Bruce Dickinson - Spoken Word

Metalfestival under varme vilkår

Anmeldelse af: AR&M Festival, Platform 4, Aalborg. 12. maj 2018.

 

Igen i år byder maj måned på Aalborg Rock & Metals bud på en indendørs festival, fyldt til randen med sved, grill pølser og øl. Siden succesen sidste år er der både blevet hyret flere internationale navne og lagt et godt fokus på, hvad der kunne tilbydes af faciliteter i baren og udenfor, når der ikke var travlt med at svede oppe foran scenen.

 

Som varmen har lagt sig ind over Nordjylland, er jeg lige så stille begyndt at lukke ned. Det var bestemt ikke nemt at slæbe sig af sted til koncert lørdag eftermiddag. Denne sløvhed endte med at være på bekostning af det meste af dagens første band, Fox King. De to numre, jeg nåede at fange, plus, hvad jeg går ud fra, var ment som deres ”episke outro”, faldt fuldstændig ved siden af og kunne lige så godt have lagt ovre i hjørnet og skidt i bukserne. Jeg kan ikke komme med en konkret karakter, men den høje temperatur gør et eller andet ved mit bullshit-filter – jeg blev i hvert fald hurtigt træt.

 

Xenoblight

Der sænker sig nu en sær følelse af deja vu over hele situationen, eftersom at jeg sidste år stod til samme festival og anmeldte Velociter – bandet, som der med ét medlem til forskel, senere blev til Xenoblight.
Det er en helt anden form for springskalle, vi får serveret i aften, kan jeg love. Så snart deres pæne, sælsomme intro var ringet ud, var der øretæver i luften. Der er stadig nogle elementer af thrash indover lyden, men langt det største kendetegn ved dem er en meget kaotisk og teknisk lyd af black metal.
Dette blandes på kryds og tværs med flere andre sære ting. Det hele virker, men bliver sættet for langt, kan det godt være, at det kan blive lidt langt i spyttet. Som det andet band på scenen, var der ikke andet end en halv time sat af, så det har ikke kunne nå at blive ”for meget”. Der kommer dog også lidt af den variation, som jeg leder efter, i form af nummeret” Nocturnal Manifestations”, som der er hevet med over på Xenoblights nye skive, Procreation, fra Velociters sidste EP.

Optrædenen er eksplosiv og energifyldt. Selvom den instrumentale sektion ikke vandrer meget rundt på scenen, hvis størrelse måske heller ikke ligefrem inviterer til det, er der stadig godt med liv – liv kan også være at headbange voldsomt, stillestående! Forsanger(inde) Marika Hyldmar er altid en fest at se på en scene. Hun kommer altid først på scenen, lige før hun begynder at synge, for at have lidt overraskelsesmoment med sig, kan jeg forestille mig. Det virker i hvert fald fabelagtigt og for folk, der ikke kender til dem, sikkert bedre.

Platform 4 har desværre en lidt træls historik, når det kommer til kvaliteten af lyden til deres arrangementer. Xenoblight var desværre heller ikke skånet i denne omgang, for selvom at guitarerne virkede rigtig godt i starten, kom der større ubalance hen imod slutningen, og vokalen havde tendens til at være lidt ud over det hele. Til gengæld blev koncerten løftet af et godt, gammeldags fedt show.

 

Caro

Selvom Caro var det band til stede under festivalen, hvis musik jeg har bedst kendskab til, var det stadig dem, jeg glædede mig mest til at se i en hvis forstand. Tilbage i 2013 fik jeg nemlig muligheden for at spille med dem i en årrække, og nød det til det fulde, indtil vi delte veje i 2016. Som anmelder giver det jo mig en helt unik fordel, når det kommer til at pille koncerten fra hinanden!

Lyden er igen ikke helt til at arbejde med, men hele koncerten igennem bliver der kæmpet oppe på scenen. Her blandt andet af guitarist Kevin Sørensen, som der i aftenens anledning havde valgt at spille i en ishockey-trøje for at drive lidt gæk med de lokale fans – Aalborg Pirates og Frederikshavn Whitehawks kan man jo ikke just hævde er de bedste kammerater.

