Vores skribent fremhæver sine yndlingsnumre med det californiske band
Åh, Rage Against the Machine. Mine tidlige teenageårs helt store musikalske kærlighed og et af 90’ernes mest polariserende rocknavne
Af: Daniel Niebuhr
For nogle er de det definitive soundtrack til 90’ernes antiautoritære Gen X-bølge, for andre er de bare endnu et funkmetalband, hvis antikapitalistiske parole står som topmålet af hykleri, når man ser på, hvor mange penge de har skovlet ind gennem årene.
På deres værste øjeblikke er de som et uudholdeligt efterskoleband fuldstændig sovset ind i ungdommens ængstelighed og oprørstrang, og når de står skarpest, har ingen vel nogensinde kreeret en større fuckfinger til “the establishment”, end Los Angeles-kvartetten gør på “Killing in the Name”.
For mit vedkommende startede min fascination af RATM med købet af “Live at The Grand Olympic Colliseum”, der skildrer gruppens sidste vanvittige liveoptrædener i, hvad der endte med blive syv år. Herefter gik det hurtigt videre til gruppens fire studieudgivelser: Den helt igennem fænomenale debut, de to lige så hårdtslående men oftest også kriminelt oversete efterfølgere samt den noget mere ordinære coverplade, Renegades. Derudover må man heller ikke glemme, at bandet også har en god portion indspilninger – demoer, liveoptrædener og diverse singler – liggende allerbagerst i bagkataloget. Men hvad er egentlig Rage Against The Machines bedste kompositioner?
I anledning af at vi til næste sommer kommer så tæt på en Rage Against The Machine-koncert på dansk grund, som vi overhovedet har været i de sidste 20 år, har jeg derfor valgt at påtage mig denne tunge byrde at gå på jagt i RATM’s samlede diskografi for at give mine bud på gruppens mest overbevisende bidrag til musikhistorien. Alt bliver taget i betragtning, og jeg mener virkelig alt – bootlegs, b-sider, demoer, liveoptagelser – hele lortet. I er sikkert uenige, og det er kun pissefedt, for så kan i hurtigt drøne ned i kommentarfeltet og fortælle mig, hvor jeg tager fejl, og at jeg ellers bare skulle lukke røven og acceptere, at jeres top 10-liste er meget bedre:
Honourable mentions: No Shelter (1998), Bullet in the Head (1992), The Ghost of Tom Joad (2000), Bulls on Parade (1996), Roll Right (1996), Freedom (live) (2000).
#10 – Testify (fra The Battle of Los Angeles, 1999)
Rage Against The Machines sidste “rigtige” plade skydes i gang med “Testify”, der først og fremmest beviste, at drengene her syv år efter debuten stadig var i stand til at gøre, hvad de nu en gang gør bedst: Ruske godt og grundigt op i de politiske magtinstitutioner. “Testify” er en opsang til det amerikanske folk, der på daværende tidspunkt stod over for (endnu) et præsidentvalg, som i bandets øjne var et valg mellem et tohovedet monsters to hoveder.
“Who controls the past (now), controls the future. Who controls the present (now), controls the past,” citerer de la Rocha George Orwells dystopiske fremtidsvision i 1984 – en reminder om, at det hele kan være lige meget, så længe du reelt set ikke har et valg.
#9 – Down Rodeo (fra Evil Empire, 1996)
Gemt væk cirka halvvejs inde på Evil Empire er “Down Rodeo” et af mange råb omkring den enorme sociale ulighed, der den dag i dag stadig præger den amerikanske demografi. Zack de la Rocha slynger desuden en af sine bedste one-liners med “These people ain’t seen a brown-skinned man, since their grandparents bought one,” der også trækker tråde til USA’s tid som slavehandlende kolonimagt.
Og så kan “Down Rodeo” noget af det, som Rage alt for sjældent viser, at de faktisk også mestrer: Efter at have hørt Zack skrige “Just a quiet and peaceful death,” mens instrumenterne brager derudaf, trækker kvartetten meget abrupt nummeret helt ned på jorden for på den måde rent faktisk at symbolisere den stille og fredfyldte død. En lille detalje, men ikke desto mindre end fandens veludført én af slagsen.
#8 – Hadda Be Playing on the Jukebox (fra Live & Rare, 1998)
En mastodontisk, otte minutter lang live-fremførelse af beatpoeten Allen Ginsbergs digt af samme navn, der både når omkring assasinationen af John F. Kennedy, massakren på Kent State University, invasionen i Svinebugten og en lang række andre historiske skampletter fra det moderne Amerikas brogede indflydelse på verdenshistorien.
Det her nummer er Zack de la Rocha. Han får lov til at tale uafbrudt i samtlige otte minutter, mens Tom, Brad og Tim prøver at følge med i baggrunden. Opbygningen er enkel, men effektiv, som den starter helt nede på gulvniveau, mens musikken langsomt eskalerer i takt med de la Rocha langsomt velkendte vredesudbrud. Klimakset med “One mind, brute force and full of money” er den skræmmende sortie på én lang talestrøm, der indfanger de la Rochas oprigtige og overvældende foragt for sit hjemland, der kun i glimt fremstår lige så ærlig på studieudgivelserne.
#7 – War Within a Breath (fra The Battle of Los Angeles, 1999)
Vi vender tilbage til The Battle of Los Angeles, hvis afsluttende indslag er en af mange referencer til Zapatista-bevægelsens kamp mod den mexicanske regering. Kampen, der tog sin begyndelse 1. januar 1994 – hvilket forklarer “Everything can happen on a new year’s day”-linjen – har længe været et af Rage Against The Machines ypperste, politiske mærkesager, og det skinner næppe klarere igennem end her.
