Anmeldelse af: Pectora, Archangel + Steel Inferno, d. 26.04.2024 i Lokes Kælder – Gimle, Roskilde.

Fire koncerter på én uge! Det har været en bunke travle dage med mange indtryk, der slutter på Gimle.

Fotos: Gabriel Rasmussen

Tre bands med rødder i klassisk metal tager på tour i landet under banneret ‘Blood Speed & Leather Danmark 2024’. Jeg tog toget fra København for at være med til festen i Roskilde.

Steel Inferno

Dannet i 2012 spiller gruppen Speed Metal som i de gode gamle dage. Med tre albums på bagen, Aesthetics of Decay (2016), And the Earth Stood Still (2020) og Evil Reign (2022),  har bandet disse dage god vind i sejlene. De har besøgt festivaler som Copenhell og Metal Magic samt svenske Muskelrock (som jeg selv havde fornøjelsen af tilbage i 2012).

Bandet består anno 2024 af Lars Lyndorf (guitar), Chris Rostoff (vokal), Kzryzstof Baran (trommer), Thierry Zubritovsky (bas) og Jens Andersen (guitar). Min eneste liveoplevelse med Steel Inferno var på Viborg Metal Festival i 2023. Dengang var de perfekte til at starte dagen på. Hvordan ville de klare sig denne fredag?

Der hænger kæder på trommerne og på forstærkerne. Det giver er fin biker/rå vibe til showet. Vi befinder os i Gimles kælder til dette arrangement. Her har jeg ikke set en koncert, siden Bersærk spillede hernede i 2017.
Steel Inferno er små seks minutter forsinkede. Men da de går på scenen, er det med stor indlevelse. Vi får kylet den ene flabede solo efter den anden i hovedet, imens alle musikere får bevæget sig rundt på den lille scene og lavet grimasser til publikum.

Det er energisk og pumpet heavy metal uden så mange dikkedarer. Der er efterhånden mange bands, der spiller retroheavy som i 80’erne, og er det nødvendigt at genoplive denne ære i musik historien igen og igen, kunne man spørge?

Hvis man vil have en forbandet god fest som med Steel Inferno, så er svaret et rungende ‘Ja!’ med distortion på! For ganske vist er musikken hørt før i både værre og bedre versioner, men bandet har en sans for at skrive fængende sange, man let kan råbe med på. 

Som “Queen” og “Jaws of Evil” begge fra Evil Reign (2022). Et par smagsprøver fra det kommende album bliver det også til i form af “The Blitz” og “The Abyss”. De nye sange holder stilen fra de forrige albums. Steel Inferno har deres formular, og jeg kan garantere jer for, at det fungerer.

Lysshowet i form af strobe + røde og blå farver lander for resten perfekt til bandets optræden. De ligner ekstra meget rockstjerner. Lyden er også tydelig, og alle detaljer i musikken får lige meget plads. Kablet ryger kort ud af Rostoffs mikrofon, men den slags skønhedsfejl hænder jo. 

Jeg kom i utrolig god fest stemning med bandet, og jeg ser bestemt frem til næste show med de herrer. Næste gang kan jeg uden tvivl synge med på et par sange eller fem.

Archangel

Det indslag, jeg har set mest frem til i aften. Med en 2024 line-up bestående af Søren Crawack (vokal), Janus Kragh (guitar) og Kenneth Frandsen (bass) har de udgivet to EP’er, The Violent Death (2019) og By Blood Be Birthed (2020). Sidste år kom fuldlængdealbummet Total Dark Sublime, som jeg har skamlyttet lige siden.
Jeg har set Archangel live tre gange. Til deres debutkoncert på Metal Magic i 2019. Dengang bestod deres sæt af Mistfits- og Samhain-covers. På High Voltage i 2020 og senest på Stengade i 2023. 

