Alice Cooper

MAD-koncertgænger: Mathilde Skov Jensen

-

Mathilde er måske ikke den “klassiske metaller”, men hun var på Copenhell for første gang sidste år og skal afsted igen i år – både som almindelig festivalgænger og musikelsker, og sammen med HUN SOLO, hvor hun som frivillig står for PR og kommunikation.

 

Foto: Privat.

 

Hvorfor tager du til koncerter?

“Fordi koncerter for mig er den vildeste måde at formidle og forstå følelser, tanker og fortællinger på. Live-musikken kan noget, intet andet kan og skaber bånd mellem mennesker, som jeg ikke kan sammenligne med andet eller forklare. Til koncerter kommer jeg både tættere på mig selv og mine medmennesker. Musik er bare stort, og nogle af de bedste øjeblikke i mit liv har været til koncerter.”

 

Hvilken koncert har været den fedeste for dig?

“Dem er der virkelig mange af. Her er dem, jeg først kommer til at tænke på: 

  • Tool i Royal Arena i 2022: Tool er suveræne, og jeg glæder mig vanvittigt meget til at opleve dem i år på Copenhell!
  • Nick Cave Roskilde i 2018: Nick Cave er mit livs præst.
  • Christine and the Queens (Chris/Redcar) i VEGA 2023: Jeg kan slet ikke forklare denne oplevelse, som var meget mere end en koncert. Det er så irriterende at sige: Men man skulle have været der 🙂

Og så har jeg været til koncerter, jeg vil definere som historiske (ikke nødvendigvis pga. selve koncerten, men fordi jeg fik mulighed for at se nogle af musikkens største helte live): 

  • The Rolling Stones på Roskilde Festival i 2014.
  • Metallica på Roskilde Festival i 2013.”

 

Hvilken koncert var så den værste?

“The Strokes på Roskilde i 2022. Denne gang er jeg enig med anmelderne, og anmeldelserne fra denne koncert taler for sig selv. Mit teenagehjerte græd, da jeg sammen med en masse andre publikummer forlod koncerten halvvejs inde i dyb skuffelse over, hvad der var sket med mine ungdomsidoler.”

 

Er der en artist, som virkelig har fanget din opmærksomhed, for nylig?

“Jeg skal til Fontaines D.C.-koncert (irsk postpunk) til november, så lige nu dykker jeg dybt i deres diskografi. Og så glæder jeg mig meget til, at de udgiver deres fjerde album til august.”

 

Hvad er den bedste festival i Danmark?

“Jeg er Roskildebarn, så Roskilde Festival har altid haft en særlig plads hos mig. Med det sagt, så var Copenhell sidste år (2023, red.) mit første år på Copenhell, og her blev jeg virkelig blæst bagover af stemningen og samhørigheden. Der er noget helt særligt over at stå på grus, blæst bagover af tung tråd og kigge op mod den store ulv på betonhallen helt ude på kanten af København.”

 

Hvilket år var Copenhell bedst ifølge dig?

“Sidste år (eftersom det er mit eneste Copenhell-år indtil videre :)) – men hvilket år til gengæld! Vilde koncerter med Gojira, Meshuggah og Pantera – og en helt særlig oplevelse at se Iotunn, som udover at være superdygtige musikere tog alle inden for Gehennas træer med på en rumrejse helt op nordpå.”

 

Spiller du selv i et band?

“Nej, desværre.”

 

Hvad er din all time favorite artist eller subgenre?

“Jeg fik min metalopdragelse ret sent (først rigtigt inden for de sidste tre år) og må betegne mig selv som en indie-/rockpige, som søger tilflugt i 60-70’er syrerock, punk og grunge – gerne både det hårde (som nok ikke er så hårdt for hardcore metalfans :)) fra 80-90’erne og nyere postpunk fra UK.

Men når det er sagt, har jeg en meget bred smag og vil helst ikke genrebegrænse mig. Jeg bliver ramt af alt slags musik og kan lide det!”

 

Har du nogle musik-relaterede tatoveringer?

“Nej, jeg har ingen tatoveringer.”

 

Hvor kan vi finde dig til den næste koncert?

“Jeg har en rigtig festivalsommer planlagt med en masse fede koncerter i vente (Northside, Copenhell, Øhavet, Syd for Solen). Og så er jeg frivillig i koncertvirksomheden HUN SOLO, som arrangerer koncerter med kvinder og kønsminoriteter, som på Copenhell i år står for en sommersolhvervsfejring (fredag d. 21. juni i Skoven), hvor vi skal brænde natten frem og hylde heksen og naturen i vækst. Det glæder jeg mig rigtig meget til!

Og så ser jeg også frem til at se Rammstein sende ild til vejrs fra dommedagstårne i Valbyparken i juli. Ogogog ikke mindst opleve mine store idoler i Queens of the Stone Age til Syd for Solen til august.”

Mads Pristed
Mads Pristed
Grafiker, lærerstuderende og finnofil 🇫🇮

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier