Interview med Siamese
Siamese gør tingene på deres måde, og hvis du er utilfreds med dem, så gør du dem en tjeneste – de bliver stærkere af modstand.
For et par uger siden fik vi os en snak nogle af medlemmerne i Siamese (Interviewet er lavet i samarbejde med GAFFA)
Bag sig har de ti års sammenspil, tre fuldlængde udgivelser, to ep’er og en attitude, der kan skille vandene i både pop- og metalland. For trods hæder og ros med både en GAFFA-pris og utallige antal streams af deres numre, er der også kommet sure mine i retning af bandet.
På det nye fjerde album, ”Shameless”, leger bandet (igen) med fængede omkvæd, som hørte man Lukas Graham, og tunge guitarakkorder i stilart med heavy metal-bandet Amorphis. Det er blot to af mange referencepunkter, tankerne leder i retning af, når man hører den nye plade.
Vi fik os en snak med hovedbagmændene bag musikken i bandet, nemlig forsanger Mirza Radonjica og guitarist Andreas Krüger om tankerne bag pladen, deres drømme og om, hvordan hadet til bandet kun øger deres lyst til verdensherredømmet.
Fortæl os lidt om processen med at skabe det nye album, ”Shameless”?
Andreas: Vi har brudt med den klassiske bandforestilling om, at man skal mødes i øveren og så jamme sig frem til noget godt. Vi fandt hurtigt ud af, at det blev meget ufuldstændigt. Vores største fokus har været på at skabe gode sange med fængende melodier. Man kan kalde det et dogme, men det var vigtigt for os, at alt, hvad der blev puttet ind i sangen, skulle tjene sangen. Samtlige bandmedlemmer har meget mere ”lytter-hatten” på i stedet for ”musiker-hatten”. Derudover har vi fokuseret meget på koncepter, ideer og referencer som er atypiske for rockmusik, og som vi selv ikke har hørt før. Heraf inspiration og referencer til The Weeknd, Timberlake, Bryson Tiller og mange andre.
Mirza: Der er en del sange, som er blevet til på den måde, at vi har spillet fire akkorder på et klaver, som jeg så har ”freestylet” over. Så har Andreas siddet og lyttet til alt mit volapyk og klippet det sammen til en fed melodi i vers og omkvæd. Herefter har jeg så skrevet en tekst, så det passede til melodien.
Andreas: Processen har også været lidt anderledes, da HELE pladen er lavet på min gamle bærbar. Man behøver sgu ikke store, dyre studier, amps og mikrofoner for at lave en vellydende rockplade mere. Man kan komme lang vej med software og gode ører. Hvis det lyder godt – så lyder det godt.
Hvad har været drivkraften hos jer til at udvikle jeres lyd?
Mirza: Det har været rigtig vigtigt for os ikke at gentage os selv. Ingen af vores plader lyder ens. Det var også enormt vigtigt for mig i hvert fald, at musikken skulle udfordres. På den her plade har vi en masse referencer til artister som Justin Timberlake, The Weeknd og Frank Ocean, og i lige så høj grad er inspirationerne Biffy Clyro, Bring Me The Horizon og lignende. Vi udfordrer hele tiden det originale aspekt i hård rock blandet med en rigtig stærk sangskrivning. Uden at lyde latterlig, så er der ikke mange bands derude, der lyder som os.
Andreas: Og derudover så tror jeg, at det er helt naturligt, at vi aldrig vil lave to plader, der lyder ens. Vi lytter altid til ny musik, og det påvirker, hvordan vi skriver og producerer plader.
Ikke en ølklub
Man skal nemlig ikke forledes til at tro, at Siamese er et hyggeprojekt, hvor man studser sig frem til tingene i en rundkreds for at se, hvad der fungerer. Det kommer tydeligt til udtryk i rollefordelingen i bandet.
Hvordan bliver musikken skabt i bandet?
Andreas: Det at skrive en sang er, til en vis grad, et håndværk. Tingene skal passe sammen i et forløb. Og alle roller og instrumenter er produktionen i sangen. Der er kommet en ganske naturligt rollefordeling i bandet gennem årene. For mig fungerer et totalt demokrati i et band ikke lige så godt. Spørgsmålet er ganske simpelt: ”Hvem i bandet kan skrive sange?”, og dét, du er bedst til, bliver så din rolle. Det finder man jo hurtigt ud af i et øvelokale, og vi har alle været rørende enige.
Mirza: Hos os er det Andreas, der for det meste skriver kompositionerne i bandet. Ikke så mærkeligt med tanke på, at manden det sidste år har skrevet hitsingler sammen med Gulddreng, TopGunn, Christopher, David Guetta og mange flere. Jeg er med årene kommet til at hade den der sætning: ”Alle skal have noget at sige”. Hvorfor? Hvis du ikke har noget godt at sige, eller din ide ikke virker, hvorfor skal du have indflydelse?
Andreas: Jeg vil sige, at alle skal høres, men den bedste ide vil ALTID være højeste embede. Så alle kan i hvert fald ikke altid få deres vilje. Den gode, simple ide, der tjener sangen, og ikke egoerne, er fuldstændig hellig i min verden. Jeg synes godt, at man på vores første plade (”We Are the Sound”. 2011. red) kan høre, at alle fik deres vilje hele tiden, og jeg må konstatere, at det led musikken af. Det blev noget værre rod. Et arrangement er jo i bund og grund ”hvem holder kæft hvornår?” Haha!
Hvordan oplever I at være Siamese i Danmark?
Mirza: Vi har altid sat os mellem to stole med musikken. Der er meget hate, der er meget mistro, og der er mange nederlag. Og nederlag, dem husker jeg bedre end sejrene, desværre. Man skal finde sig i en del, hvis man har ambitioner på sin musiks vegne i det her land! Uanset hvad, så er det her en rejse på ni år, fire album, 250 koncerter og en helvedes masse skuffelser. Og så kan jeg så stå her og sige – det har været det hele værd. Jeg har oplevet nogle vilde ting i mit liv grundet musikken
Sigter efter Volbeat
Hvor der i et land som Danmark kan herske meget jantelov, så skorter det ikke på brede skuldre hos Siamese og specielt ikke hos Mirza, når snakken falder på, hvor de gerne vil ende henne som band.
Hvad er jeres drømme som band?
Mirza: Jeg ville ønske, vi var Volbeat. Mand, jeg ville ønske, jeg havde al den fucking succes! Der vil jeg gerne ende. Vi har gjort mange af de ting, jeg har drømt om. Og vi har skabt mange af mulighederne selv, og kun igennem vores musik. INGEN har før dette album nogensinde hjulpet os med noget som helst. Vi har bygget ALT op selv. Udover, at vi ikke er så autonome i det, så tror jeg, at Siamese er det mest professionelle DIY-projekt i dansk rock og metal. Så jeg tror, jeg ville blive ret ked af det, hvis jeg mødte dig i byen, og du så sagde, at det da var ærgerligt, at det ikke blev til mere med Siamese.
Men er der nogle ting, I ikke vil gøre for at storme frem som band?
Mirza: Vi kan godt mærke, at folk er blevet ældre, så der er familie at tage hensyn til. Vi vil aldrig sætte det over styr. Intet job i verden er efter min mening det værd. Men jeg er ret klar i spyttet omkring mit liv på nuværende tidspunkt. Jeg er først og fremmest musiker, og det er mit arbejde at lave og spille musik. Så det vil jeg blive ved med.
Andreas: Hvis der i dit spørgsmål bliver lagt op til, om vi vil gå endnu mere i pop-retningen eller ”sælge ud”, så vil mit klare svar være: ”JA!”, for det er slet ikke en tankegang, jeg kan identificere mig med. Det vil aldrig være genren, der skal sætte begrænsningerne på hverken ambitionen eller virket som musiker. Siamese er et kreativt frirum og en musikalsk legeplads, og der vil altid være folk, som vil have en mening om, hvordan man skal lyde. Det handler om at skrive sange, som vi kan lide, og det er det vigtigste.
Dit had styrker os!
Skulle man sidde derude og dermed mene, at Siamese burde pakke sammen og lukke ævred, så vil den attitude blot få bandet til at puste sig op og råbe højere.
En del personer har, som I selv nævner, udtrykt utilfredshed med jer som band. Hvad er jeres holdning til det?
Mirza: Jeg er glad for de mennesker, der har en dårlig holdning til os. Det er første skridt mod, at du har gjort noget rigtigt. Men man skal ikke finde sig i hvad som helst. Man skal især ignorere alle de folk, der ikke spiller musik. De spiller nemlig altid klogere og ved bedre end de personer, der uge efter uge og år efter år bruger alle deres penge og kræfter på at skabe noget, der er utrolig svært – nemlig god musik. Lad dem snakke og lad dem bruge janteloven herfra og til Thy. Man skal tro på sig selv og lukke negativiteten ude.
Til slut vil jeg gerne vide, hvordan I selv ser Siamese anno 2022?
Mirza: De ser gamle ud, haha! Vi er rigtig gode venner i bandet med enorm respekt for hinandens evner som mennesker og musikere. Så som band kunne vi blive ved for evigt. Men når man som vi ikke nødvendigvis tjener millioner af kroner, så rejser det nogle spørgsmål, som jeg altid stiller mig selv, inden vi skriver nyt materiale. Det er rigtig vigtigt, at vi føler os inspirerede til at forsætte, at livet på landevejene stadig er sjovt og interessant. Kan vi forsætte med at skrive ny musik, der stadig kan udfordre os selv, overraske os selv og mest af alt, kan vi blive ved med at udfordre lytteren? Det er trist at blive til en parodi.
Andreas: Det er lysten og inspirationen, der driver værket i Siamese, og hvis vi stadig har de ting anno 2022, så er det forhåbentligt kun gået opad.
