Interview med: Teri Gender Bender (Le Butcherettes, Crystal Fairy, Bosnian Rainbows m.fl.) D. 26/03-2019, Hotel Cecil, Kbh. 

Vi har i forbindelse med gruppens koncert på Hotel Cecil i København fået den udsøgte fornøjelse at mødes med den karismatiske frontkvinde, feminist og punker fra bandet Le Butcherettes, Teri Gender Bender, til en sludder.

Foto: Rune Grumsen

Kort efter interviewet døde den enhed, interviewet blev optaget på, og interviewet mentes i en rum tid at være gået tabt. Dette var, indtil en uventet backup en dag viste sig, og derfor vil vi, til trods for at det er et enormt gammelt interview, ikke snyde vores læsere for det. Særligt ikke, da vi også på nuværende tidspunkt er i gang med at anmelde Teri Gender Benders seneste solo-EP’er.

En anelse forsinket møder vores journalist Teri Gender Bender backstage, hvorfra det bliver besluttet, at interviewet bliver taget i privat bås i forhallen på Hotel Cecil, hvor bandet senere skal spille for deres danske fans.

Interviewer: Hvordan har du det i dag?

Teri Gender Bender: For at være ærlig, så føler jeg mig fucking nervøs hele tiden, hvilket løber over i angst, indtil jeg indser, at det er pga. min begejstring og passion for det (musikken). Jeg skal stoppe med at overtænke.

Interviewer: I har lige haft en amerikansk tour.

Teri Gender Bender: Yeah, det var fucking awesome! Den var omkring seks uger lang så ti dage fri og så direkte hertil.

Interviewer: Det må føles som en verdensturné.

Teri Gender Bender: Yeah det er, hvad det føles som, men de er døde ikke? Verdensturnéen er død?

Interviewer: Det lader til, at nogle stadig gør sig i det. Nu hvor vi er på emnet, er der nogen steder I/du foretrækker, når I er på turné? Nogle lande eller måske spillesteder?

Teri Gender Bender: Helt ærligt, så elsker jeg at have muligheden for bare at gå rundt i vores fritid. Altså, hvis vi har tid i forhold til at loade ind. Hvis vi har tiden, og der er et museum eller en park i nærheden, du ved, så tager vi måske derud med lidt pitabrød, chips og hummus og holder en slags picnic. Noget afslappende, du ved.

I Brooklyn havde vi en fridag, hvor vi var hver for sig. Jeg gik i biografen. Derinde i biografen sad den her fyr og rørte ved sig selv lige ved siden af mig. Det var enormt foruroligende. Så jeg endte med at gå ud i informationen for at informere om, at en fyr var gået ind for bare at sidde og røre ved sig selv. Det er aldrig sket for mig i staterne. I Mexico er det ret normalt. Hvis man tager bussen, kan man godt opleve en skør person sidde og onanere lige foran dig. I en større by på din fridag kan du sådan set støde på hvad som helst, dette er blot en nylig historie. 

Interviewer: Har I nogle ritualer før showstart?

Teri Gender Bender: Efter soundcheck så er det første, jeg plejer at gøre, at skifte tøj hurtigt for at hjælpe med angsten; beklager, for at lade dig vente (ler). Vi lader til at nyde at hænge ud med hinanden og bare nyde øjeblikket. Vi spiller også en del skak. I det hele taget forsøger vi at holde os fra vores skærme så meget som muligt. Vi prøver bare at være sammen med hinanden. Måske får vi os en smøg. Vi plejer egentlig ikke at drikke meget.

Interviewer: Hvad inspirerede dig til at starte et band, der blander genrer i sådan en grad, som Le Butcherettes gør det?

Teri Gender Bender: Jeg tænker, jeg er en musikalsk skøge (ler). Jeg elsker bare al slags musik. Det gør vi egentlig alle i bandet. Jeg er nok egentlig bare ret påvirkelig, ment på den måde, at jeg kan lide ting for let, og jeg vil gerne lade alt inspirere mig. Jeg er inspireret af alt. Selv ting, som folk anser som corny eller cheesy, som Spice Girls. De er en af mine største inspirationskilder, eller… dem, der skriver musikken for dem. Men også den basale sjæl, som artisterne lægger i det, de bliver jo nødt til at sælge imaget og historien. Så de er egentlig både gode artister eller skuespillere.

The Beatles er et godt eksempel, de har alverdens genrer i deres musik. Ellers er der Talking Heads. Selv klassisk musik som Mozart er meget ud over hele spektret. Jeg kan godt lide projekter, der giver en masse farver og ikke bare er en sort/hvid-palette.

Interviewer: Jeg elsker, når musikken går alle vegne.

