Alice Cooper

MAD-koncertgænger: Nanette Madsen

-

Den ene halvdel af Metal Sisters-fællesskabet, Nanette Madsen, har svaret på ugens voxpop.

 

Foto: Privat.

 

Hvorfor tager du til koncerter?

“Fordi jeg er nysgerrig! Det er ligesom at køre i (rock’n’)roller-coaster. Nogle koncerter bygger sig op over aftenen, og man må afvente på forløsningen. Pludselig fanger bandet, rummet eller publikum. Det sug, det giver i maven, når musikerne formår at få passionen ud over scenekanten er livs-drug. Og så elsker jeg at opleve andres glæde ved musikken. Der er mange grunde til at gå til koncert. Men lige meget hvor jeg peger hen, så handler det jo i bund og grund om musikken. At opleve det, som du kender så godt, finde nye bands og at mærke musikken gennem hele kroppen.”

 

Hvilken koncert har været den fedeste for dig?

“Jeg ville være oprigtig ked af at skulle pege på én koncert. Men jeg kan pege på den, som fik mig til at gå til heavy-koncerter: Det var Metallica 1991, som varmede op for AC/DC på Gentofte Stadion. Før den havde jeg lyttet meget til The Doors, Hendrix, Pink Floyd og mange flere fra den gamle skole – men efter den koncert så dykkede jeg ned i den fantastiske, passionerede heavy metal-verden. Koncerten på Gentofte husker jeg som noget helt særligt. Jeg gemmer mine koncertbilletter – og på gammeldags facon så klistrer jeg dem i en scrapbog og skriver, hvem jeg var inde at opleve koncerten med. Det gør, at jeg husker alle de fantastiske oplevelser og menneskene, jeg oplevede dem med. Det giver alle koncerterne en helt særlig historie.”

 

Hvilken var så den værste?

“Jeg har ikke brug for at pege på ‘den værste’, for jeg har været til mange koncert, fordi andre elsker netop det band – jeg har lovet mig selv at være åben og nysgerrig, og derfor har jeg også set en del koncerter, som ikke har givet mig kicket. Men de har givet mig en forståelse af, at jeg kender min smag og referencer rigtig godt. Og så har jeg fået lov at opleve en vens passion. Og det er vel ikke så værst, vel!?”

 

Er der en artist, som virkelig har fanget din opmærksomhed, for nylig?

“Det er vist ikke nogen hemmelig, at jeg har et super soft spot for Mister Mojo Risin – digtene, læderbukserne, musikken. ”you can burn out if you haven’t been on fire”–agtigt…. men det er mit romantiske take – for en nyere bidrager på scenen så finder jeg NAKKEKNAEKKER spændende, og de trækker mig tilbage til tiden, hvor Master of Puppets, Overkill, Metal Church og Exodus dominerede.” 

 

Hvad er den bedste festival i Danmark?

“Mit ubetinget yndlingsspillested er VEGA i København, som jeg har været nabo til i 20 år. Så når When Copenhell Frezzes Over rammer det træbeklædte musiktårn, er det for mig toppen. Musikken, rammerne og Vesterbro. Tre ud af tre.”  

 

Hvilket år var Copenhell bedst for dig?

“Pantera i deres rekonstruktion 2023. Tak.”

 

Spiller du selv i et band?

“Jeg har mit helt eget private natband med et sæt trommestikker og min Gibson Les Paul Special II Le-begynderkit. Det er kun mig og mig, som forsøger at få lidt rene toner frem – jeg kommer ikke til at straffe nogen med mit manglende talent og har ingen ambitioner om nogensinde at komme i et band.”

 

Hvad er dit all time favorite artist eller subgenre?

“70’ernes psykedeliske rock, jeg elsker 80’ernes thrash metal. Hendrix, Doors, Bowie, Motorhead, Danzig, Anthrax, Black Sabbath, Rival Sons, Exodus, Grand Funk Railroad, Cantrell, Judas Priest, Zeppelin, Leaf Hound…. Listen er tusinde kilometer lang!”

 

Har du nogle musikrelaterede tatoveringer?

“Jeg har lynet fra Ziggy Stardust på min arm. Den fik jeg sammen med min storesøster – Bowie har altid været vores musikalske lim.”

 

Hvor kan vi finde dig til næste koncert?

“Fredag d. 26. oktober 2018 ramte BAEST og I’II Be Damned i Lille VEGA – et brag af en velkomst på den Københavnske scene, og første gang jeg så dem til koncert. Jeg glæder mig derfor til d. 23. marts, hvor BAEST indtager Store Vega – eller som de selv skriver: ”BAEST river Store VEGA fra hinanden”. Og så det spændende at følge dansk metal og den eksplosive rejse, den er på.”

Mads Pristed
Mads Pristed
Grafiker, lærerstuderende og finnofil 🇫🇮

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier