Alice Cooper

MAD-koncertgænger: Rachel Phoebe Davies

-

Queen Of The Night-DJ på Zeppelin Rock Bar og kommende konferencier på Nordic Noise 2024, Rachel Phoebe Davies, har svaret på spørgsmålsrunden.

 

Foto: Jan Bakhauge.

 

Hvorfor tager du til koncerter?

“Jeg har altid haft et behov for at være der, hvor det sker, og hvor det går hurtigt. Mit hjerte banker for store crowds, lugten af sved, øl i håret og rock’n’roll.”

 

Hvilken koncert har været den fedeste for dig?

“Der er mange, der står mig nær, men jeg bliver nødt til at gå med første gang, jeg så Marilyn Manson, da jeg var omkring de 14 år. Jeg er i øvrigt kæmpe fan. Da gardinerne gik ned, løb tårerne instinktivt ned ad kinderne. Det var specielt for mit lille-pige-hjerte.”

 

Hvilken koncert var så den værste?

“Da jeg så Lorna Shore forleden, var der en fuld kvinde, der med fuldt overlæg mente, at jeg skulle have et kæmpe smask i ansigtet. Det skal lige siges, at det kom ud af det blå. Det var dog ikke selve koncerten, der var dårlig, tværtimod. Jeg nægter at sige Mötley Crüe. Nok mest for at trodse mængden.”

 

Er der en artist, som virkelig har fanget din opmærksomhed (for nylig)?

“For et par år siden gik jeg hen og blev glad for hard rock og glam metal fra 80’erne. Det er blevet til noget, jeg dyrker på daglig basis. Hvad ny musik angår, hælder jeg mere til bands såsom Lorna Shore og Slaughter To Prevail. Stor kontrast. Jeg er også glad for den danske ekstrem-undergrundsscene.”

 

Hvad er den bedste festival i Danmark?

“Hvis man som mig har en varieret smag, er den nødt til at gå til Copenhell. Jeg er en ’sucker’ for mange af de store stadium-navne såvel som up-coming bands, hvor der er smadder på. Det er balanceret. Selv hvis man er en person, der kun dyrker undergrund, kan man ikke benægte, at Copenhell er gennemført. Det, at noget er kommercielt, er ikke ensbetydende med, at det ikke er fedt.”

 

Hvilket år var Copenhell bedst ifølge dig?

“Linupet er altid stærkt, men de seneste par år har headlinerne været legendariske. Jeg lærte også at værdsætte og savne festivalen mere efter corona. For mig bliver det bedre for hvert år. Udover bands har man kun den sjov, man selv kan finde på, som Bølle-bob siger, og der har jeg indtil videre ikke skuffet mig selv.”

 

Spiller du selv i et band?

“Det gør jeg ikke. Jeg har spillet klaver i mange år og altid sunget. Det er ikke udelukket i fremtiden.”

 

Hvad er din all time favorite artist eller subgenre?

“Da jeg var yngre, var jeg mest til ‘Nu-metal’ og ‘Industrial’ og ellers ‘Goth-rock’. I dag er jeg mere til 80’er glammetal, hardrock og sleaze metal. De første, jeg umiddelbart kommer til at tænke på, er W.A.S.P og det meste, Ronnie James Dio har rørt. Jeg værdsætter en stærk vokal.”

 

Har du nogle musik-relaterede tatoveringer?

“De fleste af mine tatoveringer er film- og horror-relaterede. Siden jeg selv begyndte at arbejde i tattoo-branchen, har jeg fået en del inspireret af 80’er glam-metal scenen. Jeg har også et par Marilyn Manson-relaterede tusser, jeg fik som rimelig ung.”

 

Hvor kan vi finde dig til den næste koncert?

“Der er en masse i kalenderen. Indtil videre er Architects + Spiritbox + Loathe i Forum (d. 29. januar, red.) næste stop.”

Mads Pristed
Mads Pristed
Grafiker, lærerstuderende og finnofil 🇫🇮

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier