Alice Cooper

Bad Business – Interview 19. December 2019

Interview med: Bad Business. 19. december 2019.

Vores gode samarbejdspartner hos Radio Playback ROCK har udført et interview med den danske gruppe Bad Business.

Vi bringer et uddrag af interviewet her, mens der er link til det fulde interview i bunden af denne artikel:

 

Af: Iffer

 

Bad Business er:

Gert – Guitar
Søren – Trommer
Michael – Vokal
(Tue – Guitar)
(Morten – Bass)

 

Radio Playback Rock: Der er lang historik i jer. 30 år spiller I tilbage. Hvordan starter historien?

Michael: Den starter med, at Jan Kristensen – der var en af de originale guitarister og spiller på nogle af numrene på pladen, men er gået ud af bandet nu – og jeg slog pjalterne sammen. Han kom med nogle numre, og spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at synge på dem, og der startede det. Så fik vi samlet et par gutter og prøvet det af. Vi blev enige om, at det her holdt, og vi skulle lave noget musik. Efter vi havde fået det op at køre, manglede vi mere guitar. Vi kontaktede Gert Kristensen, der var available.

Gert: Det er så min rolle i stort set alle bands, jeg har været med i. Jeg kommer med som et afbud og bliver hængende, til det lukker (stort grin).
Jeg kom med som den sidste mand i den første udgave, og i den udgave fik vi lavet en grund og en stil og havde nogle super dygtige musikere omkring os. Jeg må sige, at Michael og jeg var tumperne omkring det. Efter den første konstellation oplevede Michael og jeg, at folk skred fra bandet, så vi havde lidt den holdning, der sagde: ’Det er krafted.. ikke rigtigt det her, det gider vi ikke!’ og så havde vi for øvrigt nogle andre ideer om den stilart, vi skulle spille, godt kunne være mere snavset, mindre symfonisk og mindre ambitiøs og mere øl og landevej.
Vi havde en fælles interesse i at høre det samme musik og li’ de samme ting og havde fået en del erfaring i at spille, og tænkte: ’Nej, det her skal ikke lukke’. Det var starten eller slutningen på det første afsnit. Nu starter vi et nyt.

 

Radio Playback Rock: Og det første afsnit slutter, hvornår?

Gert: Vi startede tidligt i 1988 og sluttede omkring sent 1989 måske på den anden side af ’90. Men deromkring. Og så et par måneder senere var vi i gang igen.

Michael: Vi brugte så det gamle øvelokale, hvor vi havde et lille studie også, og hvor vores fornuftige trommeslager dengang, Kasper Munkebo, hjalp os med at tre numre, som Gert havde lavet i den nye stil. Så indspillede vi det ,og sammen med nye folk skabte vi Bad Business version 2 og nyt demomateriale.

Gert: Sjovt nok er første nummer dengang “Suicide City”, som også er første nummer på den nye plade og også den første video. Det er ligesom om, at det nummer, fra i sin tid hvor vi lavede det, og til det er blevet indspillet, har været det første nummer – kernen – i det, der er sket. Der, hvor det hele stråler ud fra. Da vi havde lavet vores egen demo på en 8-spors-tracker i Michaels gamle børneværelse, så var det den, som vi fik folk til at reagere på. Og da vi i forløbet på bandet skulle lave promotion-CD, så var den også med.

Michael: “Suicide City” kom også med på en nordisk upcoming-cd, og vi spillede den som en reklame for den cd live i fjernsynet.

Gert: Mig bekendt findes der en optagelse på VHS her i huset et sted, som vi skal have digitaliseret og sendt ud på et tidspunkt. Vi så jo noget anderledes ud dengang.

 

Radio Playback Rock: Nyeste mand på holdet er trommeslageren, Søren. Hvornår kom du med?

Søren: Det er vel tre år siden, at jeg fik et opkald fra Gert. Jeg spiller ved siden af i et dødsmetalband, der hedder Six String Slaughter, og Gert spiller i et punkband ved siden af og havde delt scene til en koncert og havde taget en sludder på et tidspunkt, og så havde han fået færten af, at jeg også kunne spille trommer.
Gert ringede så og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at spille i hans band, som de var ved at genstarte. Så sagde jeg: ‘Næh… Det havde jeg egentlig ikke!’ (grin)

Jeg har oftest så meget at rive i. Jeg har også et studie, hvor jeg producerer upcoming bands og har et fuldtidsjob, kone og to børn, så det var ikke af ond vilje, men jeg ved, om et halvt år har jeg ikke tid, og det er ikke fair. Gert sendte ham tre numre, hvoraf “Suicide City” var den første, sjovt nok. Så blev det til en ny snak og møde med de fede fyre i bandet. Vi blev rimelig enige om niveauet. Vi er jo erfarne musikere alle sammen, så vi behøver ikke øve tre gange om ugen. Man øver hjemmefra, og så kan man sit shit, når man kommer og bruger egentlig tiden på at spille sammen.

Gert: Det var ikke fordi vi havde travlt med, at det skulle være noget bestemt. Vi skulle bare have et band op og køre, som vi kunne mærke, ville fungere, og man kan sige, at forudsætningen for det var, at vi havde ufatteligt mange numre liggende, som vi havde fået tracket. Cirka 50 numre nåede vi at lave i de oprindelige konstellationer i Bad Business. Og der er selvfølgelig også mange af dem, hvor man lytter og tænker: ’Ahh, det holder sgu ikke helt’, og alligevel er der mange steder nogle ting, man kunne plukke ud og arbejde videre med i dag og få mere ud af, bevar mig vel. Men der var alligevel til en plade og nok også 4 – 5 mere, vi kan trække frem og bruge.

Søren: Der er blevet lyttet godt ind bag facaden på de gamle optagelser, men man kunne høre, at det var fed musik, ikke, hvilket vi i bund og grund er vendt tilbage til efter version 2 af Bad Business.

Gert: Der er jo en eller anden stil, der snorer sig igennem mange af tingene. Og det, vi har lavet nu, er nok ikke så anderledes som det, vi har lavet tidligere.

 

Radio Playback Rock: Hvem ser I selv som jeres egen inspiration?

Gert: Jeg tror, the backbone i Bad Business er den stil, vi hørte i slut-firserne og frem til slutningen. Den der sleaze rock og den der melodiske heavy rock/heavy metal. Et eller andet sted gode sange. Og så skal der være noget vokal, der er godt, og hvis det rusker lidt, og gashåndtaget er i bund, så er det fedt. F.eks. D-A-D og Pretty Maids kom dengang med noget, vi syntes, var fedt.
Tager man vores gamle guitarist Jan, han kunne opbygge det symfoniske og melodiske i musikken. Det med at rive et riff af, der skal være lidt mere end en håndbajer, det er mere min afdeling. Hvordan vi forener det? Tja…vi forsøger at lave noget, der er letgenkendeligt, let at lytte på, men selvfølgelig kradse lidt i ørene.

Det må ikke komme til at lyde som et boyband og typisk dansk f.eks. Malurt og Magtens Korridorer. Det lyder fedt, men der er en eller anden dansk lyd over dem. Vi er influeret af noget mere internationalt. Den store stadiumlyd, der giver den gas.

 

Radio Playback Rock: Det er Jacob Hansen, der har mixet og master produceret Last Call for Rock’n’Roll. Hvorfor valgte I ham?

Søren: Vi har trods alt en del år på bagen alle sammen indenfor musikbranchen, hvilket også gør, at det ikke handler om at spille svært eller hurtigt. Jeg har været trommeslager i andre sammenhænge, hvor det hedder blast beats og fuldt smadder. Jeg sætter personligt en ære i at spille simple trommer, der har tyngde og ligger lige, hvor de skal. Og det har vi egentlig gjort over hele linjen og fundet ud af, at man behøver ikke at spille hele tiden – det lyder lidt frelst – men det handler om at spille sammen; sørge for, at der er plads til de forskellige elementer i musikken og arrangere numrene sådan, at når det er vokalen, der er i front, så er det vokalerne i front, så ligger der ikke en guitar og stjæler opmærksomheden. Så produktionsmæssigt har vi strammet op, men gået efter spilleglæden og autoritet.

Michael: I forhold til Jacob Hansen kan man sige, at vi har haft det ude hos forskellige folk og fået nogle prøvemix, som ikke helt var det, vi ville have.

Søren: Vi kontaktede Jacob lidt i afmagt, fordi vi have prøvet svensker og polakker, og vil have en anbefaling af en herhjemme indenfor vores prisniveau, hvem kender du? Så fik han noget at lytte på og sagde, at det lyder som en fest uden 80 keyboard-spor, og han spurgte, at hvis han kunne ramme vores budget, så ville han gerne give det et skud. Og det er vi taknemmelige over.

Da vi hørte hans testmix, så lagde vi os fladt ned. Her var en, der havde fattet, hvad det går ud på. Det var ikke en kalkuleret PR beslutning at bruge Jacob, fordi det gør alle de andre, og så kan vi lyde som Volbeat, Dizzy eller Pretty Maids… Det synes jeg faktisk heller ikke, vi gør.

 

Radio Playback Rock: Vi er faldet over forskellige bands og kan godt genkende klangen.

Søren: Han (Jacob. red) er meget dygtig til at beholde tyngden og fandenivoldskhed og gøre det radiovenligt.

Michael: Men det er fedt, at man kan høre, at der er noget Jacob Hansen i det

 

Radio Playback Rock: Hvordan vedligeholder du din stemme, Michael, efter så mange år?

Michael: Stemmen holder stand. Man skal selvfølgelig være i nogenlunde form, ikke. Jeg kan godt mærke, at hvis jeg ikke er i form, så har jeg ikke luft til at give den gas. Jeg anstrenger mig ikke for at synge det, jeg gør, og der er power i. Det er måske mit varemærke.

 

Radio Playback Rock: Hvordan holder du dig så i form?

Michael: Jeg kører motocross, og det har jeg gjort en del år. Det er en totalsport, hvor man får masser af kondi og ligger med en høj puls.

Gert: Ellers har vi de velkendte reservehjul indenfor rockmusikken – Whisky og auto-tune (griner).

Michael: Men det bruger vi så ikke her.

Søren: Joo, Whisky kommer op ind imellem. Det skal vi ikke lægge skjul på.

 

Radio Playback Rock: Det skal der være plads til i rock’n’roll. Og titlen, Last Call for Rock’n’Roll, Hvad ligger der i den?

Gert: Et eller andet sted så var det fordi, vi havde af flere omgang talt om at sparke liv i projektet igen. Det er skide sjovt er komme ud i miljøet igen, og vi er i den alder, vi har, og kan mærke, at der rent faktisk er nogle, der kommer for at høre det, og her er gang i den og en fest. Der er ikke en krone i det nogle steder, men du møder et hav af mennesker, og i bund og grund kommer instinkterne frem, at det er røvfedt at rode med. Og skulle vi nogensinde bringe liv i det her, så var det ved at være tid, ikke. Og det var ikke engang nok, fordi der gik et par gange, hvor vi ikke kunne få fingeren ud, og så var det Morten, der spiller bass, som det gik op for, at han bare stod i sit øvelokale og spillede blues, og det irriterede ham ad helvede til bare at stå og tænke tanken om at komme tilbage. Og da vi endelig samledes og havde en snak om det, tog det blot et par minutter at beslutte, at vi skal igang igen. Det var tid. Også selvom det tog to år at lave pladen.

Det var vigtigt at finde de rigtige numre, fintune stilen og ikke mindst være sammen som et band i starten.

Søren: Vi brugte en del tid på det, man kalder pre-production med at løbe numrene igennem og lave en masse demooptagelser og finde ud af tempi, finpudsning af arrangementet og så ellers indspille indledningsvis trommerne i Arc studierne i Brønshøj og samtidigt optage hele bandet live, så ikke noget med click-track. Vi beholdt trommesporene og indspillede resten stykke for stykke i mit studie, og qua det private, det man har ved siden af, skulle det koordineres og planlægges lidt mere.

Gert: Skruen i produktionen er strammet hele tiden, og det grundarbejde og den proces er årsagen til, at vi selv synes, det lyder så godt, som det gør. Vi har fået muligheden for at følge en fast linje frem for at springe over, som vi måske ville have gjort tidligere. Vi besluttede, at nu gennemfører vi det på den her måde og ikke noget med at skære hjørner. Og det tager tid.

Søren: Det er lidt sjovt at lytte på råsporene fra tidligere. Det er fuldstændig samme energi, der er i numrene stadigvæk, fordi vi har haft liveindspilning som grundlag.

Michael: Barren blev hævet, fordi vi valgte at indspille, som vi har gjort. Vi kunne høre, at nu sker der noget.

 

Radio Playback Rock: Jeres egen private playliste – hvordan ser den ud?

Gert: Det er jo næsten pinligt: ABBA, Gnags, Gasolin. Jeg har ingen grænser. Pop ligger fuldstændigt naturligt for mig, som heavy-rocken. Jeg har ingen skillelinje eller vil være noget bestemt. Jeg spiller bare rockguitar. Det, synes jeg, er sjovt. Jeg har en stor guitar hero, og det er Rory Gallagher (The Revs. red), som er en, jeg altid har lyttet på.

Michael: Min playliste er nok ikke så poppet. Jeg er mere over i noget country. Både old school og mere moderne: Keith Urban, Blake Shelton og over i noget Shania Twain. Det er også noget, der er fedt. Alle tøserne ser godt ud, og mændene er seje. Ellers er jeg også tilbage i Thin Lizzy, AC/DC og Bachman-Turner Overdrive; Van Halen, selvfølgelig.

Søren: Lige p.t. kører der 3 – 4 plader på repeat i bilen. Cattle Decapitation, som er et amerikansk ekstremt dødsmetal-band, som også har noget melodi med helt oppe på den store klinge og smadder på. Men på en måde, der er smukt og rørende. Det er ret fedt. Et engelsk band, der hedder ’Discarnate’ med en fed indgangsvinkel til dødsmetallen, arrangeret stemningsfyldt. Og så kører der Chris Stapleton, der er noget cowboyhat og whisky og lidt hjertesorger på en fed måde. Og så et canadisk band, der hedder The heavy Horses, der lige har lavet nyt. Jeg blev hooked på deres forrige, hvor Nick Cave vil virke temmelig opløftende sammenlignet med (stort grin), men også meget stemningsfyldt.

 

Radio Playback Rock: Derudover spurgte vi til:
Hvem Bad Business appellerer til?
Hvem er deres publikum?
Forventninger til fremtiden?
Promotion-Festivaler-over landegrænserne?
Kommer der ny sange i 2020?

 

Hør det fulde interview eller download som Podcast på: https://radioplaybackrock.dk/podcasts/

 

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar
Indtast venligst dit navn her

Discover

Latest

Tilbage til virkeligheden (sådan da)

Anmeldelse af: De Grimmeste Aftener. I'll Be Damned + Deadnate. Grimhøjgaard, Brabrand. 03. juli 2020. Ill Be Damned og Deadnate leverede en glimrende tilbagevenden til...

Copenhell ’21: Syv skarpe skud!

Ligesom sidste band-annoncering fra Copenhell (11. juni '20) har Copenhell også denne gang genbestilt navne fra 2020-programmet og et enkelt ny.   Arkivfoto: Mark Stoumann Der er...

Carach Angren – Franckensteina Strataemontanus – anmeldelse

Anmeldelse af: Carach Angren - "Franckensteina Strataemontanus". 26. juni 2020 via Season of Mist. Det brutale hjørne giver dig en anmeldelse af en dyster satan! Vi...

Groove Metal med politik til dessert

Anmeldelse af: Lamb of God - "Lamb of God". 19. juni 2020. Nuclear Blast. Med deres selvbetitlede plade leverer amerikanske Lamb of God en festlig...

Velkommen til Junkyard Drive-in

Anmeldelse af: Junkyard Drive. Dyrskuepladsen, Roskilde. 13. juni 2020. Så skulle konceptet med en drive-in-koncert afprøves, og hvem bedre at gøre det sammen med end...