Lyttesession på: Metallica – 72 Seasons. 

En udvalgt skare var inviteret til at lytte til det kommende album fra Metallica – men er der egentlig noget at komme efter?

Pladeselskabet Universal står for at udgive Metallicas skiver i Danmark, så man siger jo ikke nej, når man får en invitation til at kigge forbi, når der afholdes lyttesession i København på metalmastodonternes 11. studiealbum.

Så notesblokken var klar, 1 time og sytten minutters ny musik lå forud, hvor spørgsmålet for vedkommende egentlig var – og stadig er – om Metallica ikke efterhånden har passeret sidste salgsdato rent udgivelsesmæssigt, og om vi bare hyper dem op, fordi det trods alt er Metallica, et af verdens største hvis ikke det største metalband i verden.

Alle har en mening om dem, men man kan under alle omstændigheder ikke benægte den betydning, som bandet har haft for (metal)musikken og udbredelsen af de tunge toner til verden.

Metallica er mit yndlingsband i den forstand, at du ikke må spørge mig længderne på deres numre, eller hvem der lige varmede op for dem ved et specifikt show, men jeg elsker dem for at have gået deres egne vegne, og så går man sjældent galt i byen med et Metallica-nummer på anlægget.

Men når bandet eksperimenterer på deres udgivelser, så “fejler” de ifølge folket, men hvis de kører i den samme rille, så bliver de ensformige; så hvordan skal de lige ramme den rigtige balancegang?

Allerede ved første nummer, der også er titelnummeret, “72 Seasons”, slår det mig: “Jo, den er go’ nok. Det er Metallica!”.

Man kan genkende deres lyd med det samme, og så snart James Hetfield gør sin entre rent vokalmæssigt i nummeret, er man slet ikke i tvivl – men han er også bare længe om at lade stemmebåndet bræge i nummeret.

Der er en lang intro, det har lidt en lyd som for to studiealbums siden, Death Magnetic. Rytmen sidder dog dejligt i kroppen hurtigt. Og så et mellemstykke. Kæft, et langt mellemstykke.

Hov, og så skal Kirk Hammett lige have den obligatoriske solo derefter.

Du kender nok godt nummeret som den fjerde singleudgivelse ud af i alt fire, inden albummet udgives, men jeg dvæler lidt ved det nummer fordi, du så har et konkret udgangspunkt for det, jeg beskriver videre.

For det andet ud af det 12 numre, “Shadows Follow”, har en lang intro, så en smule leg med et mellemstykke og et omkvæd, som du formentlig hurtigt vil glemme.

Og så er sangen lang. Det har nu længe været Metallicas modus operandi, men der var også en grund til, at de kunne gå fra “…And Justice for All” til Det sorte album og blive mere tilgængelige.

Men hvor “…And Justice for All” trods alt havde teknisk leg, så er numrene her bare lange, og nogle gange tenderer det næsten “St. Anger”-vibrationer i ensformigheden, og jeg kan faktisk godt lide det album(!)

Vi springer hen til “Sleepwalk My Life Away”, hvor jeg blev så blæst bagover af den spændende bass-intro, at jeg slet se skoven for bare træer, for min medskribent påpegede bagefter (da vi blev tilbage som stort set de eneste for at udnytte muligheden for at genhøre et par numre), at det var “Enter Sandman” om igen.

Bevares, skal man hugge fra nogle, kan man lige så godt nappe fra de bedste: En selv.

“You Must Burn!” er sådan en sang, du hurtigt kan omkvædet til, og så giver den dig lyst til at headbange, og det er jo altid en blåstempling.

Kirks solo er jo en gangs skyld næsten memorabel, og indtil videre er dette mit favoritnummer, men jeg er stadig ikke blæst bagover.

Ah, “Lux Æterna”. Det er sgu en god sang, og den kommer med statsgaranti på sætlisten, for den moser dig i ansigtet. Jeg forstår virkelig godt, hvorfor de udvalgte fire numre blev singler.

Desværre tabes kadencen lidt igen ved “Crown of Barbed Wire”, hvor den lyder som en B-side til Det sorte album i den forstand, at det er teknisk godt håndværk, men målt med de andre sange på samme album, så ville den ikke komme med.

Nummeret er sgu lidt drøjt i det. Det tærsker derudad uden at blive fængende eller spændende.

“Sad But True”… Næh, hov, “Chasing Light”, fortsætter den samme formular, men hvor introen lyder som en vis sang, du allerede har hørt før.

Og så lyder den også som “Screaming Suicide”. Metaltrætheden (undskyld) begynder at melde sig, og det undrer mig egentlig, fordi bandet jo næsten med sikkerhed har lavet og indspillet flere end de 12 udvalgte numre til denne session, og alligevel begynder numrene her ikke alene at lyde ensformige i sig selv, men de begynder også at minde om hinanden.

Jeg begynder at antage, at de har mødtes i studiet, fordi der alligevel var tid til at indspille (corona), og man så bare klippede/klistrede nogle numre sammen, end at de egentlig havde lyst til at jamme og prøve sig frem.

En lille opløftning er dog “Too Far Gone?” af den simple grund, at den er fængende og kender sin besøgstid. Man når aldrig at blive helt træt af den. Desuden er den nem at synge med på.

Der tegner sig et mønster, at de bedste numre på denne skive ifølge mig lader til at være de hurtige sataner, der kommer til sagen uden at træde vande, bare fordi man kan (Spoiler: Jeg skulle blive klogere!)

“Room of Mirrors” starter interessant ud, og så er der nogle synkoperede rytmer, der gør sangen interessant at lytte til – for en stund.

For kvartvejs inde i nummeret lader Metallica-medlemmer til kollektivt at sige, at nu skal et medlem nødigt blive for fremtrædende, og vi har en formularisk standard at holde os til, og vi skulle nødigt stikke for meget ud og støde vores kernefans på manchetterne.

Og så kommer juvelen: “Inamorata” som en mere sprogkyndig end jeg forklarede mig, betyder “elskerinde” på latin.

Med en spilletid på lidt over 11 minutter kunne man frygte det værste til at starte med, men her er legekasketten kommet på, så selvom den starter langsomt ud i tempo, så holder den en fænget.

Omkvædet er genialt, og så er der lagt en dobbeltvokal fra Hetfield indover, mens Kirk får lavet nogle gavflabede og drilske soloer, man kan huske.

Når nummeret så er cirka halvvejs inde, hvor de snildt kunne stoppe, så begynder den store legetime. Det er specielt Rob og Lars, der danner parløb her med nogle fede rytmer.

Det er virkelig en skam, at de gemmer det bedste til sidst på den måde, og jeg håber virkelig, at det her nummer får spilletid live, for det fortjener det.

72 Seasons er angiveligt en temaplade over de første 18 år af ens liv, og James vil nok gerne sige meget med sangene, men lyrikken havde pladeselskabet ikke får udleveret, og jeg valgte at fokusere på det musiske, så jeg ved ikke, om James snakkede om vrede kattekillinger eller kørte en selvransagelse af sig selv og livet generelt, men jeg hørte noget med en heks, der skulle brænde, at man er herre over sit eget liv, og at dømme ud fra sangtitlerne er der nok også en vigtig pointe med numrene.

En af de pladeansvarlige sagde også, at man skulle høre numrene flere gange, før alle facetter åbenbarede sig, og det kunne jeg da godt høre, da vi gennemgik nogle af numrene igen efterfølgende – men overraskelser var både positive og negative.

Derfor er den diplomatisk konklusion, at hvis du kan lide Metallica, så passer den her plade lige ind i din samling uden at være farlig, men heller ikke at gøre et stort væsen af sig.

Men kender man Metallicas evner, så er det en skam, at de ikke udfolder sig mere og gør mere væsen af dem selv – måske kræver det endnu, endnu flere gennemlytninger. Men de skal jo ikke slå igennem på metalscenen længere, så forventer man mere af et band, hvor stort set alle medlemmer er omkring de 60 år?

72 Seasons udgives den 14. april, og i dagene op til laver vi en konkret anmeldelse af albummet – efter utallige gennemlytninger.