Alice Cooper

Velkommen til Junkyard Drive-in

-

Anmeldelse af: Junkyard Drive. Dyrskuepladsen, Roskilde. 13. juni 2020.

Så skulle konceptet med en drive-in-koncert afprøves, og hvem bedre at gøre det sammen med end de hårdtrykkende hardrockere i de lokale helte Junkyard Drive.

 

Foto: Mark Stoumann

Jeg hungrer efter livekoncerter. Så er det sagt. Derfor havde jeg på forhånd sagt til mine to medsammensvorne i mit køretøj, at selv hvis den her koncert rent musikalsk ville blive middelmådig, så ville den i hvert fald lige tage de værste abstinenser og sikkert blive en, man ville huske som mindeværdig – begge dele viste sig at gå i opfyldelse, udover at koncerten var over middel.

Men før vi kommer til selve live-delen, bliver jeg nødt til at adresse konceptet med drive-in-koncerter anno 2020 i denne tid:

Jeg var til en af disse koncerter i slutningen af maj, og det var meget restriktivt. Man fik anvist en bestemt parkeringsplads, man skulle altid blive i bilen, og man måtte kun række hånden ud af venstre vindue for at signalere efter verdens mindste 7/11, der solgte snacks og drikkelser til ågerpriser – og intet alkohol.

Skulle man på toilettet, så var det også bare surt, for den mulighed var der ikke ude på den københavnske parkeringsplads ved den yderste revle af lufthavnen. Men koncerten varede så også kun en time. Man måtte heller ikke dytte, men det opgav man hurtigt at forklare folk, at de ikke måtte gøre. Men det var en god oplevelse og en helt anden fortælling.

Derfor frygtede jeg da også her en lille måned senere, at vi skulle ende med at være “låst” inde i vores køretøjer i Roskilde, hvor selv bare den mindste lyst til at række hornene ud af det “forkerte” vindue ville føre en bortvisning med sig.

Sådan blev det ingenlunde. Da vi først fik kontakt med de ansvarlig for foretagende, fik vi at vide, at vi sådan set sagtens måtte forlade bilerne, så længe vi blev i nærheden af dem. Så faldt tiøren med pant for mig: Det… Det svarer jo til en reel koncert, hvor jeg bare står ved siden af min bil!

Dog skal det indskydes, at der blev opfordret til at tune ind på en bestemt radiofrekvens, så man kunne høre lyden fra koncerten transmitteret den vej over bilradioen (som man også gjorde ved den anden drive-in-koncert, jeg var til), da man ellers kun ville kunne høre lyden fra scenens monitorer. Det er meget muligt, det var en mulighed, men med tanke på at jeg potentielt kunne komme helt op til scenekanten, hvis jeg fræsede hurtigt nok henover “Roskilde Festival” i min lille dyt på Dyrskuepladsens plæne, gad jeg dårligt overveje den mulighed.

Således fik jeg parkeret bilen midtfor scenen, helt forrest.

Junkyard Drive. Ja, jeg må være ærlig at sige, at jeg havde så stort et savn efter rockmusik live, at selv et mindre scenevant band kunne have lokket mig ud på den her plæne i provinsen – men når man så får en god vare leveret, så siger man da heller ikke nej.

Vi har anmeldt og oplevet det her band før mange gange, at der ikke er så mange overraskelser at hive frem her, for man bliver stadig revet med over, at deres to guitarister (den ene lånt i denne omgang) valser ud til publikum og duellerer på deres spader.
Ligeledes er alle sange fra den hurtige “Sucker for Your Love” til en takt ned i “Sweet Little Dreamer” og den medrivende mere ballade-glade “Way Too Long” og den efterhånden obligatoriske Gaso— jeg mener, britiske folkeballade sang “Geordie” er garanter for en god oplevelse.

Forskellen bestod så i, at publikum ikke måtte komme for tæt på, at vi andre godt måtte hilse på hinanden, men med behørig afstand; men bandet sørgede for at gøre koncerten markant over gennemsnittet af, hvad man kunne forvente af sådan en atypisk koncert, hvor man trak på de mere sikre kort, hvor man ikke vovede sig ud i glat føre – den slags gemmer man, til man optræder på det “rigtige” Roskilde.

Havde man sagt til mig for fire måneder siden, at jeg skulle opleve Junkyard Drive til en drive-in-koncert, havde jeg været den første til at hoppe ud af bilen og lave en moshpit – nu måtte jeg nøjes med at hoppe ud af bilen – og savnet.
Men bandet leverede en mindeværdig koncert, fordi rammerne var specielle, og det er nok noget, som både publikum og band vil mindes tilbage til.

Lyden var god i bilen over radiokanalen, men det oplevede jeg så sammenlagt i 52 sekunder cirka, fordi ikke ti vilde heste kunne holde mig fra at få sendt livetoner i mit hoved igen!

Galleri fra aftenen af fotograf Mark Stoumann:

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

REVIEW OVERVIEW

Junkyard Drive

Share this article

Recent posts

Mere ligegyldighed end håbløshed

Anmeldelse af: My Dying Bride - Macabre Cabaret. Udgivet 20. november 2020 via Nuclear Blast. Kun 8 måneder efter deres sidste plade er My Dying...

En omfavnelse af håbløshed

Anmeldelse af: Mitochondrial Sun – Sju Pulsarer. Udkommer 13. november 2020. All Noir. FREDAG DEN 13. ER KENDT SOM UHYGGENS DAG, HVOR UHELDET, ELLER ULYKKEN...

Djentlemen bringer liv

Anmeldelse af: Periphery - Live in London. Udgives 13. november 2020 via Century Media Records. Denne anmelder har været lidt ude, hvor han ikke kunne...

Død, pest og præst, men hvor er dynamikken?

Anmeldelse af: Plaguemace – Primal Priest. Udgives 6. november 2020. Selvudgivelse. UD AF DEN HORSENSIANSKE KLOAK ER KRAVLET EN HÅNDFULD PESTBEFÆNGTE ROTTER, DER HAR SLÅET...

Jesper Binzer redder farrocken

Anmeldelse af: Jesper Binzer - Save Your Soul. Release 6. november 2020 via Warner Music. Man kan godt tage Jesper Binzer ud af D-A-D, men...

Popular categories