Genre-potpourriet blev til lunken havregrød

Anmeldelse af Fear Factory + support, i Lille Vega d. 9. september 2026

På plakaten er The Nocturnal Affair, Hate, Crystal Lake og Fear Factory. Et line-up der genremæssigt stikker i alle retninger. Det er ikke uhørt at have opvarmningsbands, der ikke er 100% stilistisk på linje med headlineren, men det her er alligevel en temmelig mystisk kombination, så jeg er nysgerrig på, hvad det bliver for en aften.

Foto: Rasmus B. S. Hansen / TERRANAUT

The Nocturnal Affair

Første band er The Nocturnal Affair, som åbner med en trommesolo og derefter glider over i noget, der minder om en krydsning mellem Creed og Evanescence.

Men i steder for en skønsyngende Amy Lee, står der en skægget mand i stramme jeans og en endnu strammere blazer, et look som resten af bandet har valgt at følge trop på. Brendan Shane, som den skæggede mand hedder, annoncerer, at de er fra Las Vegas og spørger om vi er klar til at feste, som om vi var i Sin City. Det udløser et halvlunket svar fra publikum, men efterhånden som sættet folder sig ud og der støder flere folk til formår The Nocturnal Affair alligevel at få et vist tag i crowden.

Brendan Shane leverer en tilforladelig vokalperformance, både med ren vokal og screams, men ikke noget, som slår benene væk under mig. Noget af det skal også tilskrives, at lyden er temmelig ringe, et problem som resten af aftenens bands også kommer til at kæmpe med.
Sættet slutter med et cover af Haddaway’s eurodance klassiker “What is Love” og selvom det er et trick, der er brugt mange gange før, så fungerer det efter hensigten og publikum synger med.

Solid performance, men ikke noget overvældende.

Hate

Efter en tur i baren er jeg ved at være klar til Hate, og venuet er nu efterhånden også fyldt godt op. Scenen er også fyldt, men af rekvisitter i pap og skumgummi, som måske skal ligne en kirkegård. Jeg kender ikke Hate på forhånd, men jeg kan regne ud, at jeg skal til at høre black metal og hvis der skulle være nogen tvivl, fordufter den endegyldigt, da fire mænd med langt hår og corpsepaint indtager scenen. Hate beviser ret hurtigt, at de ikke er klassisk black, men tættere på blackened death, med tungere stykker, dyb leadvokal og mere stakkerede guitarbidder. I bedste blackstil byder showet på en mørk atmosfære, dunkle riffs og tordnende trommebeats. Bandets performance løftes også af et temmelig imponerende lysshow, som i nogen grad vejer op for den fortsat ret dårlige lyd.

Lydkvaliteten gør det da også svært at skille de i forvejen ret enslydende tracks fra hinanden og da bandet begynder på, hvad der viser sig at være sidste nummer, står jeg tilbage med følelsen af at have hørt det før. På trods af guitaristernes insisterende headbanging og svingen med det lange sorte hår, forbliver bandets udtryk meget statisk og det afspejler sig i publikum, som aldrig rigtig virker til at købe konceptet. Og her begynder line-uppets problemer at vise sig, for det er tydeligt at publikum er kommet for at se Fear Factory, ikke polsk black metal.

Black er black(ened death) og intet overraskede.

Crystal Lake 

Og problemerne med line-uppet bliver kun mere tydelige da Crystal Lake kommer flyvende ind på scenen. Metalcore-kvintetten fra Tokyo leverer højintense, melodiske riffs og elektroniske elementer og insisterer fra første øjeblik på at publikum matcher deres energi. ”Don’t be like a pussy, show me a moshpit” kommanderer forsanger PK, og efter et par forsøg lykkes det også at få gang i crowden.

Crystal Lake leverer breakdown efter breakdown og bandet pacer konstant publikum, som til sidst ikke kan andet end at tørne sammen i en wall of death, efterfulgt af det ene circle pit efter det andet. Men det bliver igen tydeligt at en stor del af publikum ikke er kommet for at lave cirkelspark og der er langt mellem Crystal Lake’s moderne metalcore og Fear Factory’s rå, industrielle lyd.

Jeg er på det her tidspunkt overbevist om, at alle involverede bands ville have haft mere glæde af et line-up, der hang mere sammen i genrer. Scenen er stor nok til at understøtte det. Men Crystal Lake spiller en metalcore koncert for et overvejende ikke metalcore publikum og triumferer stadig, på trods af fortsat dårlig lyd.

Kompromisløs energi og tunge breakdowns

Fear Factory 

Så er det tid til aftenens hovednavn. Fear Factory har været i gang i mere end 30 år, et faktum der afspejler sig i publikums gennemsnitsalder, hvor der er lidt flere grå hår end normalt. Fear Factory selv har udstyret sig med en yngre model i form af forsanger Milo Silvestro, som erstattede bandets originale frontmand Burton Bell i 2023.

Bandet ligger hårdt ud med tunge, industrielle guitarriffs og selvom lyden stadig ikke er imponerende, går Silvestros screams klart igennem og jeg er faktisk imponeret over, hvor dygtig en vokalist han er. Men lige så meget punch han har i sin vokal, lige så meget karisma mangler han i sin performance. Og der hviler meget på Silvestros skuldre, når både guitarist Dino Cazares og bassist Tony Campos leverer en relativt beskeden performance. Forvirringen i line-uppet fortsætter med at spøge og kontrasten mellem PK fra Crystal Lake og hans ubøjelige ordrer om circle pits, står i skarp kontrast til Silvestro som kun lige kan svinge sig op til at signalere med en finger. Det er dog tydeligt at crowden kender numrene og der bliver rokket taktfast og råbt med på alle klassikerne.

Og der er slet ikke tvivl om, at det er et velspillende, rutineret band. Men Fear Factory formår simpelthen ikke at udløse den kantede industrial vibe, som deres musik ellers lover og da vi er halvvejs inde i koncerten, er jeg mere interesseret i, hvor dyr min parkering bliver, end hvad aftenens hovednavn har at byde på.

Karisma som en lunken skål havregrød

Fotos: Rasmus B. S. Hansen / TERRANAUT