Anmeldelse af: Judas Priest. Helviti, Copenhell. D. 16. Juni 2022.
I introen og de i fleste numre var bassen og trommerne så voldsomme, at man hverken kunne høre intro-speaken, Rob Halfords vokal eller guitaristerne.
Foto: Anders Gross Mikkelsen
Robert Halford er flamboyant klædt, men også distanceret p.g.a. sine solbriller. Heldigvis tager han dem hurtigt af. Efter “Lightning To Strike” spurgte Halford. om publikum var klar til mere, hvorefter han forlod scenen for at skifte jakke. Dårlig timing! I alt skiftede han jakke cirka seks-syv(!) gange for kun at få andre nitter og rygmærker på. Han skiftede oftere tøj end Ghost, da han/de spillede i København i ‘19. Halford har vist en (tøj)krise.
Halfords lyse vokal havde svært ved at overdøve de andre – kun hist og her kunne man høre tekstbidder, så man lige kunne identificere sangene. Heldigvis for Priest så var der tilpas mange gamle rockfædre, der var ligeglade og sang med specielt på “You’ve Got Another Thing Coming” og “Turbo Lover”.
Efter ½ time – 3 kvarter begyndte jeg at kede mig så meget, så jeg tjekkede mobilen jævnligt. Heldigvis der var dårlig dækning, så den røg hurtigt ned i lommen igen. Da Halford legede med publikum ved at kalde: “Yeah, yeah, yeah”, blev man vækket lidt til live igen, selvom det er et billigt trick. Guitarsoliene virkede også lige lovligt langtrukne, og guitaristerne og bassisten virkede næsten stumme. Dog valgte trommeslageren, Scott Travis, at bryde tavsheden med at proklamere, at der kun var en sang tilbage – måske fire, afhængigt af folket. Mine ører har brug for et par “Painkillers” og ganen en energidrik!
Under ekstranumrene kom både en motorcykel og (oppustelig) kæmpe tyr på scenen, og sangene “Breaking the Law”, “Living after Midnight” og “Hell Bent for Leather” forbedrede det moderat underholdende show.
Nogle ældes ligesom rødvin, andre ældes som mælk. Jeg fornægter ikke deres historiske betydning, men de er bare ikke så betydningsfulde længere. Om ikke andet kan jeg sige, at jeg nu har set “giraffen” og kan komme videre i mit liv og glæde mig til andre bands. Hvis lyden var bedre, ville de måske få fire stjerner, men fordi den ikke var bedre, må de altså nøjes med to. Det burde være bedre efter 50 år i managen.
Til slut stod der på storskærmen bag scenen: “The Priest will be back” og Queens “We Are The Champions” blev spillet. Pænt nej tak til begge. Æv!
Se flere billeder fra Anders Gross Mikkelsen herunder:
