Anmeldelse af: Deadnate m.fl. Radar, Aarhus. 17. februar 2023.
Vi kom vidt omkring i genrerne, da Deadnate i selskab med Galge og Feather Mountain indtog Radar i Aarhus, hvor alle tre bands leverede pragtfulde koncerter på hver sin facon.
Foto: Bastian Reinholdt Madsen
Feather Mountain
Aftenens første navn undrer helt ærligt fra start denne anmelder. ”Feather Mountain er da et større navn end Galge,” siger jeg til mig selv, idet jeg går op imod scenen. Jeg bliver kort efter informeret om, at Galge har fået midterpladsen her til aften, da man har valgt at have de lokale og semi-lokale bands til at spille sidst. Desuden passer løftet i intensitet bedre informeres der, og det har man da helt klart også ret i!
Feather Mountain er i hvert fald sjældent ude på noget reelt ballade og spiller på ingen måde slås og bolle-musik, sådan som de to andre bands gør det. Man skal i hvert fald være en noget hidsigt anlagt person for at ville slås til dette, ligesom man skal have en bedre rytmeforståelse end jeg for at kunne bolle til det. Så er spørgsmålet: Hvem henvender Feather Mountain sig så egentlig til?
Mit svar til dette spørgsmål er såre simpelt: til den skizofrene lytter.
Dette skal forstås som, at Feather Mountains musik føles ret skizofren i kraft af dens enorme variationer, genreskift og generelle dynamik. Det ene øjeblik er alt lækkert og smukt, hvor det næste får en god sjat knas for at vende over i noget mere funket. Feather Mountain varierer og springer i alle retninger alt sammen til stort velbehag for de lyttere, der ikke er kræsne, men derimod kvalitetsbevidste – for, ja, kvaliteten i Feather Mountains musik er høj, ligesom den helt bestemt er det i gruppens optræden her til aften. Musikalsk minder Feather Mountain om mange forskellige grupper, men særligt The Contortionist tilsat lidt post i stil med Alcest virker meget rammende for gruppens stil, og denne rammer de som den kære John Faxe ”[…] lige i røven!”
Bandet gør det fremragende på scenen, hvor særligt guitarist og korsanger, Jens Baalkilde Andersen, får tonset rundt på sine lange ben. Gruppen kommer godt rundt, omend scenen til tider virker en kende lille i forhold til gruppens energi og ambitionsniveau. Bandet har lidt en tendens til at være ved at træde på hinanden.
Lyden er glimrende med undtagelse af vokalerne, der slet og ret er for lave. Det er utroligt svært at høre backingvokalerne, og Mikkel Aaen Lohmans ellers flotte vokal går ligeledes også ofte lidt for tabt og kunne godt bruge et nøk opad i volumen, således at det ellers dejlige vokalarbejde bliver fremhævet bare en anelse. Den kan sagtens bære det.
Feather Mountain formår at blæse denne anmelder bagover med en utroligt velspillet og gennemført koncert. Det bliver bestemt ikke sidste gang, jeg skal opleve Feather Mountain.
Galge
Fra asken ind i ilden. Næste levende (eller skulle vi sige døde?) billede på scenen er lokale Galge, der i den grad ikke lader til at have overvejet at hvile på laurbærrene – det virker slet ikke til at være et eksisterende ord i deres ordbog.
Magen til energifyldt koncert fra bands i denne størrelsesorden skal man sagorasme lede længe efter, og det står tydeligt, at det her band er det, som de fleste af aftenens publikummer må have indløst deres respektive billetter for. Der er godt proppet på dansegulvet, som ligeledes utroligt sjældent får lov til at være uden heavy dans og nakkeryst.
Til trods for at jeg de første ti sekunder når at tænke, at det her ikke er noget for mig, får Galge alligevel på imponerende og nærmest absurd hurtig vis omvendt mig med deres fede sammenspil, musikalske evner, fede riffs og tilbagelænede humor. ”Den næste er en ballade. Ej, det er det ikk’’” lyder det fra forsangeren til stor morskab for aftenens fremmødte og ikke mindst tændte publikum.