Teri Gender Bender: Ja, det er godt at blande en masse gode ting, det er det samme i livet, når du laver mad. Tag lidt salt, lidt safran. Det kan godt blive for meget ind imellem, men så kan det være, at en anden vil have det.

Interviewer: Er der nogen mening bag de dobbeltitlter, som alle sangene på albummet bi/MENTAL besidder?

Teri Gender Bender: Der er en mening med alt, hvad vi gør, og jeg tror, at det meste kommer af akkumuleret lidelse. Hvad, jeg mener med det, er ikke bare på den typiske tomme måde med: “Buh jeg blev mobbet” eller “Jeg var et offer”, men mere lidelse, pådraget af ens egne indre dæmoner. Normalt, når jeg skriver musik, har det drejet sig om social retfærdighed eller feminisme, eller måske bliver det lidt for abstrakt, men i dag er det mere om det grundlæggende i samfundet.

Hvad der virkelig rådner samfundet, er et sygt sind, og disse politikere, som vi hader eller mistror, måske er der noget galt med dem, og måske skal vi kunne se forbi det.

I mit barndomshjem ville min mor altid være det, der ikke stod i vasal (i forhold til sangtitlerne på bi/MENTAL red.) som f.eks. “dressed/IN A MATTER OF SPEECH”. Min mor ville være så stille om morgenen, hvor hun ville hviske i mit øre: “Teresa, vågn op,” og så sekunder senere ville hun nærmere skrige: “Teresa, din fucking bitch, vågn op!”. Så fra den stille hvisken til et fuldstændig skift i personlighed, hvor alt bliver stort og, “jeg skal gøre det her” og vold.. så helt basalt baseres det på at være opvokset i en latinofamilie. Min mor, du ved, egentlig alle vores mødre (i bandet red.) var, du ved, derude.

Interviewer: Når vi nu er nogenlunde inde på emnet omkring det nye album (fra 2019. red). Det lader til at være mindre riffbaseret end jeres tidligere udgivelser. Hvad virker det til har været inspirationen til at gå i den retning?

Teri Gender Bender: Jeg tror måske, når jeg ser tilbage på det nu, at ambiancen vendte mere imod femininitet. Jeg ser det som et album, der forsøger at stride med femininitet, som baseret på det at komme ud af livmoderen fra moderen. Det er baseret hos moderen, som i sangen “mother/HOLDS”. Der ville jeg erstatte guitarerne, omkvædet var praktisk talt kun guitar, indtil jeg sagde: “Nej, nej det her drejer sig om en moder og hendes strid”, skrigene vil være nok til at balancere keyboardsne, der er der for at skabe den balance.

Jerry (Harrison, Talking Heads red.) var yderst støttende i forhold til at hjælpe med visionen. Ind imellem ville en ven lytte og sige: “Det mangler mere guitar”, men så ville jeg blive stædig og sige: “Nope”. Selv i tidligere lineups i mit band, når jeg skulle skrive en sætliste, og der var en del keyboardsange, ville de andre bede mig om at tage dem ud, fordi vi skulle lave mere punkrock, og jeg ville være mere: “Kom nu, dudes, I er næsten 41 år, og I bør udvide jeres horisonter.”

Interviewer: Det lader til, at I netop gør jeres helt eget, og første gang, jeg selv virkelig lagde mærke til det, var i nummeret “The Liebniz Language”.

Teri Gender Bender: Det er lige præcis den, de ville hive af sætlisten! Det er godt at høre, for det er også en af de ældre. Sommetider tror jeg bare, at man ser tilbage på de ældre som “de dårlige”.

Interviewer: Føles det som om, musikbranchen har et bias i forhold til både dit køn og dit mexicanske ophav?

Teri Gender Bender: Ja, men det er den samme gamle kedelige historie på den måde, at det altid har været der. Jeg tror, at den progressive side af sagerne har skjult sig selv som feminister, du kender til de her fyre, der erklærer sig feminister, men stadig knepper rundt. Der er behov for, at det peger mere i retning af forandring. Mindre prædiken og mere aktion; mere handling. Støtte hinanden, når vi kan. Jeg taler mest om at støtte hinanden. I sidste ende skal vi kunne være kritiske, for hver gang disse feministiske bevægelser opstår, er der altid en, der forsøger at være leder, og som så ender ud i en form for kult. Det handler om at være opmærksom på dine omgivelser og støtte hinanden. Jeg ved godt, at det lyder ret hippie og som om, det er det letteste, men der skal handling til. Og, ja, det er forudindtaget, men det er også godt, at den yngre generation slår mere fra sig og ikke bare tager det, hvor min mors generation bare ville tage imod uden at sige noget. Jeg tror, at der er forandring på vej.

Interviewer: Hvordan blev Crystal Fairy-albummet en realitet?

