Alice Cooper

Wolf Devil: “Vi går efter toppen!”

-

 

Pludselig var de der: Wolf Devil! De har polariseret den danske metalscene på godt og ondt. Er det nyskabende? Er det elendigt? En ting er i hvert fald sikkert: De respektive medlemmer i bandet mangler ikke selvtillid.

 

Hvor kom Wolf Devil fra?

Den ene øjeblik havde stort set ingen hørt om dem, og nu lader alle til have en mening om bandet, og det er ikke alle holdninger, der er lige positive. Nogle personer ser bandet som den største joke, mens andre kalder det ren metal-messias.

Der er således ikke andet for, end at vi tog os en snak med folkene bag bandet og høre om deres oprindelse og planer (og de har store planer!):

 

Tak for at have taget jer tiden ud af jeres travle skema med at erobre metalverden til at snakke med os!

Lad os lægge svesken på disken med det samme, Glenn (vokal) : Hvad er din baggrund i metalmusik?

Glenn: Wolf Devil er mit første band. Jeg hørte om metal, da jeg var ude på Holbæk Kræmmermarked nogle år tilbage. Her solgte Niels mig nogle gamle Metallica-CD’er fra sin bod. Da jeg hørte dem, var der ingen tvivl om, det var metalstilen, jeg ville lave. Da jeg var ude på Holbæk Kræmmermarked igen i 2018, hørte jeg noget helt fantastisk: det var Niels og de andre kræmmermænd, der sang i ølboden. Det lød bare så fedt! Og jeg fik Niels til at lære mig at synge på samme måde, som han gør.

Dagen efter ringede jeg til min ven Jeff (vi arbejder sammen på Q8), og vi blev enige om at droppe vores arbejde der og gøre Wolf Devil til vores levevej. Super fedt!

 

Hvorfor er I lige passioneret angående metalmusik?

Glenn: Først synes jeg, det lød super fedt. Men så fandt jeg ud af, man også kan blive rig på det og score mange damer. Så nu er det derfor, hehe.

 

Hvordan opstod Wolf Devil? (Hvem er med i det?)

Glenn: Ja, det var ude på Holbæk Kræmmermarked.

Jeff (trommer): Jeg fik et opkald fra Glenn, der sagde, at han ville lave et band! Jeg gik på produktionsskole, og min lærer Silas lånte mig en basguitar og en USB med Fruity Loops, og så gik vi gik i gang med at udleve drømmen! Senere er Mike kommet til på lead-spade. Han er brandgod!

Mike (guitar): Ja, jeg er brandgod.

 

Hvordan indspiller I musikken?

Mike: Jeg har gennem Glenn kontakt til Henriks studie nær Holbæk, hvorfra jeg indspiller trommer bas og guitar. Før jeg kom ind i bandet, lavede Jeff den første sang, “Every Night”, i samme studie, dog med computertrommer. Det er ikke billigt at indspille derinde med Henrik som supporterende lydtekniker alle timer, mens jeg indspiller. Men det er pengene værd. For vi ender med den lyd, der er WOLF DEVIL.

Fra Henriks studie bliver musikken sendt til Glenn, som laver lyrik og vokalindspilninger på sit værelse. Til sidst sender vi alle sporene til et tredje studie, som laver mix og master. Selvom der ikke er spurgt, skal der også lyde stor credit til Jeff for hans geniale videoproduktioner.

Jeff: Tak, Mike, hehe.

Glenn: Ja, jeg indspiller med dødningehovede-mikrofon, det giver god rå lyd.

 

Hvornår udgiver I jeres første fuldlængde udgivelse?

Glenn: Den kommer til marts! Koncerten på High Voltage bliver både vores debutshow og vores release party.

 

Folk lader enten til at knuselske jeres musik eller decideret hade den. Hvad er jeres opfattelse af denne polarisering?

Mike: Simpelt. Der er folk, som er idioter og folk, som ikke er. Vores fans er ikke idioter.

Glenn: Ja, de er meget misundelige, mange af dem, fordi vi har større succes, end de har. Hvis de selv lavet noget, som var lige så godt som Wolf Devil, ville de også kunne blive lige så rige, som vi er.

Hvad er jeres mål med Wolf Devil?

Mike: Vores mål er at komme til toppen uden at bukke os for nogen. Vi behøver ikke en god anmeldelse fra Devilution for at føle, vi har et godt band. Vi behøver heller ikke skulderklap fra de andre bøvernikker fra metalmiljøet. Man kan elske, eller man kan hade. Hvis man hader, skal man være parat til at træde til side.

Glenn: Først var High Voltage målet. Nu er det Copenhell! Det ville være et godt sted for os at spille koncert nr. to

Jeff: Jeg kunne godt tænke mig en kæreste.

 

I lader til at have høje tanker om jer selv og et stort ambitionsniveau. Hvad vil I gøre, hvis jeres drømme ikke bliver indfriede?

Glenn: Vores drømme er allerede blevet indfriede, vi er booket til High Voltage til marts.

Mike: Præcis som Glenn skriver. Alt, der kommer herudover, er bonus. Det handler om at løfte barren konstant. At være sulten i paradis. Det ene mål tager det andet, og snart har alle glemt VOLBEAT, METALLICA, DAD og Timm Christensen, og så er det WOLF DEVIL, der spiller på de store scener verden over.

 

Hvad kan man forvente af jeres koncert den 27. marts på High Voltage i Kbh.?

Glenn: Et rigtig vildt rock n’ metal-show. Vi har lavet en GoFundMe, hvor folk kan sende os penge. Så jo flere penge, de sender os, jo vildere bliver koncerten. Vi håber på noget ild og kanonshow, hvis vi får nok penge.

Jeff: REAL Danish F*cking metal!!

 

Har I en sidste kommentar til læserne derude?

Glenn: Husk at lytte til vores musik på Youtube hver eneste dag, så vi kan være det band med flest plays.

Mike: Vi har lavet en WOLF DEVIL-playliste på Youtube, som vi håber, I fans vil sætte til at spille en ekstra gang, mens I sover. Evt med telefonen på lydløs.

 

Og med det ønske slutter vi lige af med en sang og video fra bandet, hvor der er gæsteoptræden fra CABAL:

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier