Alice Cooper

Årslister 2019 – Esben Mølgaard

-

Ti tunge ting fra tierne!

 

Foto: Kenneth Holm Dahlin

At udvælge de ti bedste af stort set hvad som helst og særligt noget så bredt og subjektivt som metalalbums i et helt årti kræver et mod, måske endda et overmod, som jeg simpelthen ikke er i besiddelse af.
Det er derfor ikke meningen at den følgende liste skal læses som en rangering, og det er ikke meningen, at den skal være fyldestgørende eller uomtvistelig. Det er derimod en liste over ti metalalbums fra perioden 2010 til 2019, som jeg har bidt mærke i, og som jeg her på grænsen til 2020 (listen er skrevet i slut-december 2019. red) har lyst til at snakke lidt om:

 

Arch Enemy – Khaos Legions (2011)
Med pladen Khaos Legions sluttede en æra i den melodisk dødsmetal. Det er den sidste skive med Angela Gossow i front, og selvom Arch Enemy med Alissa White-Gluz og Jeff Loomis har rekrutteret nogle enormt talentfulde musikere, har bandets musik i de efterfølgende år ikke for mig levet op til det, der kom før.
Pladen hører måske stilistisk mere til det foregående årti, men med sange som “Under Black Flags We March” og min personlige favorit “No Gods, No Masters” vil den for evigt kunne fungere som kendingsmelodi for ungdommelig vrede i almindelighed og anarkisme i særdeleshed.

 

Mastodon – The Hunter (2011)
Jeg så Mastodon for første gang på Copenhell i 2012 og faldt pladask for dem. The Hunter er hverken deres mest populære plade eller den, der er mest karakteristisk for deres lyd, men jeg er vild med de skæve toner og nærmest lovecraftianske tekster. Selvom det ikke strengt taget er et koncept album, er The Hunter en helstøbt kreation lige fra den bizarre tre-kæbede tyr på coveret til sangene, der virker som noget, der er boblet på fra de mørkeste sydstaters sumpe.

 

Sabaton – Carolus Rex (2012)
Min indre nationalist har det lidt hårdt med at skrive denne plade på listen, men der er bare ikke nogen vej om, at med denne skive har Sabaton sat den moderne standard for storladne, episke power metal-albums.
På den fortæller de historien om den svenske stormagtstid fra 1611 til 1719, hvor landet under en række krigerkonger spillede europæisk storpolitik og gik fra sejr til sejr i krige over de omkringliggende lande, indtil Karl XII forsøgte at vinde en landkrig i Rusland.

Pladen er også bemærkelsesværdig for at være udkommet på både svensk og engelsk, således at man kan vælge, om man vil have den mere autentiske lyd, eller om man (hvis man er ligeså dårlig til svensk, som jeg) vil have en chance for at følge med i historien. Pladens helt store hit er uden tvivl titelnummeret om den unge Karl XIIs kroning og arrogance, hvor episkheden når helt vanvittige højder.

Er man ikke direkte allergisk overfor power metal, er der ingen undskyldning for ikke at tjekke den her plade ud.

 

Gojira – L’Enfant Sauvage (2012)
Copenhell 2012 var nok lidt et vendepunkt i mit liv, for det var også her, jeg hørte Gojira første gang og siden har de stået for ikke mindre end to af mine fem største koncertoplevelser, da de fik teltscenen på Graspop til at koge fuldstændigt over i 2016 og siden da lagde Store Vega ned i 2017.
Franskmændene mestrer som få at vandre mellem kompromisløs teknisk dødsmetal til eftertænksomme passager, der kæler for øregangene uden at lade lytteren slappe helt af. Dertil kommer, at de med numre som “Planned Obsolescence” viser, at de er et band, der vil andet og mere end bare spille god musik. Enhver gerning, der påvirker så mange mennesker som udgivelsen af en plade som denne, er i sin natur politisk, og det klæder Gojira at bruge deres platform til at henlede opmærksomhed på et område, de brænder for.

 

Behemoth – The Satanist (2014)
Jeg hørte første gang om dette mesterværk, da ingen ringere end Politiken vurderede skiven til seks ud af seks hjerter. Kontrasten mellem en anmeldelse i en avis, min mor læser, at karakteren gives i hjerter, og at den fucking hedder The Satanist, gør mig glad den dag i dag. At vurderingen er 100 % fortjent, kommer så oveni.

Skiven er udtryk for en kraftpræstation af dimensioner, der satte en ny standard for, hvor ond musik kan lyde og ligger i toppen af indtil flere lister skrevet af folk, der har den nødvendige arrogance til at rangere et helt årti. En af de ting, der får The Satanist til at virker bedre på mig end så mange andre ekstreme metaludgivelser, er, at Behemoth giver sig tid til at lade lytteren falde lidt ned mellem de gange, de bliver revet rundt, og så river ens øregange tilsvarende mere rundt, når det rette øjeblik melder sig. Dertil kommer, at albummet trækker på alle de tricks, religiøs musik har udviklet over århundrederne, når Nergal i starten af “Messe Noire” udbryder: “I believe in Satan” skal man være mere end almindeligt hårdnakket for ikke at gentage denne trosbekendelse.

 

Paradise Lost – The Plague Within (2015)
Den første plade med et band, ingen af mine klassekammerater kendte, jeg købte, var Paradise Losts One Second fra 1997, og de har måske lidt derfor altid haft en særlig plads i mit hjerte. De gamle englændere har bevæget sig mellem forskellige afskygninger af dyster rock og metal i de godt 30 år, de har været aktive, og The Plaggue Within hører helt klart til i den hårde ende, hvor de nok bedst kan beskrives som Death-Doom. Åbningsnummeret kundgører med “No Hope in Sight”, at vi alle skal dø, og at dette ikke er en plade, der lavet til at gøre dig glad. Den virker derimod for mig som en slags renselsesritual, der lader al trængsel og alarm flyde ud i et nihilistisk mesterværk og nogle gange er det lige, hvad vi har brug for.

 

Cattle Decapitation – The Anthropocene Extinction (2015)
Da jeg første gang hørte Travis Ryan, var jeg 30 år og troede ikke, at metalgenren rigtigt havde nogle chokværdi tilbage for mig.
Bevares, der var (og er stadig) bands, jeg ikke havde hørt, og jeg forventede dengang som nu, at jeg vil finde nye farvoritter i årene, der kommer, men jeg troede lidt, at det bare ville være variationer over og synteser af ting, jeg allerede havde hørt.

Men så godt toethalvt minut inde i åbningsnummeret “Manufactured Extinct” vrænger Travis Ryan sin stemme ud på en måde, som jeg dårligt nok har ord til at beskrive. Det er på en gang mere forvrænget end noget growl og så klart som den reneste børnesang. Nu skal det ikke lyde som om, resten af bandet bare agerer backing for en solo-artist, det er på ingen måde tilfældet. Cattle Decapitation er en velsmurt deathgrind-maskine og også på de numre, hvor vokalen er mere almindelig sparker de røv som få.

 

Ghost – Meliora (2015)
I den modsatte ende af det metalliske spektrum (hvis det overhovedet kan siges at have ender) finder vi Ghost. Både fordi det rent faktisk er en samling session-musikere og en bandboss, og fordi Ghost med sine smukke sataniske hymner til tider tangerer poprocken. Meliora er med sange som “From the Pinnacle to the Pit” og “He Is” spækket med ørehængene ballader, og det er et kunststykke i sig selv, hvordan de kan kombinere vanvittige satan-hyldende tekster, lydeffekter fra 80’er film om spøgelser med radiovenlige melodier, der ganske retvisende er blevet refereret til som ABBA-metal.

 

Judas Priest – Firepower (2018)
Det er ikke muligt at give metalgenren en entydig fødselsdag, men skulle man prøve, er et godt bud fredag den 13. februar 1970, hvor Black Sabbaths debutalbum ramte hylderne. Tager man dette bud for gode varer, står vi således på tærsklen til genrens sjette årti, og alligevel er der stadig fuld smæk på i hvert fald nogen af genrens grand old men. Med deres attende album, Firepower, slog Judas Priest fast, at de ikke er på vej nogen andre steder hen end fremad mod mere metal.

Bevares, man kan godt høre at Rob Halford, den selvudnævnte Stately Homo of Heavy Metal, ikke er 40 år længere, men på trods af den noget indskrænkede vokalspændvidde er der ikke skruet ned for entusiasmen, og NWOBHM-lyden lever stadig i bedste velgående.

Anaal Nathrakh – A New Kind of Horror (2018)
Jeg har aldrig været i krig, og jeg har ingen ambition om nogensinde at komme det, så man skal ikke tage mine ord for udtryk for andet end min fri fantasi, når jeg siger, at intet stykke musik fanger krigens vildskab og meningsløshed som A New Kind of Horror. Særligt mesterværket “Forward” rammer noget primalt i mig og vinder prisen for bedste brug af både ladegreb og maskingeværsalver i et stykke musik.

Den forvrængede, growlende vokal, der gør, at man kun næsten kan forstå teksten, passer endnu bedre til temaet om krigens gru end på ekstremmetalplader mere generelt. Det er lidt en joke, at når man kommer bare halvlangt fra mainstreamen i metal, er det som om, hvert band har sin egen lille genre, og her er Anaal Nathrak ingen undtagelse. Man kan vel beskrive genren som industrial blackened death metal, men mest af alt kan jeg bare opfordre jer til at høre pladen – den er vild.

Share this article

Recent posts

Mere ligegyldighed end håbløshed

Anmeldelse af: My Dying Bride - Macabre Cabaret. Udgivet 20. november 2020 via Nuclear Blast. Kun 8 måneder efter deres sidste plade er My Dying...

En omfavnelse af håbløshed

Anmeldelse af: Mitochondrial Sun – Sju Pulsarer. Udkommer 13. november 2020. All Noir. FREDAG DEN 13. ER KENDT SOM UHYGGENS DAG, HVOR UHELDET, ELLER ULYKKEN...

Djentlemen bringer liv

Anmeldelse af: Periphery - Live in London. Udgives 13. november 2020 via Century Media Records. Denne anmelder har været lidt ude, hvor han ikke kunne...

Død, pest og præst, men hvor er dynamikken?

Anmeldelse af: Plaguemace – Primal Priest. Udgives 6. november 2020. Selvudgivelse. UD AF DEN HORSENSIANSKE KLOAK ER KRAVLET EN HÅNDFULD PESTBEFÆNGTE ROTTER, DER HAR SLÅET...

Jesper Binzer redder farrocken

Anmeldelse af: Jesper Binzer - Save Your Soul. Release 6. november 2020 via Warner Music. Man kan godt tage Jesper Binzer ud af D-A-D, men...

Popular categories