Teri Gender Bender: Det startede ved, at vi var på turné sammen med Melvins. Det har været i 2014 – første gang vi turnerede med dem, og siden har et smukt venskab udviklet sig i kølvandet på turnéer. Det ledte en dag til at Omar, (Rodriguez-Lopez fra The Mars Volta og At the Drive-In. red.) som var vores producer, og som vi også har spillet i flere bands med, var på turné med os, hvor han tog billeder og lavede en dokumentar, var super gode venner med Dale og Buzz (fra Melvins. red.), og Dale spurgte mig så, hvilket Bikini Kill-nummer jeg godt kunne tænke mig at spille, da han vidste, at jeg var stor Bikini Kill-fan, da jeg altid talte om dem. Dale fortalte så, at de faktisk kendte dem, og at vi da skulle lave et cover sammen, og mit svar var så “Rebel Girl”. Det ledte til, at vi fik enormt god kemi både på og af scenen, og før vi egentlig vidste af det, var vi sådan: “Lad os lave en plade”. Vi følte alle det samme, det var ret vildt.

Interviewer: Yeah, jeg hørte eller læste vist noget om, at I lavede hele det album på en uge.

Teri Gender Bender: Yeah, bare sådan lidt som at kaste op. Som når du drikker for meget, og det dagen efter bare ikke vil stoppe bare på en god måde – da du ikke har det dårligt.

Interviewer: Nu vi er inde på Crystal Fairy, ville det være muligt, at det kunne blive til en turné?

Teri Gender Bender: Oh my god, det håber jeg! Jeg mener, at for mig ville det være noget, jeg ville elske at gøre, men det er i sidste ende op til gutterne. Det er mandens verden.

Interviewer: Forhåbentlig ikke meget længere (ler).

Teri Gender Bender: Yeah, right, fremtiden er.. hvordan er det nu? Oh, det er sandt: kvindelig! Kategorisk på ubestemt tid. Og ved du hvad? Det er også sandt. Vi har allerede indspillet nogle sange til den næste plade. Det handler bare om tid og timing. De turnéer hele tiden. Jeg mener, jeg burde ikke tale for meget, jeg er på samme måde.

Interviewer: Yeah, og Omar er formentlig også på turné?

Teri Gender Bender: Han tager faktisk en pause fra musik for tiden, fordi han instruerer og skriver manuskripter.

Interviewer: Det er sandt, instruerede han ikke en af jeres nyeste musikvideoer?

Teri Gender Bender: Jo, han instruerede og har også udgivet en film. Den kører på filmfestivaler, han promoverer sin film, som han nu selv betragter som gammel, og så skriver og filmer han en ny. Det tager bare tid. Det tager år at lave en film, åh, min gud, om jeg forstår, hvordan de gør det, de instruktører. Musikvideoer bliver lavet på omkring to dage.

Interviewer: Du har arbejdet sammen med en del højtprofilerede musikanter igennem årene, om så det er Iggy Pop, Melvins, John Frusciante eller Henry Rollins. Er der nogle musikere, som du ville elske at komme til at arbejde sammen med i nær fremtid?

Teri Gender Bender: Åh, min gud, så mange, så mange at nævne, For eksempel er der Zelda fra Tyrkiet. Hun er i bund og grund pioner indenfor pop, rock, psykedelisk, funk og tyrkiske nostalgiske ballader; jeg er ikke helt sikker, men hun er fantastisk. Hun var en ægte feminist af sin tid, fordi hun var en af de første personer, der begyndte at blande det budskab ind i sin musik sammen med arbejdernes rettigheder, du ved, af de laverestående borgere. Hun lever stadig, og det er noget, jeg er enormt glad for. Jeg mener, det er mørkt at sige: “Du er stadig i live (hviner)!”. Det er forfærdeligt, men det er ikke ment så gement, som det lyder. Så forhåbentlig kunne hun være klar på noget.

Shit, jeg ved ikke engang hvor jeg skal starte. Alene i Mexico har vi en artist, der hedder Natalia Lafourcarde, og hun er fucking fantastisk! Hun er allerede en legende på sin egen måde, og hun er kun like 30 år gammel.

Interviewer: Det tyder på, at der ikke er mange mexicanske bands, der klarer den internationalt.

Teri Gender Bender: Yeah, du siger det faktisk perfekt. Det er heller ikke noget, jeg tager let. Jeg er rigtigt taknemmelig for at være i stand til at turnere meget. Jeg tror, at mange mennesker ikke kan lide at tro på held, men jeg tænker, at det har meget at gøre med held. Jeg mener, du kan arbejde hele dit liv, have alt talent i verden og alle penge, men hvis du ikke har det drive, den gnist af, hvad end universet kaster imod os.

Interviewer: Vi har allerede været lidt inde på dette, men hvad er dine største inspirationskilder foruden Spice Girls, når det kommer til musikken?