Lyden er knasende og lækkert beskidt under Galges koncert. Her gør det ikke det helt store, at vokalen ikke er så fremhævet, da det i stedet bidrager til det mere primale udtryk, som bandet lægger for dagen. Til trods for at den primale lyd klæder bandet, og at der kun spilles med en guitar, har Galge faktisk et bredere og mere interessant lydbillede end som så. Vi får fyret nogle rigtigt fede og delvist smadrede soli lige i fjæset, og det er en fryd. Teknikken er helt klart i orden hos aarhusianerne.
Galge leverer en højoktan og ikke mindst overbevisende koncert denne aften på Radar. De har haft publikum i deres hule hånd, og det høje energiniveau er kommet som et kærkomment afbræk efter Feather Mountains stærke og smukke koncert. Kontrasten i aftenens line-up har helt klart vist sig som værende effektiv, dette beviser Galge med deres imponerende energifyldte koncert.
Deadnate
Aftenens hovednavn er, stik modsat de foregående bands, på ingen måde et ubeskrevet blad for denne anmelder. Faktisk anmeldte jeg gruppens debutalbum sidste år og var meget begejstret, ja, faktisk så begejstret, så jeg er endt med efterfølgende at købe den på vinyl.
Det er derfor også med et vist kendskab til aftenens hovednavn, at jeg begiver mig tættere på scenen. Andre har fået samme idé, omend antallet er noget mindre, end det var under Galges galskabskoncert. Kan Deadnate leve op til den smukke prog fra Feather Mountain og den voldsomme kraftudladning fra Galge?
Deadnate lander utroligt pænt lige imellem disse to koncerters forskelligartede forcer. Vi får serveret så rigeligt af progressivitet fra bandet, som besidder et lækkert nuanceret og stramt sammenspil, ligesom dødsmetalelementerne er fede og aggressive.
Det lader ikke til, at der er en tone, der rammer ved siden af her til aften, og denne gang komme dette fra en, der har brugt en del tid i selskab med gruppens album. Ligesom bandet gør sig lækkert i det progressive, formår de også at levere sporadisk vildskab og intensitet, når der netop er brug for denne. Deadnate er ikke et af Danmarks voldsomste dødsmetalbands, men netop derfor er det også kærkomment, når der lige kommer det tryk på, som bandet utvivlsomt besidder og mestrer til fulde.
Lyden er desværre ikke altid helt med Deadnate her til aften, hvor flere tappingstykker fra guitarerne formår at drukne lidt i det øvrige lydbillede. Disse udfald er der heldigvis få af her til aften, og for langt størstedelen af koncerten fungerer lyden til U.G med et dynamisk og varieret lydbillede, der nemt lokker de forreste rækker til at svinge håret i takt til musikken.
Gruppens energi på scenen er glimrende her til aften, og særligt bassist, Frederik Fammé, leverer et intenst show med så rigeligt af energi, at det halve nærmest kunne være nok. Begge vokalister og guitarister, henholdsvis Simon Juul og Kenneth Kejlstrup, leverer ligeledes fuldt ud, til trods for at begge ofte at være bundne til deres respektive mikrofonstativer. Vokalerne fletter sig smukt ind imellem hinanden; en ting jeg ligeledes var enormt begejstret for ved albummet The North Sea.
Deadnate leverer en bundsolid koncert med god energi og pondus. Riffsne og melodierne er solide, og bandet mestrer i meget høj grad deres respektive instrumenter. Radar har fået en opvisning i, hvordan progressiv dødsmetal gerne skal skæres, når blot evnerne og ambitionerne er til det.
Aftenens program har vist sig som værende lige dele fornuftigt og effektivt, således at aftenens voldsomste koncert ikke er blevet fyret af som det første. Alle tre bands har vist, at de gør sig fremragende i hvert deres respektive stil.
