Reportage fra: When Copenhell Freezes Over 2019. Lille VEGA, Kbh. 26. januar 2019
Seks af de mest hypede danske metalbands er samlet under ét tag til vinterens største metalshowcase. Variation, aggression og energi er aftenens nøgleord
2019-udgaven af When Copenhell Freezes Over slår dørene op til et totalt udsolgt Vega. Battlejackets, fadølsglas og metalheads i alle afskygninger bevæger sig i pendulfart op og ned ad Vegas labyrintiske trapper mellem merchandise-boderne og de to scener: Lille Vegas dybe scene lægger gulv til Cold Night For Alligators, Sunless Dawn og Tainted Lady, mens (0), Alkymist og Xenoblight indtager scenen i Loungen ovenpå.
(0)
En rumlende intro signalerer starten på (0)s hypnotiske lydunivers.
I salen breder den hypnotiske groove sig og får det ellers stillestående publikum til at duve med i en bølgende formation, der spejler de psykedeliske baggrundseffekter, som bandet har kørende på projektoren bag sig. De bastunge klangflader brydes af overraskende melodiøse linjer, der bygger sig op til hidsige beats og rasende riffs, der på uforudsigelig vis styrter ned i tunge breakdowns.
Vokalen er rungede growls, der danner en fin ambiens i lydbilledet. Man har givet køb på tydeligheden i teksten og udtalen, men i (0)s lyd virker det underordnet, hvis man lader sig suge med ind i deres univers. Bandets medlemmer forholder sig relativt anonyme, forsangeren bryder ud med et par enkelte “Skål!” og “Hej Vega!” som desværre slår skår af den intense stemning, som bandet ellers lægger for dagen.
Cold Nights For Alligators
3-2-1-BANG!
Cold Night For Alligators kaster en eksplosion af moderne metal ud fra scenen. Granatsplinter af kontraster og hurtige skift mellem nakkebrækkende breakdowns, radiovenlige omkvæd flyver ud over publikum. Lydbilledet forsøger skiftevis at rive dit ansigt af med tunge riffs og kærtegne dig blidt med melodiske linjer.
Bandet præsenterer et strømlinet, velkoreograferet show med lækkert lysshow, der kort sagt bare ligner en million. Det føles på en måde lidt amerikansk, når sangeren med sine detaljerede ansigtsudtryk skifter mellem clean sang og skrig helt nede fra hjertet. Bandet udnytter deres sceneomgivelser artistisk og bruger dybden i scenen til at skabe forskellige rum og effekter, der passer til sangenes opbygning. Cold Night For Alligators er et band, der er fedt at stå forrest til, når de nådesløse bassdrops rammer lige i mellemgulvet og lysshowet eksploderer foran ens ansigt.
Alkymist
Loungen er stuvende fuld, og man kan for alvor fornemme, at WCFO er et udsolgt event. Det er næsten umuligt at mase sig ind, men Alkymists musik breder sig ud over salen og ud på gangen som en tung, atmosfærisk, ætsende røg. Grooves forfører ørergangene og lader dig inhalere de langsomme, tunge riffs. Transparente breaks styrter ned i afgrundsdybe growls. Settets sammensætning virker velovervejet og holder en ensartet stemning fra start til slut, der passer godt til bandets atmosfærebaserede lyd.
Hvis man sniger sig ind fra bagindgangen til salen, kan man komme indenfor synsfelt af scenen. Bandets performance virker indadvendt og næsten meditativ og spiller godt sammen med karakteren i deres lydunivers.




