Anmeldelse af: Psy:code – “Persona”. 01. maj 2020. Selvudgivet.
Københavns-baseret Psy:code er nu klar med deres fjerde album, den selvudgivet Persona. Skal dette album slå hullet i væggen, som har holdt dem i baggrunden af den hurtigt voksende metalscene?
Da PSY:code tilbage i 2017 udgav deres seneste album, Mørke, faldt jeg for den melodiske lyd, som de havde fundet frem til.
Især nummeret “Stay Disappeared” giver mig stadigt gåsehud, selv efter at have hørt albummet over 400 gange! Og, ja, det har jeg…!
Så da tilbudet om at anmelde deres nye album dumpede ind i indbakken, da måtte jeg bare sige: “Ja tak!”.
På denne nye plade har de fem amar’kanere valgt at videreudvikle det lydbillede, de fangede så godt på Mørke.
Så med kyndig studiearbejde af Tue Madsen fra Antfarm studio vil det vise sig, om de har fanget den helt rigtige ende, som skal blæse os bagover.
En meget melodisk, basstyret intro, der er et liveshow værdig, starter albummet på nummeret “Collide”, inden den dybe lyd overtages af et tungt guitar riff.
Man føler, at de har startet, hvor det gamle album sluttede, som en fortsættelse af en god historie.
Denne historie bliver fortalt videre med imponerende hurtigt sunget lyrik, semi-growlet af frontmanden, vis vrælende growl til tider giver ens nakkehår en uventet rejsning.
Lydbilledet bliver straks endnu dybere og mørkere på næste nummer, “Deranged”.
En direkte videreudvikling af den tidligere udgivelse og hold nu K…!, det lyder godt!
En meget mørkere lyd, men stadig så man ikke er i tvivl om, hvor det kommer fra.
Psy:code har fundet en retning af deres melodiske hardcore, som giver en fed tilfredshed.
Flere gange går de fra et stille stykke direkte over i et tungt riff, der giver en et chok, hver gang de slår over.
Du sidder ikke stille til den her skive!
Ligesom på det forgangne album har Psy:code valgt at lave flere numre sunget på dansk.
Det er et fænomen, vi ser mere og mere blandt danske metalbands. Nogen hader det, andre elsker det. Personligt syntes jeg, det er fedt at både denne gruppe, såvel som andre, vælger at synge på vores modersmål.
Hvis jeg skal være ærlig, så syntes jeg i langt de fleste tilfælde, at der sker noget ved musikken på den måde. På en eller anden måde bliver det bare bedre.
Psy:code har på denne plade formået at lave noget helt specielt igen.
Et nærmest kunstfærdigt album, hvor det melodiske fører en ind i et afslappende, men samtidigt bevægende rum, hvor gåsehud og store armbevægelser bliver samlet til en intens oplevelse.
Men hvad betyder det?
Det er som at stå helt forrest til en fantastisk koncert, hvor du stor svedende efter flere moshpits, lukker øjnene og lader musikken bevæge sig igennem dig.
Musikken får en endnu mere beroligende stemning med klaverspil og violiner, alt imens forsangeren stille synger.
Men straks efter starter et hårdtslående nummer med tunge riffs og masser af trommer.
Og vi er tilbage i hardcore-stilen med growl, tunge riffs og masser af headbang.
Stille stykker, ives midtover af omkvædene og sørger for, at vi kommer igang igen.
Albummet sluttes af med endnu et dansk sunget nummer, “Samme Vej”.
Regnvejr og stille sang med klaver starter, hvad der tyder på et melodisk nummer, der kan sammenlignes med musikken, man hører ved sørgelige scener i film.
Lukker igen øjnene, gåsehuden breder sig, og jeg lytter.
Men efter 3:04 min er sangen slut, og albummet er ovre.
Åbner stille øjnene og reflektere over, hvad jeg har hørt.
Persona er uden megen tvivl et album, der, efterhånden som man lytter det igennem, sætter det sig mere og mere fast i en. Man kan håbe, at liveversioner af dette album vil skubbe mig ligeså meget bagover, som det gjorde i studieversionen.
Jeg er meget tilfreds med, hvad Psy:code har fundet frem til og håber snart at kunne opleve dem live med dette nye materiale.
Så, Corona, tag lige og fis af, så vi kan komme til koncerter igen, TAK!
