Mads Pristed ser tilbage på Copenhell 2019 med de bedste og mest skuffende koncertoplevelser ifølge ham.

Årets Copenhell bød på mange gode koncerter, men desværre ikke nogle uforglemmelige, mindblowing oplevelser, som Slipknot i 2015, Alice Cooper i 2016 og Nightwish i 2018.

TOPPEN:

Ten Years In Hell: 4,5 stjerner (Hades, lørdag d. 22. juni)

Hvordan fejrer man et ti års jubilæum for en festival? Svarmulighederne er mange, men det bedste svar er en koncert, hvor 40 danske musikere spiller covernumre af kendte rock- og metalnumre. Jubilæumsnumrene “Ulvens Ed” med Omvendt Korstog; Jacob Binzer (D-A-D), Tim Christensen (Dizzy Mizz Lizzy), Niklas Sonne (Defecto), Casper Popp (Bersærk) og Allan Tschicaja (Pretty Maids) samt “Hårde Tider” med Nyt Liv blev selvfølgelig også spillet for fuld hammer.
Til slut blev Gasolins udødelige klassisker “Rabalderstræde” spillet til manges glæde, på trods af at det ikke just var “heavy metal”.

Slipknot: 4,5 stjerner (Helvíti, fredag d. 21. juni)

Slipknot er gode til at skabe mystik og hype om deres medlemmer, musik og nyheder. Så gode, så jeg havde forventet, at deres kommende album, We Are Not Your Kind, ville nå at udkomme inden Copenhell. Det gjorde det som bekendt ikke, og vi må vente indtil 9. august.
Men det var alligevel en god koncert, hvor de spillede alle de gamle klassikere. Dog var deres koncert på Copenhell 2015 en anelse bedre, fordi det var federe at høre de nye sange fra The Gray Chapter-albummet, end de gamle fra selftitled (Slipknot) og Iowa-skiverne.

Eluveitie: 4 stjerner (Hades, lørdag d. 22. juni)

På trods af, det tidlige koncerttidspunkt (14:45), og at de kun spillede i 45 minutter, så var det en rigtig god koncert. De fik hurtigt skabt en eventyrlig stemning, som man også kan høre på deres nye album Ategnators fra april.
De sagde flere gange, hvor taknemmelige de var over, at der var så mange til deres danske koncert, hvilket publikum gengældte.

Heilung: 4 stjerner (Hades, fredag d. 21. juni)

D. 28. juni udkom Heilungs andet album, Futha, så koncerten var en optimal opvarmning til releasen. Ulempen ved Heilungs musik er, at det er svært at skille de forskellige numre fra hinanden, hvilket også kom til udtryk til koncerten. Men for fanden, hvor lød det godt alligevel! De er så originale, autentiske og musikalske, så man bliver helt tryllebundet. Læs anmeldelsen af Futha her

Halestorm: 4 stjerner (Hades, torsdag d. 20. juni)

Halestorm (billedet, øverst) spillede et hitshow med bl.a. “I Miss The Misery”, “Mz Hyde”, “Freak Like Me” og “Love Bites (So Do I)”. Også nye numre som “Do Not Disturb”, “Uncomfortable” og “Chemicals” fik lov til at shine.
Onde tunger vil mene, at de er for pop-rockede, men deres koncert var fuldt berettiget. Det var uden tvivl den bedste koncert om torsdagen.

Forsangeren, Lzzy Hale, var overbevisende i sin vokal og trommeslageren, Arejay Hale, (Lzzys lillebror) havde så meget overskud, så han jonglerede med (små) trommestikker og spillede med mega trommestikker (cirka en meter lange hver). Det var en fornøjelse bare at se på ham spille. Lead-guitaristen, Joe Hottinger, og bassist, Josh Smith, var også yderst velspillende – et perfekt teamwork.

Copenhello med Halestorm. Fotograf: Copenhell

BUNDEN:

Scorpions: 1 stjerne (Helvíti, lørdag d. 22. juni)

I 2016 spillede Scorpions også på Copenhell. Som bekendt blev koncerten udsat for et skybrud af dimensioner. Det var selvfølgelig træls for bandet og fans, så det virkede kun fair at give dem en ny chance lørdag nat. Men det gamle tyske band er blevet for gammelt. De første tre kvarter var en ørkenvandring af dårlig lyd, både vokalt og instrumentalt. Man skulle vist være over 50 år for at blive fanget af nostalgien.

Slash: 2 stjerner (Helvíti, torsdag d. 20. juni)

Den gamle guitarist i Guns N Roses behøver ingen introduktion – det klarer hans diskografi for ham. Selvom det var featuring Myles Kennedy and the Conspirators, havde man forventet, at de ville spille “Sweet Child o’ Mine”, “Welcome To The Jungle”, “Paradise City”, “November Rain” eller “Knockin’ On Heavens Door”, og ikke kun “Nightrain”.
En ærgerlig følelse i modsætning til Glenn Hughes, som spillede både Deep Purples “Smoke On The Water” og “Highway Star”.
Men Slash kan stadig spille guitar som ingen andre.

Tool: 2,5 stjerner (Helvíti, torsdag d. 20. juni)

Det er svært at kritisere et band som Tool, som er så kunstneriske, musikalske og kreative. Men ikke desto mindre forblev deres koncert lidt tam og fjern. At man vælger at placere forsanger Maynard James Keenan bagerst på scenen er et modigt valg. Jeg forstår godt pointen om, at der så er mere fokus på selve musikken og ikke afsenderen.
Tool formåede at være mere anonym og upersonlig end Slipknot, som bærer masker.

Under hele koncerten var der flot baggrundsgrafik på storskærmene, men for at gøre showet mere varierende kunne man have valgt at have filme bandet ved hver anden eller tredje sang, så man kunne se, at de var der, og de spillede for en.