens absolut største fest. Dust Bolt vinder i høj grad denne aften, hvor der uden den mindste tvivl er blevet vundet en del nye fans.
Master
Næste levende (eller skulle man i anledningen sige døde?) billede på scenen er det ret primitive dødsmetalband Master fra USA. Der er i sandhed dømt simplistisk og til tider ujævn dødsmetal, som faktisk på sin vis er meget charmerende. Der bliver gået til stålet, og bandet spiller glimrende, til trods for de småcharmerende ujævnheder i trommerne, der umiddelbart lyder som en trommeslager, der tør spille uden triggers. Det er organisk, det er grimt, og det lyder så absolut glimrende.
Lyden fungerer glimrende og komplementerer det rådne og voldsomme udtryk i musikken ganske fornuftigt. Man kan høre langt de fleste detaljer i sammenspillet, og når man ikke kan, formår det da alligevel at fungere i kraft af det tryk, man får af den mur af lyd, der rammer en fra scenekanten.
Bandet kommer ikke så godt ud over scenekanten, som man kunne håbe, og dette bidrager da også til, at publikum tynder lidt ud under koncerten. Denne anmelder må også krybe til korset og indrømme, at hotdogvognen kalder lidt, og jeg ikke får oplevet hele Masters koncert. Så meget fanger den desværre heller ikke.
Master spiller ellers en koncert over det jævne med smadret gammeldags dødsmetal. Desværre kommer der bare aldrig rigtigt gang i den i den grad, man kunne have håbet på som beskuer.
Katatonia
Jeg selv får aftenens store fornøjelse i selskab med et af netop dette webzines fotografer af at være med til at præsentere de melankolske svenskere fra Katatonia.
Der bliver naturligvis sat stort fokus på gruppens seneste udgivelse, Sky Void of Stars, som udkom tilbage i januar. Numrene fra den seneste udgivelse fungerer glimrende live, også selvom den sørgmodige sanger Jonas Renkse lige skal have lov til at synge sig varm i de første numre. Den sidder ikke helt i skabet, men sangeren bliver guidet lidt på vej af gruppens guitarist, og de tos stemmer fletter sig utroligt lækkert og smukt sammen i en form for symbiose. Det er veludført melankoli.
Katatonia forstår sig i høj grad på melodier og at skabe noget små-komplekst og få det til at synge så skønt og melankolsk, at man ikke er i tvivl om sindstilstanden, der beskrives. Katatonia kan noget, som de har helt for sig selv.
Musik er på mange måder et mere udbredt universalsprog end esperanto, og under Katatonias koncert kan man ikke undgå at mærke de følelser, der går bag de smukke, men sørgmodige melodier. Solide riffs og stærke rytmer besidder Katatonia ligeledes, og disse bliver spillet af et utroligt velspillende og umiddelbart enormt oplagt band.
Gruppen kommer godt rundt på scenen og henvender sig generelt mere til publikum end forventet. Der bliver sågar tid til at have det lidt sjovt ind imellem, ligesom der i løbet af koncerten bliver sunget dejligt meget med. Særligt under numre som de klassiske “My Twin”, “Forsaker”, og under aftenens afslutter, “Evidence”, høstes der rigeligt med fællessang.
Katatonia mestrer det melankolske og leverer en fremragende koncert, hvor man dog godt kan stå tilbage og føle, at man stadig mangler noget mere. Man får ikke nok Katatonia her til aften, der hjertens gerne måtte spille dobbelt så lang tid, således at vi kunne få endnu mere af de melankolske svenskere og deres glimrende emotionelle numre.
I Am Morbid
Vi nærmer os vejs ende for årets festival, men før vi helt kan trykke hænder og sige: ”Tak for kampen” i den gamle kongeby, skal vi lige have en sidste svingom. Denne gang rykker vi tilbage til dødsmetallen, og endda noget af det absolut bedste og mest solide indenfor genren. David Vincents I Am Morbid spiller, hvis man da på nogen som helst måde skulle være i tvivl, de gode gamle baskere med det legendariske dødsmetalband, som sangeren selv har gjort en glimrende karriere i, Morbid Angel.
Der er så tydeligvis lagt i kakkelovnen til en solid dødsmetal fest, og den kære David Vincent lader da også til at være opsat på netop dette.
Bandet spiller nærmest absurd godt, hvor hver eneste tone lader til at lande lige præcist, som den skal, imens trommespillet leveres på fuldstændigt eminent vis. Dette er i sandhed et band med et upåklageligt sammenspil og så ovenikøbet med stor energi og armbevægelser. Bandet kommer godt rundt på scenen, imens publikum lystigt headbanger med til den voldsomme, tunge og til tider relativt komplekse musik. Selv en decideret wanker-guitarsolo bliver der tid til, og, for satan, hvor bliver dette spillet fuldstændigt fantastisk. I Am Morbids guitarister viser virkelig deres evner frem her til aften, og hvor langt de rækker de.
Der er fart over feltet også for den altid charmerende, kække og faktisk ganske morsomme frontmand og bassist, David Vincent, der på fornem vis fører slagets gang igennem den ene dødsmetalklassiker efter den anden. Vincents vokal lyder nærmest skarpere end nogensinde og fungerer næsten upåklageligt her til aften. Det er tilpas råddent og tungt til, at man nærmest ikke kan undgå at blive bare en smule imponeret.
Lyden er ligeledes fremragende under Am I Morbids dødsstrabadser, hvor samtlige instrumenter skinner klart og vokalen rammer publikum lige i mellemgulvet, hvor den her til aften hører til.
Desværre kan man mærke på publikum, at det er blevet sent og er sidste dag, da der lige så stille i løbet af koncerten svinder en del ud iblandt publikum. Dette lader dog ikke til at forstyrre amerikanerne, der ufortrødent leverer et utroligt stærkt og velspillet old school dødsmetalshow.
Amanda Gaarsdal har et par flere billeder fra festivaldagen her:
