Hvorfor tager du til koncerter?
“Siden jeg flyttede til København fra Bornholm i 2009, har jeg været fast koncertgænger i den københavnske rock-/metal-scene. Dengang hed det rigtig meget Lades Kælder, The Rock, Loppen og selvfølgelig de større etablerede steder som VEGA og Pumpehuset for mig. Det var virkelig småt med metal- og rockkoncerter på Bornholm, så det var vildt at komme til byen og opleve mængden af fede koncerter med både lokale og internationale undergrundsbands.
Dertil gav det mig hurtigt et netværk herovre af musikere og musikinteresserede, hvilket var fantastisk, da jeg selv var interesseret i at spille i et band.
Nu med familie i form af hustru og to børn, en selvstændig virksomhed som musikvideo-producer, fast dagjob og så mit eget band oveni hatten er det slet ikke så mange koncerter, jeg længere har tid til at komme til, men det er, som det altid har været stadig, når jeg er ude: et forløsende frirum, hvor jeg kan nørde min interesse for musik med andre ligesindede og enten opdage nyt spændende musik eller få oplevet, hvordan den musik/de bands, jeg har dyrket derhjemme, har valgt at præsentere den visuelt – en form for ‘the full experience’.”
Hvilken koncert har været den fedeste for dig?
“Jeg har simpelthen været til så mange, at jeg har svært ved at huske dem alle sammen, men jeg vil sige af nylige koncertoplevelser, så var dét at se Spiritbox sidestage på Copenhell i 2023 stort, Loathe i Forum (da jeg er kæmpe fan) var helt fantastisk at få muligheden for at se, og så et indieband ved navn Novo Amor i DR koncerthus i år, som var en magisk oplevelse både visuelt, stemning og musikalsk. VOLA i VEGA sidste år (2022. red.) i december var også en af de koncerter, der var helt bjergtagende.”
Hvilken koncert var så den værste?
“Jeg har set nogle riiimelig tåkrummende koncerter med lokale metalbands, men det ville være super unfair og utjekket at kaste nogen under bussen offentligt. Så jeg vælger lige at skippe spørgsmålet, da jeg ikke bryder mig om at udtale mig negativt offentligt generelt. Jeg har nemlig heller ikke lige nogle oplevelser med større bands, som jeg har oplevet som ‘den værste’, da hvis jeg f.eks. er til festival og ser noget, som regel bare smutter og laver noget andet.”
Er der en artist, som virkelig har fanget din opmærksomhed, for nylig?
“Jeg er blevet ret vild med et australsk band ved navn Thornhill foruden det nye Knocked Loose-album, som er det album, der virkelig har fået mine øjne op for dem. Det er et hardcoremesterværk. Ellers kan jeg anbefale svenske Grayscale Season der også har et fedt mix af hardcore, gaze og metalcore.”