Så snart det gik op for de små-stive gæster, at der nu var kutter-hæwi på inde i salen, var der ikke meget andet end dominans at hente. Og det er på trods af den lidt magre lyd, nogle små dummefejl hist og her og en blank forsanger, der enten ikke kan huske titlerne på de sange, han skriver, eller er for udfordret til at læse sin sætliste. Hjemmebanefordelen gør uden tvivl noget, men der er også i høj grad tale om et band af velspillede musikere, som der ikke kun kan finde ud af at optræde sammen, men også gøre det på en måde, der ikke bliver for højtidelig uden at miste for meget af den hårde attitude.

Der var kun et enkelt nyt nummer med, som jeg selvfølgelig gik glip af, da jeg gik ud for at få en mundfuld frisk luft og en smøg. Jeg nåede lige akkurat at få slutningen med, og der virkede til at være tale om en af de tungere. Den må jeg have til gode til næste gang!

 

Stam1na

Normalt, når jeg har skullet forsvare min musiksmag overfor konservative familiemedlemmer eller lignende, har et af argumenterne altid været, at man jo ikke kan forstå, hvad der bliver sunget. Normalt har jeg en halv-bred vifte af gode svar at kaste tilbage efter en sådan påstand, men i dette tilfælde er jeg sgu blank…

Stam1na er et finsk metalband, som igennem de sidste 10 år har nydt stor succes i deres hjemland samt i enkelte andre lande. I løbet af koncerten fik vi fortalt, at dette kun var bandets anden koncert på dansk jord nogensinde. Det er klart noget der var med til at rive fat i publikum, tror jeg. Stemningen var i hvert fald lige til at tage og kaste med.

Af selv samme grund har jeg skuffende lidt noter om denne koncert, da jeg lige blev fanget i noget headbanging med bajere ved siden af. Til gengæld fik jeg en snak med deres forsanger, Antti, efterfølgende, hvor han udtrykte stor tilfredshed med det danske publikum, faciliteterne til koncerten og den generelle stemning, der virker til at være til stede ved danske metalarrangementer.
Da vi snakkede, var Skálmöld ved at gå på, så klokken har cirka været 23. Udenfor var der stille og roligt. Folk sad om bordene og drak, snakkede og grinede. Der havde ikke været nogle problemer hele aftenen, hvilket virkede til at chokere Antti.

 

Skálmöld

Havde jeg været lidt mere uopdragen, havde jeg kaldt Skálmöld for noget højpandet hipster metal. Det er det også lidt, men det er sindssygt fedt at høre live!

For første gang i aften virkede det til, at lyden var konsistent god. Dette gav helt bestemt et løft til bandets lyd, som der i stor grad er fokuseret omkring smukke, harmoniske stykker, primært udført af de tre guitarer. For det er jo klart, intet mindre kan gøre det. Ofte synes jeg at mere end to guitarister bliver for meget – i særdeleshed hvis det, de spiller, ikke er sammenhængende. På lige netop det punkt, er jeg her nødt til at modsige mig selv en smule, for Skálmöld kører rigtig meget de tre forskellige guitarer, og lader dem optræde individuelt af hinanden sådan, at de kan skabe dybe og komplekse melodier og harmonier, som man ikke normalt ville finde i en metalsammenhæng.

Der er i høj grad tale om kompetente, tænkende musikere. Det er ikke samme form for fysisk drevet og voldelige optræden, som der kunne opleves hos Xenoblight og Caro. Her er der måske snarere tale om en forestilling af en art.

Der var ingen tvivl om, at publikum kunne lide det, men det var en noget mere rolig koncert at være med til, hvilket bestemt ikke gjorde mig noget. Det var lige aftenens ud-af-boksen indslag, som der var rent faktisk fungerede.

