Metal A Day kommer med et par anbefalinger til næste års – eller kommendes års omgange af – A Colossal Weekend efter vores sidste besøg.
A Colossal Weekend, en festival for “tung og mørk, alternativ niche-musik”. En festival, der udforsker de traditionelle musikalske grænser. Det musikalske spektrum, man bliver præsenteret for, er meget bredt, men formår stadig at fastholde en mørk og dyster stemning. Vi giver 10 anbefalinger til oplagte navne til festivalen.
Festivalen har tidligere præsenteret navne som Godspeed You! Black Emperor, Cult of Luna, Russian Circles, Alcest m.fl. Der bliver dog også booket mindre og mere ukendte navne, så den eventyrlystne musikelsker på opdagelsesekspedition uventet kan støde på sit nye yndlingsband.
I den anledning har vi sammensat en liste over bands, som vi mener ville passe perfekt til denne festival. Undertegnede har her prøvet at komme med nye forslag til potentielle headliner-kandidater, men også mere ukendte navne, som vi mener, at festivalens gæster ville sætte pris på.
(Listen er i uprioriteret rækkefølge)
Dragged Into Sunlight
Hvis du gav mig muligheden for kun at booke ét band, så havde jeg booket Dragged Into Sunlight. Bandet er et anonymt kollektiv baseret forskellige steder i Storbritannien. Skulle man ikke kende til Dragged Into Sunlight, så er ”intens” det allerbedste ord, til at beskrive dem.
Et konfrontativt sonisk angreb i form af blackened death/doom, der til tider også bevæger sig ud i grindcore med undertoner af ambient og noise. I min mening en absolut must-have-bookning for denne festival.
Portal
Ved denne anbefaling bliver vi i det mørke og mystiske dødsmetal. Portal er et eksperimentalt dødsmetal band fra Australien og bliver ofte omtalt som et af de sværeste bands, at tilpasse sig.
Deres dissonante avantgarde deathmetal er noget, der ofte skræmmer lytteren væk, men tager man sig den ekstra tid, det kan tage at fordybe sig ordentligt i Portals forvrængede og disharmoniske lyd, vil man ikke blive skuffet.
Heaven In Her Arms
Japanske Heaven In Her Arms skaber en velbalanceret kombination af post-rock, hardcore og blackmetal. De skifter ubesværet fra stille post-rockede sektioner til aggressive tremolospillede og hylende blackmetal-sektioner.
Bandet har ’kun’ tre fuldlængdealbums ude indtil videre, men hvis de bliver booket, så kan festivalens gæster se frem til en koncert, der kommer til at være intens, men samtidig smuk og let som en fjer.
world’s end girlfriend
Har du nogensinde undret dig over, hvordan det ville lyde, hvis man blandede orkestralt post-rock med breakcore og undertoner af jazz? Det er lige præcist, hvad japanske world’s end girlfriend har formået at lave.
Repertoiret er stort, så der er meget at dykke ned i, men man skal være klar på et blidt lydbillede med kompleks struktur og smukke melodier. Bestemt et band, der er værd at give mere anerkendelse.
Eleanora
Belgiske Eleanora spiller i form af atmosfærisk sludgemetal, der implementerer post-hardcore/scremo i lydbilledet.




