Anmeldelse af Copenhell Metal Cruise 2018 – dag 2

Efter et kort stop i Oslo, hvor folk kunne komme ud at strække deres ben, var det atter tid til at vende skuden hjem mod Danmark. Folk begav sig igen ind i Sky Club, hvor Copenhell havde overtaget færgen, for at høre den anden portion at bådens bands.

(Du kan læse del 1 HER.)

Xenoblight
Aftenens første band er et, jeg kender forholdsvis godt, og jeg har fulgt dem siden deres opstart, der trods alt ikke er særlig lang tid. På den tid har de dog begået nogle flotte præstationer både i form af en fuldlængeudgivelse og ikke mindst en sejr i årets Wacken Metal Battle herhjemme i Danmark. Nu skulle de så have lov at spille på en båd, og heldigvis stod det hurtigt klart, at publikum efterhånden var vågnet op til dåd.

Bandet spiller ekstrem-metal, indeholdende elementer fra både død, black og thrash metal, ledt af Marika Hyldmars savklinge af en vokal. Hun fungerer overordentligt godt som frontfigur og får dirigeret publikum under næsten hele koncerten. Det kunne godt virke som om, en god portion af passagererne har set frem til at se Xenoblight, og der bliver responderet godt på opfordring fra Marika.

Dette leder på sin vis også hen til mit eneste reelle kritikpunkt. Resten af bandet kommer til at virke en kende anonyme, og de får meget lidt kontakt med publikum. Hvis de kunne fjerne fokus en anelse fra deres respektive instrumenter og komme lidt mere ud over scenekanten, ville det højne deres overordnede live-niveau betydeligt.

Alt i alt leverede Xenoblight en ganske glimrende koncert som aftenens første band, der endte med, at Marika crowdsurfede til tonerne fra sidste sangs afslutning.

 

Bokassa
Mit eneste kendskab til aftenens andet band var, at de senere skal agere opvarmning for Metallica, en tjans, der altid giver en vis mængde opmærksomhed.
Bokassa spiller en form for punket rock ’n’ roll, indimellem krydret med groovy passager. Det er desuden imponerede, hvor meget det kan fylde lydbilledet ud kun værende tre mand i bandet. Lyden er desuden, som dagen før, ganske glimrende hele aftenen.

Frontmanden spørger kort inde i sættet, om folk foretrækker, han taler norsk eller engelsk. Det bliver en løbende joke igennem koncerten, hvor han brokker sig over, folk ikke forstår, hvad han siger, uanset sproget. Generelt er der virkelig god kontakt til publikum fra Bokassa, og det er tydeligt, de også vil kunne gøre sig godt for væsentligt større spillesteder.
Nu er vi dog inde på Sky Club, og de formår stadig at få startet indtil flere små mosh- og circlepits.

Generelt set leverer Bokassa en yderst kompetent performance, og det virker bestemt til, det er fuldt fortjent, at de har fået den tjans, de senere kommer til at skulle levere med Metallica. Det ville ikke undre mig, hvis man kommer til at høre en del mere fra dem i fremtiden.

 

TrollfesT
Aftenens, og dermed også turens, sidste band, TrollfesT, havde jeg ikke stiftet bekendtskab med før, men jeg havde derimod hørt rygter om, det nok skulle blive vildt. Det kan selvfølgelig betyde mange ting, men da bandet går på scenen, kan jeg nemt se, hvad folk har ment.

Alle bandmedlemmer er iklædt en form for safaritøj, blinkende lys og balloner i forskellige mængder. Frontmanden, “Trollmannen”, har en hat af balloner på størrelse med ham selv og har lidt besvær med at få den manøvreret med op på scenen. Det lykkes dog til sidst, og så går musikken ellers i gang. Men hvilken type musik er det så?

Jeg fik det beskrevet som norsk balkanmetal, og den kategorisering må jeg nikke genkendende til. Voldsom metal med nedstemte guitarer og blasbeats, tilføjet en god portion saxofon og harmonika resulterer i et lettere kaotisk lydunivers.

Jeg er overbevist om, at TrollfesT enten er noget, folk er vilde med eller slet ikke kan forstå lidt i samme boldgade som danske Red Warszawa. Heldigvis er det meget hurtigt tydeligt, at i hvert fald størstedelen af publikum er helt med på en omgang galskab og balloner. Kort inde får vi da også lov at høre det – i hvert fald for mit vedkommende – mest langt ude cover af Britney Spears ”Toxic” nogensinde til folks store fornøjelse.

Man kan også mærke, at publikum efterhånden har været et par gange i baren og er løsenet noget op, og der bliver danset og moshet, hvor der er plads til det. Jeg ser da også et par enkelte blandt publikum blive delvist båret ud, men det er svært at sige, om det er øllene, eller om de er kommet til at banke ind i søjlerne, der er placeret midt i rummet.

Hen mod slutningen af koncerten opfordrer TrollfesT til en omgang fællesdans, og til sidst en conga-linje gennem lokalet, anført af bandets bassist. Alt i alt må man sige, at TrollfesT var et glimrende valg til at afslutte festen ombord på Copenhell Metal Cruise.

Jeg er ikke sikker på, bandet vil kunne fungere i alle typer koncertsammenhænge, men på båden fra Norge passede de noget nær perfekt ind.

 

Se billeder fra vores fotograf Mark Stoumann herunder:

Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann