Sanger i Urban Primate og Bon Jovi DK og folkeskolelærer i bl.a. musik, Benjamin Larsen, fortæller i årets første voxpop om sine musik- og koncertminder.
Foto: Martin Gjelstrup www.gjelstrup.dk
Hvorfor tager du til koncerter?
“Fordi at musik skal opleves live. Musik handler for mig meget om at være i nuet og føle musikken, og der sker bare noget, når det er højt, og man er flere mennesker samlet om en oplevelse.”
Hvilken koncert har været den fedeste for dig?
“Der har været mange fede koncerter, men dem, der lige står klarest, er Pantera i KB. hallen 94, Tomahawk på Stengade i 2003 og Faithless på Roskilde Festival i 99.”
Hvilken koncert var så den værste?
“Den værste koncert, jeg har set, må være Garbage på Roskilde i 2002. Det var tåkrummende pinligt. For sangerinden var fuldstændig skudt afsted på et eller andet, og det hele var totalt usammenhængende.”
Er der en artist, som virkelig har fanget din opmærksomhed, for nylig?
“Jeg er desværre ikke så god til at engagere mig i særlig meget nyt. Tror, det nyeste, jeg sådan har taget til mig, har været Billie Eilish. Der var bare en friskhed og en melankoli, der tiltalte mig, men ellers så hænger jeg lidt fast i det gode gamle, som jeg er vokset op med.”
Hvad er den bedste festival i Danmark?
“Det må jo næsten være Copenhell, da det er det musik og den stemning, jeg mest er til rent musisk. Roskilde tilbage i de gode gamle dage er den festival, der har givet mig de største øjeblikke, men den er jo ikke, som den har været, så det er primært Copenhell, jeg tager til, når jeg tager på festival.”
Hvilket år var Copenhell bedst ifølge dig?
“2018 var et fedt år for mig, da både Deftones og Alice in Chains spillede. Det er begge to bands, der betyder meget for mig. Og så var der også et glædeligt nostalgisk gensyn med Helloween, som jeg lyttede meget til i mine spæde teenagedage.”
Spiller du selv i et band?
“Jeg synger i Urban Primate, som er et lille alternativ metalband. Vi har lige udgivet vores tredje fuldlængde skive, Saturnine, som lige har scoret 10/10 i Metalized, så det er vi meget stolte af. Derudover hygger jeg mig med lidt mere festlig stemning som Jon Bon Benjamin i Bon Jovi DK, som er et tributeband.”
Hvad er din all time favorite artist eller subgenre?
“Min all time favoritartist må være Alice in Chains, Layne Staley-dagene. Jeg kan godt lide de nye skiver, men Layne var manden og stemmen, der dragede mig til dem dengang.”
Har du nogle musikrelaterede tatoveringer?
“Jeg har en mikrofon, omkranset af noderne til et riff, jeg har skrevet. Derudover har jeg et portræt af Elvis og Freddie Mercury, som er grundpillerne til den sanger, jeg er i dag.”
Hvor kan vi finde dig til den næste koncert?
“Næste planlagte koncert er Billie Eilish i Royal Arena. Det ser jeg meget frem til.”