Reportage fra Danish Music Awards 2019. K.B. Hallen, Kbh. 17. Oktober 2019.
Hvad der skulle have været en hyldest til hele den danske musikbranche, endte med at blive en lukket fest for de mest populære solister og grupper.
Fotograf: Mads Pristed
Sidste år blev DMA aflyst, fordi arrangøren, IFPI, ville lave et nyt show med mere fokus på livemusikken. Der var muligvis også mere livemusik end tidligere – men det føltes det bare ikke som. De forskellige optrædener skulle være minikoncerter, hvor man fik samme følelse som til “rigtige” koncerter. Men rigtige koncerter skabes ikke i løbet af to-tre numre. Der er en oplevelse, som bygges op over længere tid – lidt ligesom god vin og sex.
Flere af presenterne og vinderne samt værten, Nabiha, sagde flere gange under showet, hvor vigtigt det kreative, originale og mangfoldige er på den danske musikscene. Det er jo flotte ord, men så er det virkelig også dobbelmoralsk, når alle optrædende og vindere er indenfor pop-genren (pop-rock, soul-pop, singer-songwriter og urban-rap).
I de “genre-neutrale” kategorier: årets solist, gruppe, nye navn, radiohit, streaming-hit, producer, sangskriver, livenavn og nye livenavn var de nominerede popnavne. Det bryder hele DMA’s koncept om at repræsentere dansk musik. Man kan næsten kalde det for falsk markedsføring, så de burde nok skifte navn til Danish Mainstream Music Awards. Og når de nominerede i kategorien årets rocknavn er Volbeat, Jesper Binzer, Katinka, Claus Hempler og The Minds Of 99 (vinderen), så virker det som om, at IFPI ikke tager dansk rock (og metal) seriøst. Hovedkilderne til nomineringerne er Top 200 album/track lister. Det er skuffende at bruge salg som parameter for det bedste danske musik – kig alene på udgivelser i stedet!
Fordi DMA var aflyst sidste år, er perioden for musik, der er blevet nomineret, hele 2 år. Så der er ikke nogen undskyld for ikke at nominere nogle flere rock/metal navne. Hvor var f.eks. Baby In Vain, Childrenn, Defecto, Myrkur, Junkyard Drive, Slægt, Baest, Daze of June, Møl, Cabal, Justify Rebellion, Livløs, Bersærk, Lucer, Black Oak County, Siamese, Nyt Liv, Aphyxion og Hearteater?
Til showet optrådte The Minds Of 99 med “1, 2, 3, 4”, “Alle Skuffer Over Tid” og “Hurtige Hænder”. Jeg har set dem live tre gange før – til Fredagsrock i Tivoli, på Nemoland på Christiania og i Amager Bio. Alle koncerter var væsentlig bedre end denne aften. Her manglede tiden til at blive fordybet og fanget af stemningen. Men det var nok mere formatets skyld end deres egen.
Fotograf: Mads Pristed
I et interview efter showet sagde The Minds Of 99 til Metal A Day: “Vi ville ikke lave en rockplade, fordi vi ikke hørte rock, men vi kommer fra rock, og så kunne vi nok ikke lade være alligevel. Der er også mange der ikke synes, at det er rock… Hver gang vi vinder en rockpris, er der rigtig mange på Facebook, der skriver i kommentarsporerne: Det er kraftedme ikke rock, og hvad fanden er det for noget”. Dem vil vi gerne sige undskyld til.” Den “undskyldning” er hermed bragt videre.
Da Alex Vargas skulle optræde, blev han præsenteret som “Danmarks vildeste stemme”, Lord Siva og Vera blev præsenteret som originale, finurlige og komplekse, og Nik & Jay blev præsenteret som intet mindre end “legenderne”. Hvis medlemmerne af DMA-akademiet (juryen), presenterne og popmusikerne vovede sig ud på Refshaleøen til sommer under Copenhell, ville de få et kulturchok af en anden verden – så skulle de sat’me høre komplekst musik med de vildeste vokaler fra f.eks. legenderne Mercyful Fate!
DMA har glemt musikkens DNA. Uden forskellige musikalske gener bliver afkommet indavl – det er både klamt og biologisk farligt. Når vindernes musik ligner så hinanden så meget, skulle man tro, at de var i samme familie. Godt nok er Danmark et lille land, men så små må vi aldrig blive! The Minds Of 99s egen sang “Alle skuffer over tid” fortæller skræmmende godt, hvordan årets prisuddeling/show var for et metalhoved. Glædelig halloween (14 dage på forskud)!
Vindere til Danish Music Awards 2019
ÅRETS DANSKE ROCKNAVN: The Minds of 99
ÅRETS DANSKE ALBUM: The Minds of 99 – Solkongen
ÅRETS DANSKE GRUPPE: Benal
ÅRETS DANSKE SOLIST: Kesi
ÅRETS DANSKE RADOIHIT: Lukas Graham – Love Someone
ÅRETS DANSKE STREAMINGHIT: Lukas Graham – Love Someone
ÅRETS NYE DANSKE NAVN: Clara
ÅRETS DANSKE SANGSKRIVER: Mø – Forever Neverland
ÅRETS DANSKE PRODUCER: Nicki Pooyandeh (for bl.a. Gillis ”Vai Amor”; MellemFingaMuziks “AMG”; Sivas, NODE & Gillis ”Oui”)
ÅRETS DANSKE LIVENAVN: Nik & Jay
ÅRETS NYE DANSKE LIVENAVN: Jada
ÅRETS DANSKE URBANNAVN: Kesi
ÅRETS DANSKE POPNAVN: Lukas Graham
ÅRETS FORBILLEDE: Jesper Ry – musikskolechef på Haderslev Musikskole (som med ildhu og stort engagement har sørget for, at der er undervisning i musik på alle folkeskoler i Haderslev Kommune).
ÅRETS FRIVILLIGE: Resource Warriors (NorthSide Festival)
DANISH MUSIC AWARDS’ ÆRESPRIS: Lis Sørensen
ÅRETS INTERNATIONALE ALBUM: Billie Eilish – When we all fall asleep, where do we go?
ÅRETS INTERNATIONALE HIT: Lady Gaga & Bradley Cooper – Shallow
Herover: Katinka. Nomineret til årets rocknavn.
Herunder: Søren Andersen, på vegne af Jesper Binzer. Nomineret til årets rocknavn.
Fotograf: Mads Pristed