Jeg går helt foran scenen for at få mest muligt med her i Lokes Kælder. Der er allerede en lille rand af mennesker foran scenen, da bandet skal til at gå på. Det slår mig, imens jeg venter, hvor godt kælderen egentlig passer til denne tour. Perfekt størrelse og atmosfære. 

Der er naturligvis rødt lys, da Archangel i bare overkroppe og smurt ind i teaterblod går på til “Dance Demon Dance”. Det starter koncerten i højeste gear. En god “HEY”-chant er folk også med på. Videre over i “Take My Soul” og den dejligt melodiske “New God”. Bandet balancerer deres talent for catchy og atmosfærisk heavy, hvor der er rigeligt med hooks og velspillet guitar.

Desværre er lyden ikke helt med englene, og desværre går der et par detaljer tabt. Særligt Crawacks stemme går det udover. Ærgerligt, da han besidder en unik vokal, der i høj grad får Archangel til at stå ud. På trods af disse problemer så er det svært at ødelægge et nummer som “The Violent Death”, der med sit høje tempo og sin aggressive struktur er et triumfkort for bandet. 

“Vidine” tager os lidt ned på jorden igen uden at slippe den okkulte stemning, der følger med Archangel. Gæsterne har måske samlet sig fint til denne koncert, men lidt mere energi fra folk ville have pyntet på den samlede oplevelse.

Bandet gjorde sit for at få gang i festen. “In My Dominion” får dog lidt mere fat i publikum, og den afsluttende “Total Dark Sublime”, der er én af bandets bedste sange, formår at holde momentet nok til, at koncerten med Archangel står som en succes. 

Jeg gik ovenpå meget tilfreds med at have fået sunget løs med de blodige musikanter. Vi ses næste gang!

Pectora

To gange før har jeg set headlineren. Til Nordic Noise i 2021 og til Jailbreak i 2023. I Horsens fik jeg øjnene mere op for at det her sagtens kunne være noget for mig. Et intimt show med Pectora havde jeg bestemt ikke noget imod. Tid til at komme i øjenhøjde med de fem musikere, Nicolas Kraunsøe Frandsen (trommer), Søren Weiss Kristiansen (guitar), Morten S. Nielsen (guitar), Philip Butler (vokal) og Gustav Solberg (bas).

Butler mestrer i den grad den klassiske high pitch-sangstil, der passer godt til Pectoras power-inspirerede heavy. Med ærlig glæde og selvtillid spilder bandet ikke tiden og sætter en mere episk stemning.

“Children of the Atom” fra den nye skive, Twilight Knights (2024), emmer af vildskab og storladen finesse. “Democracy In Disguise” fra Redemption (2017) er et nummer, man let kan synge med på efter første omkvæd. Desværre oplever jeg, at de fleste folk har trukket sig bagud i rummet i stedet for at deltage i festen oppe foran. Det er en skam.  

Pectora mangler måske lidt de helt store omkvæd som deres forbilleder, men de har absolut stadig en stil og en udadvendt optræden, man bør opleve, hvis man er til melodisk metal.

Den manglende publikumsrespons gør dog ikke indtryk på gruppen, der kører videre med sange som “Victory In Defeat” fra det nye album og “The Arrival” fra Untaken (2019). Det holder et bombastisk niveau, og som koncerten skrider frem, så oplever jeg, at Pectora får flere og flere med på oppe foran via hårdt arbejde og dedikation til deres semi-powermetal. En bedstemor kommer op på siden af mig og danser med. Heavy metal kender ingen grænser! 

“Untaken” slutter showet og sikke en afslutning. Alt spiller bare her. Fusionen af alle de elementer, Pectora leger med, når et klimaks, hvor få i kælderen ikke er ramt af lysten til at spille luftguitar oven på den bedste solo her til aften. 

For hver gang, jeg ser roskildegenserne, bliver de bedre ud bedre. De var de rette til at lukke fredagen og min proppede koncertuge.

Mæt af indtryk vendte jeg imod stationen. I baggrunden kunne jeg høre Pectora modtage et velfortjent bifald.