Anmeldelse af: Sigh. Stengade, Kbh. 28 oktober 2023.

Hvad har samuraisværd, japansk folklore og black-metal med hinanden at gøre? Dét ved vi ikke, men hvis nogen har svaret på dét, så er det Sigh!

Foto: Bjørn Bavngaard

Black-metal kan fås i mange forskellige former. Du har den gammeldags tilgang til musikken, hvor alt skal være hurtigt, skingert, mørkt og satanistisk; listen er lang. Men som med alle andre ting vil der altid være nogle, der skiller sig ud for normen. Tilbage i oprindelsesperioden af ”second wave of black metal” var de bands, der skilte sig ud Ved Buens Ende, Dødsheimsgård m.fl. De spillede stadigvæk black-metal, men gjorde det med en anden tilgang, end innovatørerne Bathory, Mayhem, Darkthrone m.fl. gjorde

Et af de bands, der skilte sig ud, var japanske Sigh. Det gjorde de ved at anvende et bredt udvalg af instrumenter, man normalt ikke fandt i black-metal. Deres eksperimenterende og “avant-garde” tilgang til black-metal ville træde mere frem i det senere materiale, men den nytænkende tilgang har altid været betydelig – især med albummet Imaginary Sonicscapes og følgende albums.

Men fungerer avant-garde black-metal med japansk tematik og lyriske temaer om folklore? Øh… JA! Det gør dét. Det fik vi også bekræftet, da Sigh var et smut forbi Stengade for at give en ret så eksklusiv koncert… men der var nogle problemer.

Det er lørdag, folk har ikke været på arbejde og i skole, Sigh tager et smut til København. “Der må komme mange i aften. Folk kan umuligt misse denne koncert,” tænker jeg inden min ankomst. Det viser sig dog, at jeg måske har haft for høje forventninger til Sighs evne til at trække et publikum ind. Spillestedet er overhovedet ikke fyldt op faktisk. Bevares, folkefest for de få så!

Bandet entrerer scenen på teatralsk vis med dæmonmasker, ansigtsmaling som en oni, samurairustning og -sværd, traditionelle japanske kåber samt andet ramasjang. Kostumerne og tematikken er ubetvivleligt fremtrædende, men det føles desværre også overdrevet på den lille og tomme scene.

“Kuroi Kage” starter aftenens sæt. Der er tungt samspil mellem bandmedlemmerne, men det føles stadigvæk tomt. Mirai Kawashima (vokalist, bassist) fremstår professionel som forventet, men Nozomu Wakai (guitarist, backing-vokalist) gør langt fra på samme måde. Mit største problem med Wakai i aften er dét, man som koncertgænger aldrig vil opleve: det er play-back. Ikke guitarspillet, det er autentisk, men under et nummer som “Satsui – Geshi No Ato” er det pinefuldt indlysende, at han ikke selv synger vokalen; han glemmer faktisk flere gange at lade som om, det er ham, der synger, da han har for travlt med at lime øjnene til guitargribebrættet.

Trods den pinlige play-back lyder det stadigvæk godt. Marai Kawashima udfører vokalstykkerne manisk og professionelt som på plade, mens han som en selvsikker dragekriger står cementeret på scenen i sin blomstermønstrede kimono. Det er synd, at resten af bandet ikke gør det lige så godt som ham. Yderligere er det også synd, at de kun er tre på scenen i aften. Der er flere numre, der har intro eller mellemstykker med alle mulige forskellige instrumenter. Sigh kunne sagtens samle sig sammen som et japansk black-metal-orkester, hvis de gad. Der mangler i hvert fald en keyboardspiller til mange af numrenes jazzede undertoner eller synth-dominerende melodier. Et bandmedlem på fløjte ville også supplere ganske fint til et nummer som “Touji No Asa”.

Koncerten bliver nærmest til skuespil, efter bandet forlader scenen midt i koncerten, for Tomotaka Ishikawa (trommer) kan få lov til at fremfører et kort og meningsløst jeg-leger-lige-karatesensei-med-denne-stav-’teaterstykke’. Jeg kan kun ærgre mig over, at Sigh ikke har mere at arbejde med. Hvis de havde ressourcerne, kunne de have lavet en unik og teatralsk teaterkoncert, ligesom Heilung kan. De muligheder er der dog ikke i aften; det føles påtvunget og overfladisk.

Sigh sejrede, hvis man kun tager højde for Mirai Kawashima. Det var måske også nok til en tilfredsstillende optræden, men der manglede stadig noget. Forhåbentligt kan Sigh komme tilbage på dansk jord, hvor det er mere oplagt end i aften.