Anmeldelse/reportage af Ditte Krøyer: Hard Core, d. 8 januar 2026, Nikolaj Kunsthal, København
Ditte Krøyer samler billedkunst og musik i en finissage, der kredser om ophav, smerte og kærligheden til det sted, man kommer fra.
Billeder af Joachim Vilholm Vilstrup
I dag er dagen, hvor jeg springer ud som kunstanmelder. Nikolaj Kunsthal har nemlig kontaktet os og spurgt, om vi havde lyst til at dække finissagen på udstillingen “Hard Core”, skabt af Ditte Krøyer. Mange kender hende som vokalist i det danske black metalband Vulvatorious, men hun er også uddannet billedkunstner og nu aktuel med sin første soloudstilling.
Krøyer er opvokset på Lolland, og hele udstillingen tager afsæt i tilhørsforholdet til øen. Både på godt og ondt. Jeg var så heldig at få en rundvisning af Krøyer selv, hvor hun fortalte, at udstillingen er skabt som en påmindelse om, hvor hun kommer fra. Kærligheden, men også hadet til hjemstavnen, især når man vokser op i provinsen. Lysten til at komme væk fylder, men samtidig mærker man vigtigheden af at huske sine rødder.
I den ene ende af rummet står små glasskulpturer på en hylde. De forestiller vartegn fra Lolland som sukkerfabrikken, en sukkerroe og en gammel sovjetisk ubåd, skabt med laserteknologi. Det værk, der dog fanger mig mest, er Krøyers eget hoved, svævende i en glasboks. Et intenst blik møder mit, indrammet af mørk og markant makeup.
Udstillingen er placeret i et helt mørkt rum bag tunge sorte gardiner, i skarp kontrast til de hvide kirkevægge udenfor. Sukker spiller en central rolle. Krøyer har støbt sukkertoppe i forskellige størrelser og placeret dem på mørke spejle i et lille, omvendt univers. Formerne er inspireret af, hvordan man købte sukker i gamle dage.
Noget af det første, jeg bemærker ved Krøyer, er, at hendes ikoniske hanekam er barberet af. Den ligger på gulvet midt i rummet. Hun fortæller, at der var så meget hårlak i den, at den stadig stod stift. Et stærkt symbol, når hanekammen har været en essentiel del af hendes visuelle identitet.
Værker med billeder af hendes bedsteforældre, et oliehav og et landskab peger på klimakrisen, som især truer de mindre øer. Det hele føles som en hyldest til ophav, familie og kærligheden til det sted, man kommer fra.
Finissagen bød også på en panelsamtale mellem Krøyer og hendes tidligere billedkunstlærer Mini Blume, som gav yderligere indblik i hendes kunstneriske rejse. Aftenen sluttede med en performance af fire sange fra hendes kommende debutplade .
Jeg har oplevet Krøyer live med Vulvatorious, men soloprojektet er langt mere intimt og eksperimenterende. Hun leger med vokalen, fra dybe growls til skingre skrig, med klare referencer til industrial og black metal. Med kendskab til værkerne ramte musikken mig dybt. Jeg fik gåsehud flere gange. Smerten i hendes skrig gik rent igennem. Hele hendes debutplade kredser meget om hendes egen identitet og person, hvilket skaber tydelige paralleller mellem hendes kunst og projektet.
Wow. Bravo. Ditte Krøyer er et powerhouse, der uden tvivl vil nå langt, både med sin kunst og sin musik. Hvis du ikke allerede har købt billet til hendes releasekoncert den 3. april på Hotel Cecil, så gør det. Du vil ikke fortryde det.
Se galleriet fra aftenen, taget af Joachim Vilholm Vilstrup herunder
