Alice Cooper

Årslister 2019 – Anders Lundtang Hansen


Jeg har også en mening!

Mine ti tunge ting fra 10’erne (2010 – 2019)

 

Foto: Tommy Sonne Skøtt

 

Jeg har allerede talt om mine favoritkoncerter og plader fra 2019 i et afsnit af vores podcast-serie, så jeg vil gøre ligesom Esben og se på, hvilke plader fra det forgangne årti, der virkelig rykkede mig hårdt og fik de fleste rotationer på mit virtuelle anlæg!

Men for at forstå min liste – som (selvfølgelig) er helt subjektiv og urangeret i rækkefølge – bliver jeg nødt til at dele en lille hemmelighed med dig:

Jeg ejer ikke en pladeafspiller. Jeg har en CD-afspiller med mulighed for at spille kassettebånd, som ikke har været i brug i flere år – Jeg lytter digitalt, fordi musikken er let at anskaffe sig, og man hurtigt kan veksle mellem dét, som man gider høre og ikke høre.

Der er stof nok til hele romaner om udviklingen og nærværet i musiklytteroplevelsen, men min pointe er her blot den: At jeg i løbet af en hverdag og arbejdsdag er så velsignet, at jeg kan lytte til den musik, jeg lyster.
Derfor forsøger jeg at lytte til meget forskelligt (hovedsageligt metal), der lander i redaktionens indbakke; hvad venner foreslår, hvad der udgives løbende; samt hvad Spotify foreslår mig at lytte til, baseret på hvad jeg har lyttet til den seneste tid.

Det ugentlige regnestykke betyder, at der ryger meget musik gennem en uge hos mig, og meget lidt af det bliver hængende. Jeg er selektiv, så det batter. Medmindre jeg skal anmelde en skive, så er jeg en værre magelig konge på sin trone, der efter 34 sekunder af en plade – fraset en sikkert irriterende stemningsfyldt intro, der intet siger om bandet ellers – blot konstaterer: Produktionen er lort, vokalen er hæslig; det gider jeg ikke spilde 50 minutter af mit liv på. NÆSTE!

Resultatet bliver, at jeg sammensætter spillelister med numre fra skiver og ikke hele plader, fordi jeg vil bruge tid på de gode numre; og helt ærligt: så fede hele plader udgives der jo ikke længere? Eller tager jeg fejl?

Pointen er, at når jeg så endelig vil falde tilbage til fuldlængde plader, hvor min finger “nogenlunde” kan holde sig fra ‘skip’-knappen til de fleste numre, så er det svært at finde dem, men det er vist lykkedes for mig nu!

 

10. Slipknot.5: The Gray Chapter – 2014.
Nu siger jeg måske noget kontroversielt: All Hope is Gone, som kom før denne udgivelse, var en kedelig skive. Bandet var blevet magelige og sov på laurbærene; for mange kedelige numre, ballader og mangel på vildskab og for den sags skyld fortællerlyst andet end indbildte, påtagede meninger.

Spol så lige et dødsfald og en fyring af et stiftende medlem frem, og så har vi et band, der atter har vreden til at skrive numre, der viste, hvorfor de var så meget mere et sammenrend af for mange mennesker med masker på. Her var ærlige tekster og inderlig utilfredshed.

Jeg siger ikke, at man laver god musik i modvind, men den her skive er da et tæt bevis på det!

 

9. Suicide SilenceThe Black Crown – 2011
Her har vi nok min indgangsvinkel til deathcore, og det kan andre så mene, er en skidt ting; men jeg havde længe læst, at bandet var inspireret af bands som KoRn og Deftones, som jeg elsker, så der måtte da gemme sig noget i musikken, jeg umiddelbart ikke havde spottet hidtil.

Uomgængelig på udgivelsen er sangen “You Only Live Once”, som jeg hører konstant! Er du virkelig vred, så skal du høre “Fuck Everything”, og så har du bekræftet dig selv i, at verden er et møgsted; og så slutter du lige af med “Witness the Addiction” hvor Jonathan Davis fra KoRn er med på vokalen (der var forbindelsen måske?), og så er man sikker på, at man skal dø.

At forsangeren Mitch Lucker så også døde under tragiske omstændigheder året efter udgivelsen, sætter hans tekster i endnu større relief – du skulle have søgt hjælp, kammerat!