Teri Gender Bender: Uh, Kendrick Lamar!

Interviewer: Kendrick Lamar?

Teri Gender Bender: Yeah, det er skete for ganske nyligt. Kendrick Lamars plader To Pimp A Butterfly og Damn har hængt ved i hvert fald i to måneder. Hver dag, når jeg går og lytter og synger Kendrick Lamars sang “Royalties’” og, damn, det er bare produktionen… alt. Den her mand er essensen af punk i dag. Han har disse meget bevægende budskaber, og så er der ting, han deler om sin kultur og kampe. Det er noget, som mit kulturelle ophav aldrig ville forstå. Det er, hvad jeg kalder en skelsættende kunstner, når man kan få folk til at sympatisere med en verden og kultur, som de aldrig havde troet, at de kunne relatere til. Jeg er besat af ham.

Interviewer: Hvordan er skriveprocessen i Le Butcherettes? Skriver du musikken for derefter at introducere den til bandet, eller skriver I sammen i et øvelokale?

Teri Gender Bender: Det begynder sædvanligvis med, hvad jeg kalder guitar og vokaler altså som a capella-sektioner af idéer om, hvordan jeg gerne vil have instrumenterne. Med bi/MENTAL for eksempel startede sangene som demoer, bestående af guitar, vokal og nogle mærkelige keyboards eller MIDI, strenglydende MIDI, som jeg finder I programmet Logic (DAW fra Apple. red.). Så det startede sådan som demoer, hvorefter jeg så viste dem til bandet, hvorfra vi lærer dem indenfor sangens kontekst. Riko (guitar) og Marfred (bass) er begge så dygtige musikere, at de får sat deres eget fingeraftryk; en slags følelse i de akkorder, som de spiller sangen. Til trods for at være baseret i en struktur, så er følingen fuldstændig deres egen. Dette gør også, at vi i studiet har en idé om, hvad vi spiller, og vi kender sangene.

Her hjælper produceren så med forslag som: “Hey, det kunne være godt, hvis I tager det her ud og gør det her kortere”, “Fjern bassen her”, eller: “Hvad hvis vi tager alt ud og lader bassen stå alene her?”. Jerry var virkelig god til det. At arbejde med Omar som producer på de første tre plader var også fyrigt som: “Lad os prøve at få den her i kassen i første take og komme videre”, du ved, den slags studietid, hvor med Jerry havde vi mere tid og et lidt større budget pga. Rise Records. Men, ja, det meste af skriveprocessen består blot af mig i et skab, og så skriver jeg mine ting, men jeg vil gerne have, at den næste plade bliver… for de skriver alle sange, så jeg ville gerne have dem til at sende deres demoer, og så kan jeg prøve at skrive min vokal til det – sådan som det har været, når Omar har lavet numre. Han sender mig de her sange, og så synger jeg til dem senere. Vi tilføjer ting til dem. De eneste to sange, vi ikke gjorde det med på bi/MENTAL, er “strong/ENOUGH” og sangen “struggle/STRUGGLE”, hvor musikken oprindeligt stammede fra en demo fra to andre artister, der hedder DJ Nobody og Eureka The Butcher. Jeg havde tænkt mig at bruge dem til noget andet, men Jerry mente, at de ville passe godt ind på temaet for dette album, og jeg tænkte bare: “Cool”, og så er det jo egentlig et samarbejde med en anden sangskriver, så teknisk set skrev vi begge sangen, og det er aldrig sket før med Le Butcherettes.

Jeg tror, at Bosnian Rainbows eller at arbejde med Dale og Buzz har hjulpet meget i forhold til dette. Det handler om at gøre, hvad der er bedst for musikken, og ikke at det bare skal være mit.

Interviewer: Hvordan kom du på dit kunstnernavn, Teri Gender Bender?

Teri Gender Bender: Woo, mand, min 17-årige hjerne var fuldstændigt besat af feminisme, du ved, Sylvia Plath, og bogen “Farvel Kvindesag?” af Betty Freida. Så jeg var virkelig besat af idéen om det, for i og med at flytte fra Denver til Mexico følte jeg, at Mexico var meget tilbagestående i forhold til sociale- og kønsnormer. Så i skolen skulle pigerne gå i skørter, og drengene skulle gå i bukser, og noget så simpelt og småligt som det fik mig til at tænke: “Nej, jeg kan gå i hvad fanden, der passer mig, jeg er Gender Bender, jeg er en pige og en dreng, jeg er alt, og jeg er intet på en gang”. Så det at læse dette, imens jeg lyttede til Bikini Kill, nåede jeg konklusionen, at jeg skulle have mit eget kaldenavn. Så som en taber gav jeg det til mig selv, men, fuck det, du ved.