De danske Stones

Reportage fra: Freddy and the Phantoms + Steffen Jungersen, High Voltage, 15. september 2017.

Vidste man ikke bedre, så oplevede man lige The Rolling Stones, hvis man lukkede øjnene. Folk skal dog huske at holde kæft, når de voksne snakker.

(Foto: High Voltage)

Efter endt forestilling på Staden meldte den klassiske indstilling sig: Hvad ska’ vi nu lave? Et hurtigt kig på kulturtilbudene samme aften afslørede, at High Voltage bød på et arrangement, jeg hurtigt fik overtalt følgesvenden til at tage med til: The Rolling Stones tribute-aften med foredrag af rockjournalisten Steffen Jungersen og efterfølgende fortolkning af legendernes musik fra det danske band Freddy and the Phantoms.

Vi var på forhånd forsinkede. Troede vi. For da min kammersjuk og jeg entrerede etablissementet, var lokalet ikke engang fyldt kvart fyldt op med mennesker. Dog kunne jeg hurtigt spotte det positive: Jeg var atter blandt det unge segment.

Men hvad kan man også forvente? Hvem gider høre om urokserne The Rolling Stones, der nærmest egenhændigt har båret rockbanneret siden fødslen og frem til nu, og de unge kender ikke god musik nu om stunder [indsæt andet gammelmandsbrok].

Første akt på scenen var Steffen Jungersen, der har haft sin gang i BTs lokaler fra dengang, jeg blev født(!) Jeg læste min første anmeldelse fra hans pen, og folk, der kender manden blot perifert, ved, at han lever og ånder for The Rolling Stones.
Men det var en utaknemmelig tjans: Trods det ringe fremmøde kunne de bagerste rækker ikke høre, hvad legenden (ja, det er han) ytrede på scenen.

Nu har manden også (undskyld, hvis du læser med, Steffen) ikke ligefrem en stemme, der ville få de skingre operasangere til at forbarme sig. Vi er mere henne i afdelingen af at have slikket det brune værtshus’ bund ved lukketid lidt for længe. Ergo, den var hæs.
Der gik derfor ikke længe, før der blev klaget over, at Steffen ikke spillede musik i aftenens anledning, men “blot” leverede minder om hans omgang med bandet og bandets betydning for rockmusikken.

Dem af os, der trods alt gerne ville høre med, fik overhørt anekdoter, hvor man tænkte, at hvis blot halvdelen var sandfærdigt, så var det stadig en god historie! Progressionen i fortællingen var medrivende, manden er jo for fanden journalist. Og så blev der afbrudt med et par numre fra Stones’ diskografi her og der.

Anden ret på scenen var formentlig mere for alle, for nu var der LIVEmusik, der samlede lokalet. Freddy og hans fantomer skulle fortolke kendte og halvkendte numre fra bandet. Se, nu var dette skriv ikke planlagt fra redaktionens side, og jeg er heller ikke den mest kyndige med hentydning til Stones’ bagkatalog, så derfor er dette en reportage og ikke en anmeldelse.

For jeg har det ambivalent med coverbands (for en god ordens skyld er Freddy med følge ikke et coverband generelt), for enten bliver det lige lovlig jysk halbal-tendenser og 1:1-fortolkninger uden personlighed i lydbilledet, eller også bliver det godt.
Det her var 1:1-fortolkninger – og det var godt.

Min kyndige stemme ved siden af mig lod forstå, at han aldrig før har hørt et band fortolke Stones’ så godt. Jeg er ikke nok bekendt med The Rolling Stones til at kunne afsige den dom, men derfor dette skriv. For jeg kunne dog genkende “Brown Sugar” og “(I Can’t Get No) Satisfaction”, og for pokker, hvor var det godt leveret.
De skæve toner på guitaren var skæve, og så slet ikke skæve; klaveret levede legende let, og bassen, og bevægelserne, og vokalen… Ja, vokalen, det var jo ikke Mick Jagger, men Freddy er da en gudsbenådet mand med den vokal, han er installeret med.
Min bedste opfordring er, at hvis/når du oplever bandet live, så hyl da lige efter, at de skal spille noget af Stones.

Men apropos opfordring skal arrangementet her enten laves i eftermiddagstimerne eller eksekveres, så folk SKAL sitte ned og holde kæft under Jungersen.

Hilsen den gamle, sure mand.