 

8. GojiraMagma – 2016.
Jeg har set flere, der hader den her skive: Men jeg elsker den, og ved du hvorfor? For at blive ved stoffer og afhængighed, så var den her relativt sene udgivelse mit gateway drug ind i en verden med mere progressiv metal fordi… Ja, jeg indrømmer det, deres tidligere plader var på daværende tidspunkt for udfarende og legende, end jeg kunne holde til: Hvor var melodien og omkvædet?

Det fandt de så praktisk talt på den her skive, selvom der da er afstikkere, men den her plade gjorde mig til fan på stedet, så jeg stadig finder den dugfrisk at sætte på, da den er så lettilgængelig, men hvis man forsøger at fordybe sig i den, så finder man stadig den dag i dag guld i den – der er ingen grund til at fremhæve sange; hele pladen skal høres!

 

7. AvatarHail the Apocalypse – 2014.
I en verden af metal, hvor alle vil kræve dine ørers tid, mens de alligevel er kopister eller ikke tør være dem selv, kom der en redning i form af svenske Avatar!

Hail the Apocalypse er for mig stadig her, hvor bandet toppede, før de forsøgte at lefle for meget for pøblen med for meget ren vokal og blev liiiidt for meget en mellemvare, men hvor de heldigvis havde lagt deres præ-deathcore fra sig.

Hør bare titelsangen og skip direkte over til nummeret “Tower” og prøv at regne ud, at det faktisk er samme band, der har lavet begge sange – eminent skrevet af et band med stort set samme besætning hele vejen fra start til nu!

Bandets betydning er understreget for mig ved, at jeg har tekstbidden “All Flesh is Equal When Burnt!” fra bandet tatoveret på min venstre overarm… At det så kommer af en fuldemandsudfordring med en veninde, er en anden sag; jeg fortryder den inderligt ikke!

 

6. The ErkonautsI Shall Forgive – 2017
Hvem? Spørger du måske. Men dette band er et bevis på, at Schweiz kan lave andet end Eluveitie og Celtic Frost i min bog.

Atter har vi et skønt band, der formår at skrive gode progressive metalsange, uden det skal ende i show off eller indviklede passager, som man skal have en Ph.d. i musikanalyse for at se skønheden i.

Man må altså gerne lave musik til masserne om alvorlige emner (overgreb) og samtidig gøre dem spiselige, så budskabet kan nå ud til mange; og det gør The Erkonauts så godt efter blot to fuldlængde skiver (det her er den anden), at jeg har høje forventninger til den næste!

 

5. Nothing MoreThe Stories We Tell Ourselves – 2017
Så er vi ude i en rigtig omgang alternative popmetal, som ville falde pladask ned i skålen hos Prime Collective. Ergo: Jeg elsker det!

Det er store hooks, en bombastisk vokal, godt sovset ind i effekter; og musikken er ikke svær at afkode. Den er lige til at finde ud af. De mange mellemspil på pladen gør den også endnu mere interessant at lytte til.

Den her plade er den slags, at enten elsker du den, eller også kaster du den i brændeovnen med det samme. Der findes ingen mellemvej her – men jeg vil altid forsvare den!

 

4. Parkway DriveDeep Blue – 2010.
Hvis du havde prikket mig på skulderen tilbage på The Rock i København, da vi var en intern flok, der så disse australiere live og sagt, at cirka et årti senere ville mange metal-meningsdannere sige, at det her band kunne blive det nye store efter de gamle dinosaurusser – så ville jeg have været tilbøjelig til at tro dig!

Derfor tager jeg bandet med her, fordi de SKAL med, da jeg har været fan i snart 15 år; og jeg baserede halvdelen af mit daværende bands lyd på Parkway Drive, fordi de kunne skrive metalcore med hooks, breakdowns, MEN heldigvis uden de pivende omkvæd.

Hvorfor lige Deep Blue? Her må jeg erkende, at én plade skulle vælges, og jeg kan bare huske, at jeg havde lave forventninger til den, for hvordan kunne de umuligt overgå sig selv – og så er man vel dansker og broksommelig som udgangspunkt.

Men… De skuffede mig ikke, og jeg er stadig fan!

 

3. AphyxionVoid – 2019
Her må jeg også lige hurtigt komme med en forklaring: Jeg mener, at den danske metalscene aldrig har set bedre ud, men jeg skal være ærlig at sige, at når det kommer til fuldlængde danske udgivelser, jeg gider hører fra start til slut uden besøg af den famøse skip-finger, er der langt, langt mellem snapsene.

Faktisk ville jeg slet ikke have taget Aphyxion med, men qua visse andre redaktionsmedlemmer (I ved, hvem I er!), der insisterer på at sætte “det samme” på hver gang på kontoret, når jeg vil høre noget nyt, så kom ripensernes nyeste skud på stammen sgu på mange gange herhjemme også!

Og den groede/gror sgu på mig! Jeg finder stadig detaljer ved deres ellers ret så melodiske popmetal, som jeg finder interessante og som gør, at bandet hermed er med i min sparsomme Hall of Fame over bands, som jeg gider høre fra start til slut, når jeg selv skal bestemme.

Atter et eksempel på, at man kan skrive umiddelbare lettilgængelige metalsange, men stadig gemme lækkerier til senere lytninger.

 

2. DevilDriverWinter Kills – 2013
Hvis du bare kender mig en anelse, så ruller du vel med øjnene lige nu og tænker: “Selvfølgelig!”. DevilDriver kan jeg næsten klandre for at være dét band, hvor jeg ikke længere var jævnlig turist i metalverden, men overgav mig til blastbeats, growl og de andre herligheder.

Jeg er derfor lidt immun for kritik her, så hvis du vil have svar på, hvorfor lige den her plade er med, så kan jeg kun svare på samme måde, som når man skal hylde et andet metal-band, der lige har parkeret det turnerende liv i kufferten: fordi: DEVILDRIVER!

De kan ikke gøre noget galt i min bog, og dem der løfter hånden og siger noget om en country-cover-plade, ryger over knæet og anklaget for fake news – det er noget, du har drømt!

 

1. KataklysmMeditations – 2018.
Jeg slår lige fast igen, at dette ikke er en nummerrækkefølge efter, hvad jeg bedst kan lide, thi den slags er umuligt, men når jeg skal pege på et band og for den sags skyld en skive, som forsikrer mig om, at jeg er fortabt til metal, så bliver det canadiske Kataklysm med Meditations.

At så nogle røster mener, at bandet kammede over til at lege liiidt for meget med melodisk dødsmetal på den pudsige betitlede Meditations, har jeg kun hån tilovers for: Den stil har hele tiden været der.

Bandet er leveringsdygtige i metal, som har et fængende hook, men det gemmer sig altid lige bag ved brutaliteten og bliver ikke forstyrrende for den lytteroplevelse, man forventer af bandet.

Skulle nogen spørge mig, om jeg vil vise dem et godt dødsmetal-band, der er godt at starte med, og som jeg selv kan lide, så vil jeg ikke tøve med at foreslå Kataklysm.

 

Og til slut: Selvom dette er en personlig liste; hvis du ikke er enig, tager du fejl!

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar
Indtast venligst dit navn her

Discover

Latest

Harmløse, enkle, rolige opsange

Anmeldelse af: H.E.R.O. - Bad Blood. Release d. 3. april 2020 via Mermaid Records.   Hvis H.E.R.O. skulle sammenlignes med en superhelt, skulle det være Spider-man:...

Endnu dybere ned i afgrunden

Anmeldelse af: CABAL - "Drag Me Down". Udgives 03. april 2020 via Long Branch Records. Salamanderøjne og flagermusevinger er byttet ud med auditiv død og...

Mølgaard anbefaler: Metal i hjemmet

Har du brug for lidt inspiration til de lange dage som hjemmegående, så er her en “top 4” over forslag til, hvad du kan...

Paralyserende, paranormale Parkway

Anmeldelse af: Parkway Drive - Viva The Underdogs. Udgives: 27. Marts 2020 via Epitaph Records Against the grain, Against the odds, Against the world, Forever...

Den røde, vibrerende tråd

Anmeldelse af: Chronicle - "Demonology". Udgives 27. marts 2020 via Mighty Music. Chronicle rammer jackpot på anden fuldlængde, der kaster omkring sig med en røde...