 

Omnium Gatherum

Da aftenens sidste band gik på, kom det nærmest som et chok.
Jeg var kommet ind i salen i tide til at fange lidt lydprøve/line-check, og var herefter gået ned i merchboden for at se, om jeg kunne finde en bajer og nogen at få en sludder med. Jeg fandt heldigvis begge dele, så lige pludselig ilede minutterne jo af sted. Det var slet ikke gået op for mig, at koncerten var gået i gang, før jeg kunne høre, at musikken rent faktisk var til stede i rummet – deres meget blanke og kedelige klaver-intro havde jeg åbenbart filtreret fra som værende starten på et dårligt nu-metal-nummer, som der blev spillet i pausen gennem PA-anlægget.

Til gengæld var jeg ikke den eneste, hvis næse det var gået forbi, at koncerten var startet. Der var ganske vist god knald på oppe på scenen, men sammen med mig i salen var der fem mænd, en hund og en skøge. Der gik lige et par lange minutter af det første nummer, før salen lige så stille begyndte at fyldes. Efter den omgang, Stam1na serverede, forstår jeg godt, at der var behov for lige at slå mave.

Som koncerten skrider frem, må jeg tage hatten af for den energi, de præsenterer, og i særdeleshed samarbejdet mellem deres guitarister. Deres forsanger er meget ud over det hele, men ikke nødvendigvis på den fede måde. Han gør alt, hvad han kan, for at fange publikum med vilde fakter, direkte henvendelser med pegen og stirren under numrene og akavede nedtællinger til ”de fede stykker”.
Skal man være en overfladisk satan, så må jeg også indrømme, at forsangeren skilte sig noget negativt ud fra resten af bandet i sin påklædning – hvis du spiller melo-død, som der faktisk er ret fee’, så ser det sgu lidt sjovt ud, hvis man som voksen mand har håret sat op i en manbun og sin skjorte knappet lige akkurat nok op, sådan at den ligner en dejlig, dyb V-hals. Stramme bukser skal der også til, selvfølgelig. Her kom karma-manden dog alligevel lige forbi, for disse flækkede godt og grundigt lige midt i skridtet efter et enkelt badut-spring for meget. I takt med, at han blev mere og mere stegt af de varme scenelys, begyndte det hen mod slutningen at se en kende skægt ud!

Nu, hvor vi har overstået mine forfængelige og urealistiske krav til musikerne, kan vi slutte af med at nævne noget af det, som der rent faktisk virker for dem. Hvor bøvet, han end ser ud, så var forsangeren sateme i orden. De gange, hvor han lige fik lov at flekse lungerne og skrige ordentligt igennem, blev hovedet som regel også lige lagt lidt tilbage. Så var hans manbun også lige glemt, kort!

På den instrumentale side er der ikke noget at sætte en finger på. Da de jo er fra Finland, kan man som regel godt regne med, at der er en del soloer og episke leads med, og det blev vi bestemt ikke snydt for. Er der en ting, jeg vil anmærke, så er det ikke så meget en fejl, men i højere grad bare lidt af et dick-move; i et af de mere thrashede numre var der en ret fed soloduel imellem de to guitarister. Altså, sådan en, hvor den ene holder helt kæft, imens den anden shredder løs, og trommerne og bassen holder det hele kørende. Det fungerede også fint nok, da guitaristen til højre startede sin solo, men da den anden guitarist gjorde klar til at larme løs, var det bare lidt som om, at den første guitarist ikke kvalte lyden af sin guitar for at lade sin kammerat få lidt opmærksomhed. Tværtimod, så gjorde han et stort nummer ud af at blive stående på den forreste kant af scenen og hive skrigende lyde ud af sin guitar.
Det er lidt trist at høre, når man tydeligt kan se, at der står en gut omme bagved og spiller en solo, som der ser fed ud, men hans kollega har taget pladsen i lydbilledet. Var det så kun sket én gang, havde det været knap så slemt. Til gengæld kørte de frem og tilbage mellem hinanden på sådan vis to gange, og ikke én gang kunne du høre ham til venstre…

Som et friskt lille pust efter min rygepause, kom jeg ind til en fuldstændig mørklagt sal. Jeg nåede lige akkurat at tænke på, om de nu havde forberedt et eller andet teatralskt bras, men heldigvis var det bare strømmen der var gået!

Mærkater: , , , , , ,