Den måde, hvorpå bandet slutteligt tager nummeret “back to basics” og slutter cirklen, er en fabelagtig afslutning på en fabelagtig plade, som (desværre) ser ud til at blive gruppens sidste nogensinde.
#6 – Guerilla Radio (fra The Battle of Los Angeles, 1999)
“All hell can’t stop us now!” og det kan det vitterligt bare ikke på “Guerilla Radio”. Det er ikke svært at høre lige præcis, hvorfor det her blev den frådende førstesingle fra The Battle of Los Angeles. Tom Morello leverer fra øverste hylde gennem alle 3 minutter og 26 sekunder lige fra det ultrasimple riff til det subtile guitarspil i verset og guitarsoloen, der er blevet en fast hjørnesten i hans repertoire.
Højdepunktet er dog stadig det førnævnte slutstykke, der eksploderer med mantraet om, at intet i hele verden kan holde Rage Against The Machine tilbage. “Turn that shit up!”
#5 – Wake Up (fra Rage Against The Machine, 1992)
Zack de la Rocha er allerbedst, når hans vokalpræstationer får lov til at stikke helt af, og det får de i den grad i de døende sekunder af “Wake Up”. Det er derudover også muligvis dét nummer (sammen med “Take The Power Back”), hvor Rage Against The Machine bedst får inkorporeret begge elementer fra deres funkrockfusion.
Igen prøver bandet at få deres medmennesker til at indse korruptionen i toppen af de politiske institutioner, som ifølge de la Rocha tog livet af både Malcolm X og Martin Luther King. Her gør de dog brug af mere direkte referencer til de angivelige likvideringer på “…and then came the shot,” og det klæder som altid RATM, når de går bevidst efter at forarge lytterne.
#4 – Know Your Enemy (fra Rage Against The Machine, 1992)
Foruden “Killing in the Name” er “Know Your Enemy” det første Rage Against The Machine-nummer, jeg kan huske at have hørt. Det er lyden af indebrændt californisk ungdom “as we move into 92”, der ikke gider belæres af autoriteterne og som har molotovcocktails parate.
Det handler om at kende sin fjende. “They’re the teachers who taught me to fight me,” konstaterer de la Rocha. De fries land er en løgn, og dine fjender skal bekæmpes med alle midler. Hvis det ikke er essensen af selve Rage Against The Machines eksistensgrundlag, ved jeg ikke, hvad i så fald er – og der er kun ét nummer, der opsummerer RATM-agendaen bedre, (det vender vi tilbage til på et senere tidspunkt)
Tools Maynard James Keenan dukker også op i løbet af nummeret og agerer et sjældent, afdæmpet øjeblik blandt de ellers meget aggressive skæringer.
#3 – Sleep Now in the Fire (fra The Battle of Los Angeles, 1999)
Jeg elsker et godt guitarriff, og “Sleep Now in the Fire” er nok Tom Morellos bedste fra RATM-dagene – muligvis hans bedste overhovedet. Det er ydermere nok også det Rage-nummer, som jeg holder mest af at lytte til, samt det nummer, der for alvor fik mig til at elske bandet. Det er et nummer, der bare skal fra A til B så let som muligt, og udmærket er klar over, hvordan det skal gøres.
Vi har (som med stort set al RATM-materiale) ikke med nogen stor kunst at gøre, men smid denne her skæring op på maxvolumen, mens de la Rocha udråber sig selv som “The Niña, The Pinta, The Santa Maria”, og så spiller det fandme.
#2 – Killing in the Name (fra Rage Against The Machine, 1992)
Nej, den er ikke nummer 1. “Killing in the Name” er muligvis Rage Against The Machines anthem, deres ubestridte kendingsmelodi. Dine forældre kender den, alle kender den, den er universelt anerkendt som et af 90’ernes mest definerende rocknumre, og man vil aldrig kunne sige Rage Against The Machine uden også at tænke “Fuck you, I won’t do what you tell me!”
Men den er stadig lidt for simpel til at kunne være deres bedste sang nogensinde. “Seven Nation Army” er sgu da heller ikke The White Stripes’ ypperste komposition – langt fra – selvom simpliciteten i begge numre er, hvad der skaber deres respektive identiteter: Et simpelt riff eller et par simple tekstlinjer og så ellers bare fuld smadder på omkvædet. Fandens enkelt, fandens vanedannende. Vi ses senere, jeg skal lige ud og brænde nogle politibiler af.
#1 – Freedom (fra Rage Against The Machine, 1992)
Puha. “Freedom”, mand. Det er definitionen på Rage Against The Machine i mine øjne. Som kulminationen på ét langt angreb på uret og politiske ugerninger i USA indkapsler “Freedom” alt, hvad der er godt ved RATM’s debutplade. Den tryksparkes i gang direkte i forlængelse af “Township Rebellion” og indeholder intet reelt omkvæd, men i stedet to underspillede B-stykker, der efterfølgende selvantænder, så snart de la Rocha har hvisket “(Your) anger is a gift”.
Det er dog outroen, der gør hele forskellen. Sublimt opbygget af Morellos simple skalastykke, mens de la Rocha gradvist mere og mere aggressivt proklamerer “Freedom” af sine lungers fulde kraft, før det hele koger over i kaskader af smadrede instrumenter og feedback. Det er og bliver Rage Agaisnt The Machines så absolut fineste øjeblik.
