Anmeldelse af: Iron Maiden. Helviti, Copenhell. D. 18. Juni 2022.
Den gamle jernjomfru kan stadig spille, men det er ikke lige så godt som tidligere.
Foto: Tommy Skøtt
Iron Maiden startede meget (dum)dristigt ud med tre nye numre fra Senjutsu (2021). Det lød godt, det så godt ud, men var kun moderat underholdende: Deres maskot, Eddie, entrerede scenen klædt ud som samuraien fra pladecoveret, og løb lidt rundt på scenen og poserede. Og sådan fortsatte det. Den store forløsning “Nu var Iron Maiden her endelig”-følelse udeblev.
Man fik kun slukket (blod)tørsten en lille my af “Blood Brothers”, og ellers var det en ørkenvandring af mere eller mindre tamme oplevelser og lidt for mange sceneskift, der også tog luften ud af ballonen. Der gik en hel time(!) før man fik en ‘banger’: “Fear of the Dark”. Derfra gik de direkte over i “Hallowed By Thy Name”, “The Number of the Beast” og deres titelnummer, “Iron Maiden”, og så var den “ordinære” koncert slut (der var fire ekstranumre ad to omgange).
Koncerten havde forvandlet sig ind til “teaterkoncert”, hvor forsangeren, Bruce Dickinson, spillede lidt for mange roller undervejs: Han fik en tur med lygte, fremviste et kors, var fanget bag tremmer og kæmpede med Trooper-Eddie. Ingen tvivl om, Dickinson kan synge, og i en alder af 63 var det meget imponerende, men alt andet rundt om musikken virkede bare lidt for rodet. De andre bandmedlemmer var heller ikke særligt nærværende heller ikke Steve Harris.
Jeg mindes svagt, da de sidst spillede på Copenhell i 2014 – dér havde den en anden energi og en bedre og mere varieret sætliste (med “Can I Play With Madness”, “2 Minutes To Midnight” og “Seventh Son of a Seventh Son” bl.a.). Det var en lige så skuffende koncert som Judas Priest torsdag aften, så derfor får de også 2 stjerner.
Se alle billeder, som vores fotograf, Tommy Skøtt, tog herunder:
