Anmeldelse af Igorrr + Amenra + Der Weg Einer Freiheit + Hangman’s Chair. Store VEGA, Kbh. 9. april 2023.

Denne aften bød på et yderst bredt musikalsk spektrum, og dét kan betale sig at tage ind at opleve.

Foto: Bjørn Bavngaard

Hangman’s Chair

Jeg ankommer til VEGA, i hvad, jeg tænker, er i god tid taget i betragtning af, at den oplyste koncertstart var 20:00, men bandet er gået på før tid, hvilket resulterer i, at jeg misser starten af koncerten.

Jeg når stadig størstedelen af første koncert, som er franske Hangman’s Chair. Da jeg undersøgte firemandsbandet inden koncerten, blev de klassificeret som sludge/stoner, så dét var, hvad jeg forventede. Da jeg så står i koncertsalen, bliver jeg mødt af noget, der minder mere om en doomet omgang soft-rock med blide melodier, der periodevist skifter over i sektioner med et lidt tungere auditivt grundlag.

Lysshowet og sceneudsmykningen holder sig rimelig primitivt gennem hele showet. Bag bandet hænger et sort banner, hvor der er tegnet et stort og simpelt øje i midten. Lysshowet holder sig kun til én farve ad gangen størstedelen af tiden, hvilket fungerer ret godt til musikken.

Lyden er fin og Cédric Toufoutis’ vokal går klart igennem og passer godt til det afdæmpede guitarspil. Jeg har som sådan ikke noget negativt at påpege om koncerten, mange af de ting, de gjorde, fungerede godt. Dog står jeg heller ikke tilbage med en overvældende positiv følelse.

Hangman’s Chairs musik er dejlig behageligt og afslappende. Det ender næsten med at føles som en slags ”musikken, der stille spiller i baggrunden, men ens date er på besøg” eller som en tilfældig koncertgænger, jeg talte med, beskrev dem: ”En lidt mere doomet kopi af Alice In Chains, der er blevet populære 30 år for sent”.

Der Weg Einer Freiheit

Næste band laver noget af et genreskift fra soft-rock. Tyske Der Weg Einer Freiheit spiller nemlig lange numre af atmosfærisk blackmetal, der danner et fangende sonisk lydlandskab. Det lader til, at publikum er entusiastiske over dette band, da fremmødet er gået fra næsten ingen ved Hangman’s Chair til et tæt på stopfyldt Store VEGA.

Lyset er dæmpet, inden bandet bevæger sig ind på scenen, og der er blevet stillet to stativagtige metalpæle ind på scenen, der hver især viser bandets initialer. Det er tydeligt, at Der Weg Einer Freiheit prøver at udsmykke sig på en bestemt måde. Stativerne er lavet, så det ligner, at der er spindelvæv mellem bogstaverne, og den overordnede æstetik minder en smule om Wiegedoods genkendelige logo af træpinde, der også har et slags rituelt og totemagtigt udseende over sig.

Bandet går ind på scenen og starter første nummer. Lyden sjusker en smule i starten, men efter et kort stykke tid lyder det til at være rettet op på. Den går faktisk hen og kan næsten beskrives som rummelig til tider, hvilket fungerer godt i den store koncertsal. Der Weg Einer Freiheits lyd er meget storslået og præsenterer lytteren for lydbilleder, der kræver koncentration at bearbejde ordentligt.

Det ene øjeblik befinder man sig helt oppe mellem skyerne i lyduniverset, hvor alting går hurtigt: blackmetalvokalen bliver skreget skingert ud i rummet, den proaktive lead-guitar spilles agilt med melodisk tremolo-picking, og de tordnede trommer stormer derud af – og det andet øjeblik synker man ned i lyduniversets mørke undergrund, hvor guitarsamspillet er beroligende, samtidig med at den stemningsdannende undertone af blid ambiance fastholdes og akkompagneres smukt af Nikita Kamprads clean vokal.

Lysene til Der Weg Einer Freiheits er ganske glimrende. Det meste af tiden foregår det dæmpede lysshow i de kortere bølgelængder, men tit bliver der gjort brug af velkoordineret strobelys, der i specifikke sangpassager lyser mod et (eller flere) af bandets medlemmer og fremhæver vedkommende.

Overordnet leverer Der Weg Einer Freiheit en intens lytteoplevelse, der samtidig indebærer smukke elementer og lader lytteren få pusten i de mere dæmpede passager. Atmosfæren hiver én ud i soniske lydlandskaber, hvor det er op til lytteren selv hvor meget koncentration, der skal dedikeres til at nyde musikken.

Amenra

Belgiske Amenra er aftenens andet hovednavn før Igorrr, og allerede nu er salen propfyldt.

Bandet eksperimenterer meget med genrer, hvilket skaber en fængende lytteoplevelse, der kræver, at man som publikum dedikerer 100 % af sin opmærksomhed til musikken. Et doomet sludge-grundlag med melodiske tendenser fra post-rock/metal-genren, der alt sammen er præget af en meditativ inderlighed, hvor vokalspændvidden skifter mellem fransksproget skønsang og benhård hardcore-vokal, ville være en passende måde at beskrive Amenras lydunivers på.

Jeg kendte ikke bandet på forhånd, men havde fået at vide, at jeg skulle glæde mig, da bandet eftersigende har nogle fængende liveshows.

