Anmeldelse af Copenhell Metal Cruise 2018 – dag 1

Så skulle det atter være, at Copenhell inviterede heavy-hovederne på krydstogt mod de norske fjelde. To dages musik kunne vi se frem til, og her kigger vi lidt nærmere på, hvad fredagen havde at byde på.

(Du kan læse del 2 HER.)

Dead Lord
Første band både på aftenen og hele overfarten var Dead Lord fra Stockholm. Det var tydeligt fra start, at det her var oldschool hard rock, vi havde med at gøre ikke blot bedømt ud fra lyden, men i den grad også ud fra de scene-outfits – samt prægtige overskæg – de svenske musikere havde iklædt sig. Lyden var overraskende glimrende lige fra begyndelsen, og det lagde op til en ganske udmærket start på aftenen.

Desværre skulle det vise sig ikke helt at være tilfældet. Musikken, om end den var velspillet, var for anonym og manglede simpelthen noget ekstra for at være genkendelig. De eneste gange, publikum viste lidt begejstring, var under de relativt mange små medleystykker, Dead Lord benyttede sig af igennem sættet, lånt fra andre bands som AC/DC og KISS.

Kort inde i koncerten kom der også problemer med bassistens anlæg, der efter kort tid viste sig at være røget. Bandet gjorde et hæderligt forsøg på at underholde med en improviseret jam-session mellem de andre medlemmer, men bassisten måtte give op på anlægget og forsøge sig med at koble sit instrument direkte til PA-anlægget. Dette gik naturligvis ud over lyden, men der var ikke andre løsninger ved hånden.

Dead Lord gjorde også deres for at prøve at sætte festen i gang, men det nåede aldrig igennem til publikum – der også skulle vise sig at være noget tunge at få i gang.

Jeg mener bestemt ikke, Dead Lord er et dårligt band, men snarere, at jeg bedre kunne se dem i en fest-sammenhæng end til en decideret metal-koncert.

 

Artillery
Aftenens andet band kræver ikke den større introduktion. Det er nok de færreste i det danske metalmiljø, der ikke kender til thrashbandet Artillery, og det er da også tydeligt, at folk vågner lidt op, som bandet går på scenen. Basanlægget er i mellemtiden blevet skiftet ud, så nu virker alt udstyret igen.
Forsangeren Michael Dahl fortæller, at de har et kommende album på trapperne, og vi får også lov til at høre nogle numre fra det i løbet af koncerten.

Musikken spiller som den skal, og det kan mærkes, hvor mange års erfaring bandet har sig efterhånden. Lyden er stadigvæk glimrende, dog med en enkelt lille undtagelse. Leadguitaren er til tider lidt for lav, og i musik, der har så mange guitarsoli, som netop Artillery leverer, er det synd og skam, at den ikke rigtig er til at høre. De gange, man kan høre den, sidder den til gengæld i skabet.

Desværre er det stadig som om, det ikke helt er gået op for publikum, at festen altså er gået i gang. Selv under gamle kendingsmelodier som ”Beneath the Clay”, en sang, størstedelen af publikum tydeligvis kender til, er det sjældent, at der er mere end 5-6 mennesker ad gangen, der rocker med. Det hjælper lidt hen med slutningen af sættet, hvor folk begynder at kunne opfordres til at råbe lidt med i kor, og der kommer da også et enkelt småforkølet forsøg på et crowdsurf.

Nok er salen ikke velegnet til de helt store armbevægelser – især da der er en hel del små cocktailborde, man snildt kunne smadre sine knæskaller på – men manglen på respons fra publikum er alligevel slående.

Artillery gjorde i hvert fald en hæderlig indsats, men der skulle åbenbart mere til.

 

Helhorse
Aftenens sidste band går på scenen i rigtig rock ’n’ roll-stil til guitarfeed-støj, og så skal jeg love for, der ellers var drøn på fra starten. Bandet tæsker rundt på scenen med voldsom energi, en energi, der bliver vedligeholdt koncerten igennem.
Det er første gang, jeg hører Helhorse, og for dem, der ikke kender bandet, kan det vel bedst beskrives som en gang groovy, punket rock/metal. Lyden er endnu god, omend forsanger Mikkel Wads mikrofon i starten er lavere end kor-mikrofonerne, en fejl, der heldigvis bliver rettet op på hurtigt.

Den vilde energi begynder endelig at smitte af på publikum, og det bestemt også på baggrund af en enorm indsats fra bandet. Både under og mellem sange bliver der konstant skabt kontakt og krævet reaktion fra Helhorse, et krav, der bliver indfriet mere og mere, som koncerten skrider frem. Folk begynder endda at forsøge at stagedive fra de små cocktailborde, men aftenens første skade kom alligevel fra Mikkel Wad selv, da han i sin vildskab kommer til at banke panden ned i sit mikrofonstativ, der giver ham en flænge lidt over øjet.

Det stopper dog hverken ham eller bandet, og de gør det bedste for, at energiniveauet aldrig skal falde. Sidste tredjedel af koncerten kommer stemningen også endelig derop, man gerne vil have en metalkoncert til at være, og Helhorse bliver da også kaldt tilbage på scenen til et ekstranummer, hvor sangeren beviser, at et crowdsurf altså godt kan lade sig gøre inde i salen, små borde eller ej.

Denne magtdemonstration får altså vækket et ellers noget sløvt publikum, og man må håbe, de er hurtigere til at komme i gang næste dag. Jeg er i hvert fald glad for endelig at have oplevet Helhorse live, og ser frem til at se dem spille en anden gang, hvor deres vildskab virkelig kan blive gengældt.

 

Se billederne fra fotograf, Mark Stoumann herunder:

Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann