Anmeldelse af Hatesphere m.fl. Hotel Cecil, Kbh. D. 09.02.24.

Denne lørdag på Hotel Cecil kommer to ikoniske bands forbi på deres fælles tour: Soundtrack of Hate. 

Foto: Gabriel Rasmussen

Når Hatesphere og Mercenary slår pjalterne sammen, er vi vidne til et par af de bands, der puttede Danmark på det internationale metallandkort tilbage i 00’erne. Med sig har de en lidt nyere gruppe Lightchapter.

Der er næsten udsolgt, og spillestedet i København emmer er spænding. Tidligere har de danske datoer bragt de tre bands forbi Aarhus og Slagelse. Efter i aften venter Kolding, Aalborg og Odense.

Lightchapter 

Siden dannelsen i 2019 har bandet udgivet EP’en It All Ends Tonight og debutalbummet, Time To Obey (2023). Mikkel Otteson (vokal, guitar), Anders Berg (guitar), Tobias Høst (trommer) og Kalle Herborg (bas) gør sig i melodic deathmetal. Det er en genre, jeg plejer at være ret stor fan af. Hvad mon dette nye indslag kan byde på?

Til at begynde med er salen næsten tom, da bandet går på scenen. Vi er måske fem mennesker, der er kommet helt tæt på. Otteson har en meget stærkere vokal live end på de sange, jeg har lyttet til på plade, både hvad angår growl og skrig. Lidt ekkoeffekt tilføjer noget ekstra ildevarslende. 

I lilla farver og strobelys er der stærke grooves hos Lightchapter blandet med lidt synth i baggrunden. “Distopiate” er en velskrevet sang med en effektfuld tung og langsom opbygning. “The Lightyears” har bestemt også headbanger-potentiale. Dog befinder det meste af musikken sig i midttempo-spektret. Det gør at på trods af stemningsfulde guitarstykker og stærk vokal, så går numrene lidt i et med hinanden.

Jeg kunne ønske, at Lightchapter ville lege lidt med nogle flere udsving i musikken og måske give den rene vokal en chance. Der var små glimt af det i lydmuren. 

Der er rigeligt med potentiale for at ramme en større og måske mere catchy lyd, hvis Lightchapter tager inspiration fra de mere melodiske dele fra den svenske death-scene.

Jeg glæder mig til at se, hvad gruppen vil i fremtiden. I aften var de perfekt castet som opvarmning, og de har vakt min nysgerrighed.

Mercenary

Dannet i Aalborg i 1991. Dette band har sat et enormt aftryk på vores metalmusik herhjemme. Med deres mix af powermetal, melodic deathmetal, tilsat lidt progressive tendenser, slog de for alvor igennem med 11 Dreams-albummet (2004). Deres beauty and the beast-vokal tilgang med Henrik “Krall” Andersen og Mikkel Sandager var noget, ingen rigtig gjorde sig i inden for landets grænser på dette tidspunkt.

De landede da også en pladekontrakt med Century Media Records. Efterfølgeren, The Hours That Remain (2006) er i min optik ganske simpelthen et af de bedste albums, der nogensinde er udgivet i Danmark. Det var den perfekte skive og pladen, der gjorde mig til fan. Architect of Lies (2008) var ligeledes et monument i min musikungdom. Men den Mercenary-line-up, jeg var vokset op med, gik fra hinanden, og jeg blev aldrig lige så stor fan igen.

Jeg sprang let henover de efterfølgende albums, Metamorphosis (2011) og Through Our Darkest Days (2013). Jeg har dog lyttet lidt til Soundtrack For the End Times (2023) og indset, at jeg måske har stirret mig blind på min fortid med bandet. Efter to koncerter meget langt fra hinanden med Mercenary på The Rock i 2012 og til Nordic Noise i 2021 glædede jeg mig til at genopdage dette ikoniske orkester. 

Der er kommet folk til, og vi er samlet fint foran scenen. Mercenary har en massiv lyd, og René Pedersen synger eminent. Han veksler ubesværet imellem sine kraftfulde brøl og sin rene vokal. Martin Buus på leadguitar lirer nogle fabelagtige soloer af, som kun han kan trylle frem. Pedersen er god til at smile til os og fremstår både som en charmetrold samt et storslået monster, der leder os igennem en slagmark af melodier og stemningsfulde passager. Martin Nielsen på trommer tæsker igennem, så intet beat falder forkert.

“Er der nogen, der er glade for at vi er tilbage?” bliver der spurgt ud i salen. At dømme på antallet af horn og larm har Mercenary vist været lidt savnet. Jeg bliver forkælet med “Redefine Me” og “Soul Decision” fra The Hours That Remain. 

“Ashes of the Fallen” er en sang, jeg må lytte mere til derhjemme. I det hele taget er jeg ikke så velbevandret i meget af det materiale, der bliver spillet fra de sidste par år. Men jeg kan jo tydeligt høre, at det skal der gøres noget ved.

Publikum står mest stille og nyder de bevægende kompositioner, men lidt mosh bliver det da til. “Where Darkest Souls Belong” fra deres 2023-skive er en melankolsk og fængende sang, som jeg er stor fan af. Den obligatoriske klassiker “Firesoul” skal da også med, før “Beyond the Waves” slutter koncerten. 

Ting ændrer sig, sådan er livet jo. At jeg har været meget langsom til at ændre mig med Mercenary, skal ikke påvirke, at de spillede en bombastisk koncert, der slog fast, at gammel og nyt sagtens kan væves sammen og følges ad ind i fremtiden. 

Hatesphere

Death thrashmetallerne har siden år 2000 udgivet 11 plader, hvor den seneste, Hatred Reborn, udkom sidste år. Det er den første med forsanger Mathias Uldall, der også har slået sine folder i Royal Deceit. På den udenlandske del af deres tour har Uldall dog ikke været med. Så Alexander Hall Kristensen fra Hanging the Nihilist har sunget i stedet. Jeg troede faktisk også, at han skulle tage sig af brølene i aften. Men da koncerten skal til at begynde, står Kristensen nede på gulvet med os andre. Vil han hoppe op på scenen for dramatisk effekt? 

Til min overraskelse springer Uldall ud med uforlignelig karisma. Han har åbenbart været med til de danske koncerter, kan jeg senere læse mig til. Jaja, man skal lave sin research.

Den ultra-energiske forsanger leder angrebet med “Lies and Deceit” fra mit favoritalbum, Serpent Smiles and Killer Eyes (2007). I trop følger “Cutthroat” og “The Coming of Chaos”. Til tredje nummer smider jeg min Natjager-t-shirt. Det her begynder yderst lovende.

Sjældent har jeg set et lokale koge så meget til en Hatesphere-koncert. De forreste rækker headbanger løs, og bevægelsen er konstant hele vejen igennem. Jeg selv er også i høj grad med på løjerne. Forsangeren er generøs med mikrofonen, så jeg får lov til at growle med på flere sange i showet. 

Bagved mig bliver der moshet i særdeles godt humør. Der opstår i aften en helt særlig forbindelse mellem Hatesphere og deres fans. En af de øjeblikke, hvor der er en fælles forståelse af, hvor vi skal hen, og om vi ikke skal følges svedende til målstregen.

Bandet er i topform og tydeligvis selv meget lykkelige for den massive support. Peter Lyse Hansens soloer sidder perfekt, og rytme-sektionen med Mike Park på trommer og Jimmy Nedergaard på bas er en urørlig og præcis maskine. Bassisten og guitarist Kasper Kirkegaard er begge gode til at komme tæt på folk og dele deres entusiasme med gæsterne.

Til “Resurrect With A Vengeance” bliver vi opfordret til de helt store headbanger-moves. Det skal jeg satme love for, bliver leveret.  

“Darkspawn” er muligvis et nyt nummer, men man skulle tro, det havde været på sætlisten i årtier, sådan som folk gladeligt ter sig. 

“Let Them Hate”, hvor Kristensen er med på en omgang gæstevokal, og “Murderlust” holder dampen oppe, imens Uldall hopper rundt med skøn og ærlig kontakt til publikum imellem sine growls. Hans stemme er bedre, end jeg nogensinde har hørt den før. Kun én gang under hele koncerten taber han pusten. 

“Only the Strongest…” fra Ballet of the Brute (2004) smasker os smukt i fjæset, før vi laver fodboldkor til intro-tonerne fra mit favorit nummer, “Drinking With the King of the Dead”. 

Det er skønt at opleve, hvor meget sjov alle har til hver eneste sang. Intet nummer, nyt eller gammelt falder igennem hos publikum i aften. “Forever War” sætter gang i en stor circlepit. 

“Det skal gøre ondt imorgen,” proklameres der fra scenen. Jamen, det skal det da lidt, siger min nakke og ryg til mig.

“Brand of Sacrifice” flår os hårdt i kroppen, inden en stor wall of death akkompagnerer den evige lukker, “Sickness Within”. Hele salen sender taknemmelighed tilbage til gruppen, der har givet så meget til scenen i årevis. 

Jeg har set Hatesphere flere gange, end jeg kan tælle, og de har altid et højt bundniveau. Jeg kan dog med fuld sikkerhed sige, baseret på mine mange erfaringer med bandet i bagagen, at koncerten på Hotel Cecil var noget specielt. 

Muligvis en af de bedste Hatesphere-koncerter jeg har set? Alt gik op i en højere enhed, og vi stod som en samlet råbende klan med vores band, der leverede det soundtrack, vi er vokset op med. Tak! 

Fotos: Gabriel Rasmussen