Alt lyset i salen bliver slukket, og en projektor tænder og begynder at projicere retro-sort/hvide-videoer af skove, vandløb og andre naturlandskaber på væggen bag dem. Bandet bevæger sig ind på scenen og begynder første nummer. Der går ikke længe, før jeg er fuldstændig opslugt af deres performance. Meget af tiden er den eneste lyskilde i hele salen projiceringerne på væggen. Det skaber en meget dyster stemning, og projiceringerne får det næsten til at føles som et slags teaterstykke eller en filmfremvisning fremfor en koncert.

Amenras alsidige og genrenedbrydende musik går også perfekt hånd i hånd med æstetikken af deres visualiseringer. Det er mørkt og dystert, men samtidig gudesmukt. Optræden bliver også mere og mere kryptisk. Videoerne ændrer sig gradvist til ting som forladt victoriansktidslignende arkitektur, klostre og kirker, gamle tilvoksede statuer samt naturfænomener, der nu vises baglæns.

Rent musikalsk gør bandet det fremragende, og publikum opfylder de krav, som Amenras musik stiller: at man er stille og koncentreret (på nær én svensker oppe foran scenen, der gentagne gange bliver bedt om at dæmpe sig).

Amenra opbygger længe til melodiske højintensitets passager, der eksploderer i crescendoer, præget af hardcore-vokal, hvor atmosfæren strømmer ud i deres smukke lydlandskab som floderne på projiceringerne, til enormt stille og æteriske passager, hvor Colin H. Van Eeckhouts blide vokal lægger sig fint op ad det melankolske guitarspil.

Amenra fremførte et forrygende sceneshow, der vægtede de kreative aspekter og idéer, som jeg aldrig har oplevet før til koncerter– og det virkede enormt effektivt.

Igorrr

Aftenens hovednavn er franske Gautier Serre, bedre kendt som Igorrr. Han er kendt for at skabe en meget unik lyd ved at fusionere ikke-relaterede genrer såsom breakcore, døds- og blackmetal, klassisk, elektronisk, barokmusik m.fl.

Efter hvad der føles som lang ventetid mellem Amenra og Igorrr, træder Gautier Serre endelig op på sit podium, der er blevet opstillet på scenen med synthesizers, MPC-pads og andet mærkeligt udstyr.

Gautier Serre går i gang med den skizofrene intro til ”Paranoid Bulldozer Italiano”, og resten af femmandsorkesteret, som består af JB Le Bail (hård vokal), Marthe Alexandre (sopran-vokal), Martyn Clément (guitar) og Sylvain Bouvier (trommer) bevæger sig ind på scenen og gør klar til at åbne ballet. Dog opstår en teknisk fejl, og alle instrumenter og mikrofoner dør pludselig midt i nummeret. Publikum tager det pænt, og efter få minutters desperat ventetid er lyden fikset og bandet er klar igen. Resten af koncerten er lyden heldigvis helt fin, og vi støder ikke på flere tekniske problemer.

Til sangen ”Nervous Waltz” fra albummet Spirituality and Distortion begynder Gautier Serre at stå og dirigere med hænderne, som om publikum er et orkester, til den violinfokuserede klassiske intro, der lyder som noget, der kunne have været tyvstjålet fra Mozart eller Antonio Vivaldi. Den klassiske intro bliver hurtigt fulgt op af guitar, trommer og operavokal, og vi kommer ud i noget betydeligt mere metalpræget.

Nummeret bliver efterfulgt af fanfavoritnumrene ”Downgrade Desert” og ”Camel Dancefloor” fra samme album, der begge er inspirereret af Mellemøstens traditionelle og primitive strengeinstrument-lyd.

Både JB Le Bail og Marthe Alexandre får meget frihed til deres vokaler på nummeret ”ieuD” fra albummet Savage Sinusoid, der størstedelen af tiden er båret af klangfuldt cembalospil, som bliver komplementeret af tungt guitarspil og den korte og fjollede blokfløjte-outro, som Gautier Serre faktisk spiller live på en rigtig blokfløjte.

Vi bliver også mødt med nummeret ”Parpaing” (der oprindeligt har Corpsegrinder fra Cannibal Corpse på vokalen), som muligvis er det mest metalprægede nummer, vi hører i aften. Her får JB Le Bail i den grad også lov til at growle og vise, hvad han kan på vokalen.

Efter endnu mere avantgarde og komplet flamboyant vanvidsmusik starter nummeret ”Cheval”, der starter med gammeldagslydende franskinspireret trækharmonikaspil, og efter lidt tid fortsætter flydende over i ”Apopathodiaphulatophobie”. Efter dette nummer forlader alle bandmedlemmer scenen. Gautier Serre vender dog hurtigt tilbage til sit podie og starter det breakcore-prægede titskiftende og skizofrene nummer ”Robert”, der har sit famøse vanvidsbreakdown i midten af nummeret.

Efter en lang opbygning når sangen sit klimaks, og hele bandet kommer ud på scenen igen denne gang uden deres instrumenter og headbanger vildt til det fuldstændige skøre og skizofrene nummer. Lysene går amok, bandet går amok, publikum går amok. Alting kører på 110 %, og bandet stråler mere igennem nu end på noget andet tidspunkt.

Igorrr er musik for folk, der gerne vil udfordre sig selv, og dét blev man også i aften. Vi fik kastet klassisk, breakcore, metal, barok og alt muligt andet i hovedet, og vi tog alle imod det med store smil.