Alice Cooper

En aften på det lokale steak-house

-

  • Breaking Benjamin
3

Anmeldelse af: Breaking Benjamin, Amager Bio, 06. september 2017

Af: Andreas Børresen Hvilsom

Dengang i start 00’erne da jeg valgte den røde pille og begav mig ned i kaninhullet, der løb ned til metal og hård rock, blev det via nü-metallens bannerførere som for eksempel KoRn, Staind, Limp Bizkit og Linkin Park. Jeg havde en eller anden blind tro på, at jeg var edgy, en skæv eksistens med en særlig smag i musik og valgte derfor at afskrive Breaking Benjamin som et mainstream emo-tudeband (og det skulle komme fra mig. I know!). Så det fik jeg aldrig lyttet til, selvom navnet konstant dukkede op.

Nu, hvor jeg har haft et par uger til at læse lidt op på min manglende viden og lyttet deres Spotify-diskografi igennem, kan jeg sådan set godt forstå, hvorfor de ikke var helt til at undgå dengang. For det er ganske gedigent håndværk i form af rendyrket ’hard rock’. Det er, hvad jeg vil kalde ”hoved-bobber-musik”, for man kan ikke rigtig lade være med at sidde og bobbe med hovedet, når man hører det. Og det er ment positiv.

Nu var de så for første gang i Danmark, og med en sjælden punktlighed stod alt klar på scenen klokken 20, som foreskrevet, og 20.03 tændte spotlyset, og det brummede ud af højtalerne.

Nu har jeg knapt 12 års erfaring inden for restaurationsbranchen, og jeg kunne derfor ikke ryste følelsen af, at denne aften føltes som en aften på det lokale steakhouse, der nu er klar til den store genåbning.

Til genåbningen af køkkenet var ejeren af etablissementet, Benjamin Burnley mødt op med fire nye veluddannede kokke, som skulle stå for aftenens forplejning.

Problemet var bare, at det eneste, de havde øvet sig på til denne aften, var den gode gamle klassiker bøf bearnaise med pommes frites. Bare en hovedret og så den sædvanlige kop kaffe med en lille chokolade i form af en encore, der selvfølgelig indeholdt storhittet “Diary of Jane”.

På tallerkenen fandt man dog også et indslag som en lille salat, der skulle modveje den tunge mad. Midt i sættet dukkede nemlig et medley bestående af blandt andet “The Imperial March” fra Star Wars, “Smells Like Teen Spirit” af Nirvana og “Bulls on Parade” af Rage Against the Machine. Det klæder da retten, men hvor mange ender ikke med, at efterlade den lille klump icebergsalat med agurke- og tomatskiven alligevel?

Alt i alt var personalet yderst kvalificeret, forstået ved, at de kunne stege en bøf, som den skal steges, lave sprøde pommes frites og piske en dejlig bearnaise. Selv trommeslageren kunne agere underholdning mellem numrene og sørgede for, at publikum ikke kedede sig. Det kunne have været en særdeles vellykket aften.

For selvom håndværket er i orden, så var der ingen passion bag aftenens servering. Man kunne godt mærke, at det bare var endnu en aften i arbejdskalenderen, der lige skulle gøre opmærksom på, at de altså stadig findes, og man lige skal vide, at de snart kommer med et nyt album.

Alle udfyldte deres rolle, men så heller ikke mere. Det hele blev ikke hjulpet af, at der fra mixerpultens side var valgt at lægge ekstra vægt på bassen og trommerne, så meget, at jeg blev nødt til at tage mine ørepropper ud, fordi det hele bare rungede inde i mit hoved. Men selvom det hjalp lidt, så var det ikke meget, man kunne høre til Benjamin Burnleys vokal eller de tre (!) guitarer på scenen.

Hele måltidet med kaffen tog lige præcis 75 minutter. Så det hele sluttede lige så punktligt, som det begyndte.

Denne aften var ikke til ære for andre end for at tilfredsstille nostalgien og mætte gæsterne.
Undertegnede kunne dog godt lige have brugt en hotdog på vej hjem.

Du kan se et galleri fra koncerten herunder:

Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier