Wacken Metal Battle – Finale!

Anmeldelse af: Wacken Metal Battle Danmark, finale. Pumpehuset, Kbh. 26. maj 2018

Endelig oprandt dagen, hvor vinderen af årets Wacken Metal Battle 2018 om at spille på selvsamme festival i år skulle findes. Det var så sandelig fire finalister med alsidige musiske udtryk, der skulle kæmpe om pladsen.

Danmark har gennem tiden sendt fornemme metal-skud mod folket i syd, hvor blandt andet Huldre og Sunless Dawn kan fremhæves i nyere tid (sidstnævnte var da også forrige vinder og fik lov til at optræde i aften,) til Wacken Open Air.

Gennem de sidste par uger har karavanen Wacken Metal Battle atter været forbi spillesteder i landet og sorteret seks af de udvalgte 10 bands fra, så det store slag i Pumpehuset denne lørdag aften skulle stå mellem fire relativt nye orkestre: Ethereal Kingdoms, Xenoblight, Genfærd og Pudsige Herrer.

Første band på scenen var Ethereal Kingdoms, som jeg havde set frem til at opleve live, da jeg via vores andre anmeldere og musikelskere havde hørt positivt om bandet, der lettere begrænset kan beskrives som Nightwish og lidt Within Temptation, men det er langt fra rammende nok til at beskrive deres teatralske tag på en omgang metal-opera, som jeg bedst kan betegne det ud fra det, der blev (forsøgt) kanaliseret over scenekanten.

Der var nemlig startvanskeligheder hos det københavnske band, hvilket gjorde, at jeg dog sagtens kunne fornemme, at forsanger Sofia Schmidt med få vanskeligheder kunne veksle mellem de dystre brøl og ren vokal, men i det mudrede lydbillede stod det slet ikke frem, og den fortælling på engelsk – som jeg aner skulle udgøre en rød tråd mellem numrene – faldt hele vejen igennem deres koncert til jorden for mit vedkommende.

Hvilket egentlig er en skam, for da lyden endelig blev rettet op, og jeg kunne høre begge guitarer og ikke blot én, var det tydeligt, at her var tale om et band med maksimalt potentiale til at brage igennem på den danske metalscene, hvorved jeg da også har rettet min oprindelige karakter til at være højere med den begrundelse, at jeg tror, vi har noget stort i vente fra det purunge band.

Dernæst var det blevet tid til black metal-bandet Genfærd. Jeg har det lidt svært med TRVE black, da jeg hæver mit hipster-håndklæde og erkender, at jeg mere er en sucker for den moderne blackgaze som MØL eller Deafheaven, der inkorporerer vidt forskellige elementer i deres musik, som gør det interessant for mig at lytte til.

Genfærd er i mine ører, ja, gammeldaws black metal, ikke så meget at skændes om her. Man forstår dog godt, at bandet er nået så langt som til finalen, for deres performance var af den slags, hvor der blev blæst hoveder bagover fra start til slut, ikke taget nogle gidsler og ej heller interageret med publikum.

Mod slutningen var der nogle lidt mere langsomme passager, der trak min opmærksomhed nærmere Genfærd, men for at lave en mad-analogi: Bandet er som en rugbrødsmad, du hurtigt kan lave. Man ved, hvad man får, men det er heller ikke kulinarisk fornyelse.

Fornyelse er faktisk heller ikke det første ord, jeg vil bruge om afløberen fra Velociter, der skulle spille bagefter: Xenoblight.
De er vel en slags ekstremmetal, der trækker veksler på bands som Anaal Nathrakh med diverse afstikkere til andet black, lidt thrash og, ja… alt godt fra havet så at sige.

Jeg kan personligt gode lide bandets lydunivers, omend det ikke fremkalder lignelser om en ny type dyb tallerken, men ingen kan tage de tekniske kvaliteter fra musikerne i bandet, som er eminent.

Og skulle man bedømme ud fra publikums gejst over at feste med bandet, så havde vi da at gøre med vinderen her.

Til slut havde vi Pudsige Herrer, hvilket måske ikke var det mest oplagte valg, for deres ekstreme form for syrerock på LSD (… det var nok lidt dobbeltkonfekt, men prøv at købe præmissen alligevel) var skam høj i tempo og medrivende med trioens vilde energiniveau og leg med blandt andet steel guitar.

Men når man lige er gået fra black og ekstremmetal, så er det i mangel af bedre ord et pudsigt valgt at have disse herrer til at være sidste indslag på aftenen, for kadencen fra publikum var fladet lidt ud, hvilket også kunne ses i antallet af tilstedeværende under deres koncert, da der var tyndet godt ud.

Bandet kæmpede dog indædt for at lukke aftenen med et ekstremt syrebrag, men eksplosionen udeblev, og så var der dømt “pausemusik” fra sidste omgangs vinder i form af Sunless Dawn, mens juryen voterede og fandt årets vinder.

Så kunne man have været et skarn og være udeblevet fra den oplevelse, for da jeg oplevede dem for to år siden, savnede jeg lidt bedre lyd, og det fik jeg her, og det var mildt sagt godt!

For at være ærlig, så var Sunless Dawn i den subgenre (som kan debatteres uendeligt, men jeg kalder det lige her for progressiv dødsmetal), hvor jeg var mest solgt. Derfor får de den højeste karakter, da lyden her var mest skarp og mange flere finesser stod igennem lydbilledet og fremhævede deres episke favntag på længere ekvilibristiske dødsfremførelser.

Så var ventetiden ovre, og det var blevet tid til aftenens højdepunkt: At kåre en vinder.

Skulle folk, der ikke har været aktive på de sociale medier de sidste par dage, ikke have opdaget det, kan vi fortælle, at vinderen blev Xenoblight fra Silkeborg, der dermed skal repræsentere Danmark på årets Wacken Metal Battle.

Vinderchancerne? Det er så svært at spå om, da metal-ligaen generelt har oppet sig de sidste år på alle slags subgenrer, så enten drukner Xenoblight i alskens ekstremiteter, man ellers finder på Wacken, eller også tager de tyskerne og alle andre med storm og eksploderer til høje tinder.

Metal A Day ønsker dem i hvert fald al mulig slags held og lykke og holder dig opdateret om deres færd på Wacken.

Herunder kan du se et galleri fra fotograf Mathilde Maria Rønshof, og du kan se flere fra aftenen HER.

Først de glade vindere, da de blev kåret:

Dernæst de optrædende bands i respektiv rækkefølge: Ethereal Kingdoms, Genfærd, Xenoblight, Pudsige Herrer og Sunless Dawn: