Psycho Brahe, Lygten St. 14., oktober 2017.
Fra fremtidsarkivet
En koncert om at bytte søstre, heste og politisk korrekthed overtog Lygten St. med storm lørdag aften. Det blev til en fest uden lige med masser af gøgl, farver og energiudladelser. Det udmundede i den mest Psycho fødselsdags-bash i mands minde!
(Foto: En eller anden lommetyv)
Jeg husker det, som var det i morgen. Metal A Day havde treårsfødselsdag, som skulle holdes på det spillested, som de oftest benytter til arrangementer i København: Lygten St. Der var tre bands hyret til at skabe festlighederne til et Halloween tema, som Metal A Day havde valgt at trække nedover arrangementet, som Sovjetunionens jerntæppe over Østeuropa efter anden verdenskrig. Det første band havde fulgt anvisningerne til punkt og prikke og var klædt ud i nogle af de mest uhyggelige og uhyrlige halloweenkostumer, denne verden nogensinde har set.
Udklædningen skulle velsagtens ses som en hyldest til en af disse dages mest omtalte væsener og det liv samt de omgivelser, hvori vedkommende lever. Unikt og gennemført var hovedordene.
Psycho Brahe (sejt nok navn, alligevel) havde tydeligvis glædet sig til at spille deres første – som de selv kaldte det – udenlandske koncert. Bandet kommer nemlig fra Thy, og når man kommer helt deroppe/ude fra, så er København lovligt at betragte,som en større provinsby i det Svenske.
Fire mand høj leverede de en koncert, som København sjældent har set magen til med masser af gøgl og intensitet. Bandet er i deres egen beskrivelse yderst ydmyge i og med at de kalder deres musik for ’’Easy-listening for hørehæmmede’’. Det var faktisk så mærkeligt og gøglet, at man næsten skammede sig over, at man elskede det.
Et tekstunivers, der omhandler at bytte søstre, hvis nu bare publikums søstre var ligeså lækre som bandets, gik lige igennem og ramte det københavnske publikum dybt i deres hjerter. Forsanger Anders Gaardsdal fik let og elegant, eller måske nærmere tungt og elefant, ført publikum igennem det vilde og satiriske univers, hvori Psycho Brahe befinder sig. Med dybsindige, satiriske og overvejende danske tekster, samt en gøglet og energisk fremtræden fik bandet tydeligvis overbevist publikum om, at Psycho Brahe var kommet for at blive, i hvert fald indtil søndag, hvor de skulle hjem for at danse med ulvene i Thy Nationalpark.




